Linedans over lortespanden.

Bøger: En alt andet end proper tilstand 30-årige Harald Voetmann, der er uddannet fra forfatterskolen, udsender en excentrisk bunke tekster, langt inde fra hjernens og kroppens overdrev.

Foto: Scanpix

Harald Voetmann, der tidligere også hed Christiansen, har fire udgivelser bag sig, senest »Teutoburger«, 2005. Seneste værk, betitlet en alt andet end proper tilstand, må siges at leve op til sin titel. Bogen er ikke i en proper tilstand, dvs. passende, til lejligheden velklædt, nydelig, ren og velsoigneret. Tværtimod synes Harald Voetmanns blik at falde på og formeligt svømme i det malpropre, der hvor læserens kvalmegrænse konstant kildres, som i fortællingen om den hængte på galgebakken, der, uanset at hans knogler slår mod hinanden, dog stadig er i stand til at rulle med de næsten indtørrede øjenkugler. Voetmann, der også har oversat værker fra latin, har en flair for det burleske, det absurde og det absolut kødelige/dødelige. Ingen lidenskab uden lort, ingen krop uden et potentielt kadaver. Sproget slynger sig fint ciseleret rundt om det mest bizarre, jo mere perverst jo smukkere synes sproget at kunne synge om det i ren autoerotisk selvtilfredshed. Meget af sin inspiration gætter jeg på, han netop henter i ældre skrifter, hvor der ikke lægges fingre imellem, når kropslige forhold skal beskrives, som et indledende citat angående lorts eksplosive kraft mere end antyder. En anden, givetvis meget stor inspiration, eller onkel i ånden, må være Preben Major Sørensen. Men hvad er det så, han skriver om Voetmann? Det er straks sværere at blive klar over, for de 21 mere eller mindre flossede og opbrudte tekster handler mindre om, hvad der sker, end om hvordan det sker. Og det hele sker i sproget, i et rablende, egensindigt, associerende og citerende sprog, som oftest lægges ældre malpropre eksistenser i munden, ældre eksistenser med fedtet hentehår, der kan falde i svime over kvinders lår og deres egen konstant spindende forestillingsverden. Det er velskrevet, og indimellem meget morsomt, som nu fortællingen om Kühleborn på 55, som i bedste selvtilfredshed passer sit absurde lille stempelbureau på talgsmelteriet (kan man finde et mindre propert anliggende?) og mestendels går op i sin egen voksende pondus, som beklædes med diverse veste, men det bliver, med forfatterens tydeligvis nydelsesfulde og vedholdende gang på stedet, iblandt også intetsigende, eller rettere intetgivende. Vi er langt ude på det absurde overdrev, men når Voetmann er bedst, kan han netop føre læseren ad disse helt uberegnelige veje, hvor man bare hænger på og lader sig overraske. Voetmann burde dog, synes jeg, forholde sig lidt mere til, hvorfor han vil sige det, han gør, og om det nu også er ligeså interessant at læse, som det formodentligt er at skrive. Sproget har han, indfaldene flyder, men iblandt synes de ikke at kunne andet end at afføde lokal morskab i al deres ækvilibristiske, søgt perverterede opvisning. Jeg synes man savner en nødvendighed, tænkt i forhold til modtageren. hvad er det vi skal have »med hjem«, andet end øjeblikkets ækelhed og applaus over forfatterens kunnen? Det så jeg gerne udfoldet i en kommende bog.