Lige i lattermusklen

Højt humør og harmløs underholdning i action- og kungfu-komedien »Shanghai Knights« med Jackie Chan og Owen Wilson.

Man savner den giftigt sexede Lucy Liu som prinsesse Pei Pei, og David Dobkin har overtaget instruktørstolen fra Tom Dey, men Jackie Chan og Owen Wilson er tilbage som de umage cowboys Chon Wang/»John Wayne« og Roy O'Bannon. Alfred Gough og Miles Millar har igen skrevet de festlige løjer, og den blændende smukke Hong Kong-sangstjerne Fann Wong i rollen som Wangs søster Lin er bestemt ikke nogen dårlig erstatning for det mandlige publikum med smag for orientalske delikatesser...

Tre år efter den originale action-western-kungfu-komedie »Shanghai Noon« kommer efterfølgeren »Shanghai Knights«, hvor det modvillige makkerpar, den ædle Wang og plattenslageren Bannon, forenes igen - efter at Wang har arbejdet som sheriff i Carson City, og Bannon har formøblet deres fælles formue i en investering i zeppelinere i stedet for i de »latterlige automobiler«, han ikke mener har nogen fremtid. En skummel lord fra England og en uægte halvbror til Kinas kejser har stjålet det kejserlige segl i Den Forbudte By og dræbt Wangs far, og de to karate cowboys lander midt i det viktorianske 1880er-London for at redde såvel seglet som Wangs søster Lin.

De postmodernistiske anakronismer og vittigheder er strøet ud over filmen med lind hånd af Gough og Millar, der sammen med instruktør Dobkin bl.a. har moret sig med at koreografere en forrygende slagscene med paraplyer ud fra danseklimakset i »Singing In The Rain« og med at lade Sir Arthur Conan Doyle og Charles Chaplin optræde som vigtige bipersoner. Man undrer sig næsten over, at drengene ikke møder en forfader til Austin Powers i en pudekamps-scene på et bordel, hvor der riffes på 60er-stemning og Swinging London! Det er sjov og ballade, underholdende på en - i forhold til nutidens typiske, kyniske actionbaskere - charmerende harmløs måde, og kemien imellem den humoristiske kampsportsguru Chan og den flabede independent-bohéme Wilson (der ud over en hip skuespillerkarriere også bl.a. har skrevet manuskriptet til »The Royal Tenenbaums«) er endnu en gang i top. Et kickspark lige i lattermusklen!»Shanghai Knights«: Amerikansk film, instrueret af David Dobkin. 114 min. Censur ikke oplyst. CinemaxX, Palads, Kinopalæet og BioCity samt enkelte biografer i provinsen og på Færøerne.