Lille, fin og frossen

Bøger: »Eventuelle pårørende« Dorthe de Neergaard er cand.mag. i nordisk filologi og psykologi, og det er netop de to spor, hun forener i sin debutroman: Sproglig tæft og en evne til at se verden fra et helt andet perspektiv.

Dorthe de Neergaard markerer sig med »Eventuelle pårørende« som en forfatter, som både har sprog og noget at fortælle om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Forsideillustration

Åh nej, ikke endnu en roman om en sindsforvirret kvinde, der samler på små fugle, tænkte jeg, ihukommende for eksempel Henriette Rostrups novellesamling »Afkom«, hvor en kvinde forsøgte at udruge dueæg. Men jo, Dorthe de Neergaard, født 1967, forfatter til flere børnebøger, debuterer med en roman, som handler om en sær og ensom kvinde, der bl.a. har noget med fugle. Heldigvis har hun et sikkert greb om sit stof, så romanen faktisk åbner sig og bliver en fin læseoplevelse.

Kvinden hedder Helle. Hun arbejder, hvad man godt kan undre sig over, at hun overhovedet magter, som hjemmehjælp, i en meget ustresset kommune, hvor man faktisk har tid til sine klienter. Dem tager hun sig pænt af, selv om hun også stjæler deres bøger og ikke mindst deres historier. Hendes egen historie er nemlig dybt traumatiseret, så meget at hun heller ikke selv har greb om, hvad der er digt og hvad der er løgn. Der er noget med en mor, som forsømte sine børn, en lillesøster som blev tvangsfjernet og måske en abort. Nu har Helle så kastet sin kærlighed på døde fugle, som hun samler på og forsigtigt placerer i fryseren ved siden af giflerne. Men hendes egen lille trygge syge verden udfordres, da hun forelsker sig i en klient, der er mere »ufarlig« end andre mænd, da han er bandageret på hoved og hænder.

Den indre mor
Dorthe de Neergaard beskriver meget fint og loyalt Helles virkelighed, hvor hendes egne lyster og følelser hele tiden irettesættes af en indre mor-stemme. Et menneskesind så fyldt af vrangtanker om død og gengangere, så der ikke er plads til Helle selv. de Neergaard skriver sikkert, prøv bare at læse følgende lille billede: »De to gråspurve lå skævt. De andre lå fint. Også kanariefuglen. Lille, fin og frossen. Og gul. Jeg rettede på de to. Isen knasede og dryssede støv ned over alle poserne.« Det er dog svært at tro på, at et menneske kan spænde over både den normale virkelighed og den indre kaotiske, som Helle beskrives i stand til. At hun overhovedet magter normalsproget.

Ikke desto mindre er »Eventuelle pårørende« en rørende fortælling, som får én til at tænke på, at den såkaldte normale virkelighed ikke er givet for alle. Og Dorthe de Neergaard har markeret sig som en forfatter, som både har sprog og noget at fortælle om.