Linedans omkring ildelugtende ukrudtsplante

Den prisbelønnede australske »Lantana« er en intelligent og modig film, der kompromisløst søger nærværet frem for alt.

Tillid er en både skrøbelig og stærk størrelse. Den er nødvendig i et kærlighedsforhold, der skal holde og næsten umulig at reparere, når den først er gået i stykker. Og i relationer til vores medmennesker, for at vi ikke paranoidt skal se alle som potentielle fjender. Men svær - måske umulig - at reparere, når den først er gået i stykker.

Det er det tema, der ligger som en dirrende undertone i den australske film »Lantana«. Som den gennemgående karakter følger vi politi-kommisæren Leon Zat (Anthony LaPaglia), både privat og på arbejde. Midtvejskrisen trykker. Fysikken er begyndt et vise sin egen dødelighed i form af hjertesmerter på de daglige jogging-ture. Ægteskabet er ude på et ikke-kommunikerende skråplan. Og på arbejdet truer temperamentet hele tiden med at gå for langt. Men da han en dag får sagen med den savnede dr. Valerie Somers, (Barbara Hershey) begynder den hårdknude, hans liv er endt i, at løsnes. Rundt om Leon Zat portrætterer filmen en række andre personer. Leons ulykkelige kone, Sonja (Kerry Armstrong), der i al hemmelighed er begyndt at gå i terapi (hos Valerie Somers) i frustration over sin mand. Valerie Somers selv kender alt til dysfunktionelle ægteskaber, for efter mordet på deres elleve-årige datter, er hun og hendes mand, John (Geofrrey Rush) i sorg gledet længere og længere væk fra hinanden.

Alles liv er forbundede og filtret ind i hinanden, som grenene på den smukt blomstrende, bittert lugtende, australske ukrudtsplante, lantana, der også ses i indledningssekvensen. Deraf det lidt kryptiske navn på filmen. Og med både plante-titel og sin forgrenede struktur minder »Lantana« på sin vis om Paul Thomas' »Magnolia« og derfra igen, Robert Altmans »Short Cuts«.

Forskellen er dog blot, at selv om »Lantanas« dramatiske infra-struktur er lige så sikker og velovervejet, er den med vilje langt mindre stilistisk. Det giver et umiddelbart mindre morsomt udtryk, men til gengæld et, hvor nærværet er langt større.

Instruktøren, Ray Lawrence, der til daglig er en velanset reklameinstruktør, etablerer sine karakterer langsomt og omhyggeligt i en proces, hvor lagene bliver skrællet af et for et. Han forfalder på intet tidspunkt til smarte eller hurtige effekter, og det er bestemt ikke til at mærke, at han ikke har lavet en spillefilm siden »Bliss« i 1985. En halvsurrealistisk komedie om en reklamemands ægteskabelige deroute.

»Lantana« er derimod blevet til et følsomt beskrevet studie af mennesker i forandring, og det er forståeligt, at filmen vandt samtlige syv hovedpriser for bedste film, bedste instruktør, bedste manuskript (Andrew Bowell, der også har skrevet teaterstykket »Speaking in tongues«, som filmen er baseret på), bedste mandlige hoved- og birolle og bedste kvindelige hoved- og birolle ved den nationale filmprisoverrækkelse. Den tager ingen genveje eller lader det regne med frøer, men er til gengæld en underspillet og beundringsværdig ensemble-præstation, der med sans for nuancer imiterer den svære linedans, livet engang imellem er.