»Dæk dog de mormorarme«, lød én af de mange nedsættende kommentarer, Line Baun Danielsen modtog i sine sidste år som studievært.
Den nedladende kritik har hun for længst rystet af sig.
Når eksemplet alligevel optræder i hendes nye bog – sammen med en række andre som »Du er for solbrændt«, »for afbleget«, »man kan ikke have så lyst hår i din alder«, er det ikke for, at nogen skal have ondt af hende, understreger hun.
»Det er jo længe siden. Jeg er et helt andet sted nu. Men det bekræfter, at der stadig er en kamp at kæmpe,« siger Line Baun Danielsen.
26. oktober udkommer »Hele vejen til kisten. Inspiration til et (langt) sjovere liv«. Bogen er en forlængelse af hendes blog om kvindeliv efter de 45 år.
Emnerne spænder fra arbejde, økonomi og skilsmisser til sex, motion og den frihed, der opstår, når børnene bliver voksne.
»Jeg vil gerne give alle de kvinder en opløftende besked: Der er ikke noget at være bange for,« konstaterer hun fra det lyse køkken i Gentoftevillaen.
»Men man er nødt til selv at skabe det liv, man gerne vil have, når børnene bliver større, når manden er skredet, man selv er skredet, eller når man bliver træt af sit arbejde.
For der er ikke andre, som kommer og ordner det for en,« tilføjer hun.
»Løb efter min egen skygge«
De fleste kender Line Baun Danielsen som studieværten, der i løbet af 90erne, 00erne og 10erne tonede frem på skærmen i programmer som TV 2 Sporten, Go' morgen Danmark, Sporløs og TV 2 Lorry.
Hun var den kendte og feterede vært, men mærkede også bagsiden af medaljen.
»Mit tidligere arbejdsliv var ét stort præstationsræs, hvor jeg hele tiden løb efter min egen skygge. Jeg skulle jo sikre gode seertal, og jeg havde bildt mig selv ind, at man aldrig er bedre end sin seneste præstation. Det er man faktisk heller ikke på papiret,« siger Line Baun Danielsen.I 2008 blev hun fyret, da Go' morgen Danmark blev udliciteret, og hun og hendes medvært, Ole Stephensen, blev erstattet af et yngre værtspar.
»Jeg har aldrig fået at vide, at jeg blev fyret på grund af alder. Men det kom det til at hedde sig i medierne,« siger Line Baun Danielsen, som dagen efter kunne læse overskriften på et af formiddagsbladene: »For gammel til tv«.

»Der var jo nok noget om snakken,« siger hun, da vi runder fyringen for at nå til en af bogens pointer – at vi lever i et land med udpræget aldersdiskrimination.
»Fire år tidligere, da jeg var 44, kunne jeg vælge alt mellem himmel og jord. DR, tv 3 eller TV 2, you name it. Nu var der intet. Ingen tilbud overhovedet,« siger hun.
Ny livsbane
Fyringen blev til gengæld begyndelsen på en ny livsbane.
Line Baun Danielsen startede en karriere som selvstændig rådgiver i kommunikation.
Det var også i den periode, at hun skabte et univers for kvinder over 45 år gennem sin blog, »På bloggen med Line«.
Da hun i starten af 50erne fik tilbudt et job som nyhedsvært på TV 2 Lorry, satte hun karrieren som selvstændig på standby for en stund.
Og fik bekræftet sin tese om alder.
»Tænk, der var nogle seere, som kommenterede, at mine bryster hang. 'Du må have en anden bh,' skrev en. Eller da jeg havde en kortærmet kjole på, og en skrev: 'Dæk dog de mormorarme, så vi andre ikke skal få aftenkaffen galt i halsen,'« fortæller hun.

Efter to stresssygemeldinger sagde hun i 2016 farvel til mediebranchen og helligede sig arbejdet med sin blog, foredrag og rådgivning.
Og nu er det blevet til endnu en bog.
Alder skal være et plus
En af de gennemgående pointer er, at vi skal begynde at se alder som en ressource.
»Jeg har sat mig selv på den mission, at jeg vil ændre – eller i hvert fald påvirke – det eksisterende syn på alder og de forestillinger og fordomme, der hersker om os 50-60 plus. Jeg kalder det erfaringens glemte værdi. Det selvværd og den selvindsigt alderen også giver,« siger Line Baun Danielsen, som løbende deltager i debatten om aldersdiskrimination.
»På mange punkter bliver vi stemplet som »gamle«, fra vi er i slutningen af 50erne. For eksempel kan vi ikke tegne en livsforsikring eller blive medlem af Sygesikringen Danmark, og vi skal lægge en større udbetaling, hvis vi vil købe en bolig,« siger hun.
»Jeg tror blandt andet, det skyldes, at vi i Danmark forherliger ungdom og har glemt alt det positive, der følger med alderen – for eksempel erfaring, fleksibilitet, frihed, tid og ingen småbørn. Der er fordomme og myter, som taler ind i, at det er bedre at være ung. Det er også mere udtalt end i andre lande,« siger hun.Undersøgelser viser blandt andet, at selv på et arbejdsmarked med mangel på hænder, risikerer veluddannede danskere over 55-60 år at se langt efter et nyt job, hvis de mister det, de har.
»I USA kan du blive genopstillet til præsident, når du er 80, mens du i Danmark er i overhængende fare for at være langtidsledig, når du er 60. Det er da et paradoks,« siger hun.
»Bland dig uden om«
Line Baun Danielsen lægger ikke skjul på, at hun er godt tilfreds med sin nye tilværelse, hvor nyheder, og højt tempo er skiftet ud med bloggen og en palet af andre aktiviteter, hvor hun er mindre eksponeret.
Til gengæld går hun gerne ind i debatten om køn og alder.
»Der er altid risiko for at få et hak i tuden, når man går ud og mener noget, og det gider jeg faktisk ikke i min alder. Men jeg mener gerne noget, når der virkelig er brug for det. Ellers vil jeg helst leve stille,« siger hun.For eksempel har hun intet problem med at forholde sig til rynker, forfald og forfængelighed.
Her ser hun også en udfordring.

For mens det ikke skorter på kommentarer om kvinder, der »ser gamle ud«, skal man heller ikke vove at virke for forfængelig.
»Vi bliver kritiseret, hvis vi ser ud som den alder, vi har. Men vi har også ondt i røven over mennesker, der er forfængelige og gør noget ved det,« siger Line Baun Danielsen.
Hendes budskab er, at man skal gøre, hvad man har lyst til, uanset om det betyder gråt hår, Botox eller et ansigt uden makeup.
»Mænd får for eksempel rask væk hår transplanteret, uden at nogen rynker et bryn, men når modne kvinder gør noget ekstra, falder hammeren,« tilføjer Line Baun Danielsen.
»Jeg håber da ikke, vi ender der, hvor vi allesammen går rundt og er mimikløse, fordi vi er bange for at blive ældre. Elsker du dine rynker og din topmave – fedt for dig, det blander jeg mig ikke i.
Min pointe er bare: Bland dig uden om, hvad andre gør. Uanset om det er Helle Thorning-Schmidt, dit barns skolelærer eller din nabo,« tilføjer hun.
Et par gange er Line Baun Danielsen selv blevet beskyldt for at være aldersforskrækket.
Det preller dog af på hende.
»Jeg synes netop, frigørelsen ligger i, at der er nogle modne kvinder, som tør stå frem på alle mulige måder. At der ikke kun findes en retning, som er rigtig. Vi vedligeholder alt andet omkring os – vores hus, vores bil. Så der er vel ikke noget underligt i, at vi også vedligeholder os selv,« siger hun.
»Det må du klare selv«
Perioden, som nogle stryger igennem, mens andre lider i årevis, bliver også behandlet i bogen.
Selv blev Line Baun Danielsen opmærksom på, at hun var gået i overgangsalderen, da hun som 51-årig konsulterede sin gynækolog for at få nye p-piller.
I stedet gik hun derfra med hormonpiller, da en scanning viste, at der ikke var nogen som helst risiko for, at hun skulle blive gravid.
»Der har været en holdning til, at det med overgangsalderen må du selv klare. Men vi klarer ikke graviditeter selv eller puberteten for den sags skyld. Det er en fase, hvor man ikke bare sveder og lider og oplever dårlig livskvalitet.
Mange sover dårligt og har svært ved at koncentrere sig. Overgangsalderen har samtidig mange usynlige symptomer, som vi bør vide noget om,« siger Line Baun Danielsen.

Derfor mener hun, det er på tide, at vi helt aftabuiserer den overgang, som halvdelen af jordens befolkning gennemlever på et tidspunkt i deres liv.
Eller, nu taler mændene også om det, konstaterer hun med en vis ironi – med henvisning til Manu Sareens nye bog om mænds overgangsalder.
»Det er da fint og respekt for det. Men nu har kvinder gået og lidt, og så kommer der en enkelt mand og italesætter overgangsalder for mænd, og straks skriver alle om det. Det er da lidt påfaldende,« siger hun.
Der er altid en krig eller krise
Den ældste af Line Baun Danielsens sønner, Emil, er flyttet hjemmefra. Den anden, Rasmus, er 22 og bor stadig hjemme.
Hun er med andre ord i samme situation som mange andre i hendes alder.
Friheden er tilbage.
Derfor har hun skrevet en stor del af sin bog i Paris, hvor hun sidste år købte en 27 kvadratmeter stor lejlighed.
En drøm, hun har haft, siden hun var helt ung, og nu var tiden til det.
»Vi tog derned i februar med kalenderen fuld af fremvisninger. Da jeg kom hjem, gav jeg et bud på lejligheden, men ejeren sagde nej. Så jeg tænkte, at det var det. Jeg kunne ikke betale mere,« siger Line Baun Danielsen.

Sagen sluttede dog ikke her.
»En dag ringede min advokat og sagde: 'Skal du have den?' Jeg svarede: 'Jeg ved ikke, om jeg tør. Renterne stiger, der er krig i Ukraine og inflation,'« fortæller hun.
Advokaten lod hende dog ikke slippe så let. »Der er altid en krig eller en krise. Enten vil du, eller også vil du ikke«, sagde hun.
Kort tid efter var kontrakten skrevet under.
»Jeg gik nogle dage, og så tænkte jeg: 'Ja, for fanden! Det skal ikke være Putin, der afgør, om jeg skal have en lejlighed i Paris.' Jeg er lykkelig for, at jeg har gjort det. Det har allerede givet mig mere, end jeg troede,« siger Line Baun Danielsen.
Større frihed
Månederne i den franske hovedstad har blandt andet givet hende indblik i en anden kultur, hvor hun oplever, at skellet mellem unge, midaldrende og ældre i langt højere grad er udvisket end herhjemme.
Der er også større frihed til at klæde sig, som man vil, uden at nogen har en holdning til det, fortæller hun.
»I Danmark er der mange ting, som unge gerne 'må', men som der bliver set skævt til, hvis man er ældre. Sådan er det ikke i Paris. Der vover kvinder meget mere. Man sidder heller ikke og hvisker ad en ældre kvinde, der har taget lidt meget rouge på,« siger Line Baun Danielsen og understreger sin pointe.
»Man skal gøre det, man føler er rigtigt. Man skal ikke – og slet ikke som 50-årig – være underlagt alle muligt strømninger. Der er fandeme ikke nogen, der skal komme og fortælle mig som 60-årig, hvad jeg må og ikke må,« tilføjer hun.
Det budskab ønsker Line Baun Danielsen også at give videre til sine læsere.
Sammen med en opfordring om at tage livet op til revision, når godt den første halvdel er gået – og mens der stadig, for de flestes vedkommende, er mange gode år tilbage.
»Jeg ved ikke, hvor jeg var havnet, hvis jeg ikke først var blevet fyret og siden var gået ned med stress. Så jeg vælger at se på de to ting som en positiv game changer,« siger Line Baun Danielsen, som understreger, at mindre kan gøre det.
»Selv hvis man ikke bliver presset til at udvikle sig, er det et godt tidspunkt at stoppe op og sikre sig, at man ikke stagnerer. Det fører ingen steder hen,« siger hun og tilføjer:
»Hvis man tør tage et skridt og så det næste, ligger der en ny verden i bogstaveligste forstand. Både i forhold til arbejde, venskaber, oplevelser og læring.«