Lilleør

En diktator gik fra at være bøddel til at være syndebuk. For man kan ikke udrydde ondt med ondt.

Henrettelser er en uting. Også selvom det er en diktator, der bliver henrettet. Man kan ikke undgå at få blod på hænderne. Og så hjælper det ikke meget, at man henretter ham, fordi han selv har andre menneskers blod over det hele. Han havde godt nok et stort ansvar, men der var nogle, der udførte hans ordre og sendte landsmænd ned i det samme hul, den tidligere diktator selv blev hængt over forleden. Saddam var, lige indtil man skubbede ham ud over kanten, ren diktator. Ren tyran. Men med rebet om halsen og råbene i nakken blev han pludselig også det modsatte. Offer for andres overgreb. Og symbol på et regimes undergang. Syndebuk, fordi man i ham har samlet et helt regimes skyld og ugerninger i en person.

Filosoffen René Girard har forklaret, at det er en ganske særlig tankegang, der skaber syndebukke. Den går i sin korthed ud på, at først når det onde er udryddet, kan det gode vinde. Læs sætningen to gange. For det er så grundmenneskeligt at tænke sådan. Man har kaldt Saddams henrettelse en stor dag i det nye demokratiske Iraks historie. Væk med den onde, nu kan de gode begynde. Er de gode så mon dem, der råbende ydmygede Saddam i hans sidste minutter? Det er en evangelisk pointe, at man ikke kan udrydde ondskab. At når man forsøger at gøre rent bord og smider ondskaben på døren, i huller, eller hvor man nu synes, så dukker der syvdobbelt så slemme typer op og sætter sig på det hele. Jesus siger det sådan, at det hus, der er i splid med sig selv, kan fint smide det onde ud og gøre sig »fejet og prydet«, men hvis det bare står dér med rene vægge og helt neutralt, så kommer der syv onde ånder meget værre end den første og indtager huset. Man kan vel ikke ligefrem sige, at det irakiske samfund er »fejet og prydet«. Og dog. Det nye irakiske demokrati har tydeligvis ikke fået pakket flyttekasserne ud endnu. Og selv når man er kommet på plads, er det langtfra sikkert, at man vil afskaffe henrettelser. Men det er for dumt. Især når det gælder henrettelser af politiske modstandere. Men det kan selvfølgelig være svært at indse, hvis grundtanken er, at det onde skal udryddes, før det gode kan opstå. Problemet er bare, at den forestilling baner vej for udryddelser af så mange. Hvor ond skal man nemlig være, før man hører til dem, der skal henrettes, så det onde kan udryddes?

Tilbage til Girard og hans syndebukke. Han mener, at det er et ganske bestemt hensyn, der dikterer fabrikationen af syndebukke. Det er en af ypperstepræsterne, Kajfas, der formulerer den i forbindelse med henrettelsen af Jesus. Ypperstepræsterne er i tvivl om, hvad de skal gøre. Jesus er populær, man risikerer at miste grebet om befolkningen, og så kommer romerne og tager hele magten. Præsterne er usikre, indtil Kajfas siger: »I forstår ikke noget som helst. I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør, end at hele folket går til grunde«. Som sagt, så gjort. Jesus blev korsfæstet. Syndebuk i den ypperstepræstelige gode sags tjeneste. Hykleriet er til at fåøje på. Man skal afholde sig fra at fabrikere syndebukke, for dermed bliver man selv skyldig. Lige så skyldig som den diktator, man ville have ned med nakken. Ondskab kan man nemlig ikke smide ud. Det kan ikke lade sig gøre at gøre rent bord. Ondskab er kommet for at blive. Den findes overalt. Selv inden for dine døre og under dine negle. Man må lære at indse det. Håndtere det. Spærre det inde. Og for Guds skyld lade være med at gøre de ondeste af os til syndebukke. For når man hænger én af slagsen, så opstår der fluks syv mindst lige så slemme i hans kølvand. På billederne man kan se - og høre - hvordan.