Lise Nørgaard får livslangt legat i en alder af 103: »Det kan godt undre mig, at det bliver »Matador«, man husker mig for«

Lise Nørgaard modtager Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. Det er hendes første officielle anerkendelse for »Matador«. Men hun vil nu helst selv huskes for sin journalistik.

»Man skal sætte spørgsmålstegn ved tingene. Man skal tvivle og tænke, at der altid kan ændres ved det, der ikke er rimeligt.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lise Nørgaard siger det selv, da jeg ønsker hende tillykke med, at hun nu får Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

»Bedre sent end aldrig.«

I en alder af 103 år modtager forfatteren, journalisten og manuskriptforfatteren ydelsen for sit arbejde med TV-serien »Matador«. Selv om den er blevet vist otte gange siden premieren i 1978, og selv om den er landets mest sete serie nogensinde, har Nørgaard aldrig tidligere fået et statsligt skulderklap for sit manuskript.

»Matador« blev født i skumsprøjt af forbeholden kritik og modstand. Den store anerkendelse kom fra danskerne.

»Folkets kærlighed, min styrke«, som Lise Nørgaard siger med Frederiks VIIs valgsprog. Og tilføjer:

»Jeg har ikke manglet noget.  Jeg har fået mange priser, men jeg har aldrig fået en officiel pris. Altså, et legat, der hører under staten. Men jeg har da levet endda.«

Kritikken, der forsvandt

Som Lise Nørgaard sidder i sin lejlighed med udsigt over Øresund, der tegner en smuk og lige horisont foran vinduet, er det svært at se hende som andet et stykke danmarkshistorie iklædt mørk strik og nydelige øreringe.

På bordet vidner en orange efterårsbuket om Statens Kunstfonds anerkendelse. Statens Kunstfond har også leveret en flaske champagne. Det er nemt at glemme, at »Matador« blev født i modstand. Men Lise Nørgaard husker det hele.

Lise Nørgaard, journalist og forfatter

»Det kan det godt undre mig, at det bliver »Matador«, man husker mig for. Jeg betragter mig først og fremmest som journalist.«


»Dengang som nu var der en bestemt type på bladene, der altid sad og hoppede, når der kom en bog eller andet, som han kunne nedgøre. Den type kunne rigtig boltre sig. Intet er så nemt som at skrive ondskabsfuldt, og det har jeg oplevet,« husker Lise Nørgaard, der dog blev mest ked af, at medlemmerne af det daværende radioråd røg med på kritikken.

Det var en kritik, der både gik på, at »Matador« blev for dyr, og på, at den ikke var god nok. At den ikke lignede Ballings forrige succes, »Huset på Christianshavn«.

»Det, der gik mig på, var, at Radiorådet lyttede til de værste kværulanter blandt de såkaldte intellektuelle. Jeg tilgiver dem aldrig, at de truede underholdningschefen, Jørgen Ifversen, på hans stilling. Ifversen var en rar og blød mand, og han havde ikke haft andet med produktet at gøre end at skrive checken ud. Men han blev så rædselsslagen og nedkørt, at det faktisk ødelagde hans liv«.

Så slemt ramte det aldrig Lise Nørgaard.

»Man skal ikke tage sig af det,« konstaterer hun.

»Det skal også nødig handle om forurettelse. Seerne blev jo glade for serien, det var deres skyld, at vi fik lov til at fortsætte efter de første seks episoder, og det var vanvittigt sjovt at lave.«

Majbritt sidder derinde og græder

Selv om hædersydelsen oftes betragtes som et arbejdslegat, skriver Lise Nørgaard ikke længere. Hun ville ellers gerne, siger hun. Men lysten er begrænset af, at hun aldrig lærte at betjene en computer, og af, at hun altid har været dårlig til at multitaske.

Ringer telefonen midt i en sætning, har hun svært ved at følge den op. Sådan har det altid været, men det er blevet værre med årene. Hun følger stadig med – men er ikke helt opdateret med TV-serierne. Og hun vil heller ikke nævne sin favorit.

»»Krøniken« var nu ikke så dårlig. Der var mange, der var værre,« lyder svaret, da jeg spørger.

»Det går ikke, hvis ikke man kan indigneres. Jeg tror, at det er Poul Henningsen, der har sagt; »Det er ikke troen, der flytter bjerge. Det er tvivlen«. Man skal sætte spørgsmålstegn ved tingene,« siger Lise Nørgaard. Arkivfoto: Nanna Kreutzmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Men selv om tingene går lidt langsommere nu, klør det stadig i fingrene, indrømmer Lise Nørgaard.

»Det kan godt undre mig, at det bliver »Matador«, man forbinder med mit navn. Jeg betragter mig først og fremmest som journalist. Jeg er jo på kvindernes side og var så heldig at blive socialmedarbejder på Politiken på et tidspunkt, hvor ingen rigtig havde interesseret sig for, hvad der foregik på området.  Det var i de år, vi opdagede, hvor rådden Danmarks socialforsorg var. Du kan nok huske Godhavnsdrengene? Der var lige så rædsomme historier om pigerne,« siger Lise Nørgaard og fortæller om tidens børnehjem, der opdragede pigerne til at blive hushjælp for »de dovne fruer«.

»Man opdrog både piger og drenge til at blive en slags slaver. Jeg skrev nogle frygtelige historier – også om de piger, der blev sat ud på Sprogø. Det var helt forfærdeligt.«

Det er vel også noget af den indignation, du bar med over i »Matador«?

»Ja, det går ikke, hvis ikke man kan indigneres. Jeg tror, at det er Poul Henningsen, der har sagt; »Det er ikke troen, der flytter bjerge. Det er tvivlen«. Man skal sætte spørgsmålstegn ved tingene. Man skal tvivle og tænke, at der altid kan ændres ved det, der ikke er rimeligt.«

Det er godt med selvbevidsthed

Der er stadig mange ting, der optager legatmodtageren Lise Nørgaard. Man kan se meget, selv om synet allerede har set en del. Og på spørgsmålet om, hvad hun ville skrive, falder svaret rapt:

»Jeg ville skrive romanen »Majbrit sidder og græder inde på kontoret«. Majbrit var en lille skrivedame på Hjemmet. Når der var fest, livede hun gevaldigt op. Ved en af de fester havde hun danset med en mellemleder, der sled på sin tredje kone. Mandagen efter festen kom en af de andre medarbejdere og sagde til mig: »Du må gå ind og tale med Majbrit. Hun sidder og græder inde på kontoret.« Sagen var jo den, at Majbrit var blevet forlovet til festen og troede, at hun skulle være direktørfrue. Men om mandagen var mellemlederen mødt på arbejde og havde ikke værdiget hende et blik.«

Der har vel været mange af den slags historier fra branchen? Det var jo før #metoo ...

»Det kan du tro. Da jeg selv blev ansat på Politiken, kom Anker Kirkeby – kender du ham? Nåh, ikke, det ville han blive ked af at høre. Nå, men han sagde: »Nu må De fortælle mig, hvem De har ligget i med for at få den stilling?« Den havde han nemlig udset til en ung kvinde, han havde mødt.«

Kan du huske, hvad du svarede?

»Jeg tror, at jeg svarede, at det var noget, han burde tale med tillidsmanden om.«

Lise Nørgaard understreger, at hun aldrig selv har været udsat for noget, hun ikke kunne styre. Men hun har da hørt og set en del. Som den mandlige kollega på Berlingske, der udbasunerede, at han da ikke gad »sidde sammen med alle de kællinger«, som de efterhånden blev på søndagsredaktionen. Og om kvinder, der steg ind i den »sociale elevator«.

»Det var vist Lone Kühlmann, der kaldte den det. Og jeg tænker: »Hvorfor var de kvinder så naive?« Mit bud er, at mange af dem manglede selvbevidsthed. Den har jeg nok selv haft en del af, tror jeg.«

Det lyder jo som en oplagt historie at skrive for dig i dag..

»Ja, men jeg holdt op med at skrive på et tidspunkt, da jeg læste noget, jeg skrev for en snes år siden. Og jeg kunne se, at det var bedre end det, jeg ville kunne skrive nu. Og så skal man stoppe.«

Der er stille i stuen et øjeblik. Lyset falder kun nærigt over den nye buket.

Når vi nu skal skrive din nekrolog – om forhåbentlig lang tid ...

»Det håber jeg så sandelig ikke,« svarer Lise Nørgaard.

»Det er skrækkeligt at blive gammel. Alle dem, jeg ringede til og spurgte »kan du huske, dengang?«, de er væk. Snart begraves Erik Bistrup. (Berlingskes tidligere medredaktør, red.).«

Men har du tænkt over, hvad vi skal huske dig for?

»Jeg synes, at jeg har skrevet så meget. Og der er stadig meget at skrive.«

Er der også ting, du stadig gerne ville tage fat på som journalist?

»Ja, der er meget, vi stadig kan lave om på. Når jeg ser, hvordan det er gået fremad for kvinderne, trods alt, så kunne jeg godt tænke mig, at de solidariserede sig noget mere med de kvinder, der stadig har brug for en hjælpende hånd til at blive trukket fri af sølet. Som indvandrerkvinderne eller dem, der sidder og venter på et bedre liv.«