»Lige børn leger bedst, men ulige børn leger de sjoveste lege«

Danske Kitte Wagner er ny chef for et af Sveriges største teatre, Malmö Stadsteater. Hun viser rundt i det Malmø, hvor mere end hver tredje har indvandrerbaggrund, men hvor det ifølge teaterchefen ikke behandles som et stort problem. »De er simpelthen længere, end vi er i processen,« mener hun.

Kitte Wagner er ny teaterdirektør for Malmö Stadsteater. På cykeltur rundt i byen, der er præget af sociale modsætninger og flygtningestrømme. Her på Möllevangstorget med madmarkedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Skåne er tæt på Europa. Slet ikke så orienteret mod Stockholm, der ligger fire timer væk med tog, som mod kontinentet. De har selvtilliden i orden, mange nye restauranter. Hipness! Det er også en fantastisk by, der minder en hel del om Nørrebro. Der er mange nationaliteter samlet her – over 170 forskellige. Mere end hver tredje er første- eller andengenerationsindvandrer. Irakere, eks-jugoslaver, polakker, libanesere, iranere,« forklarer Kitte Wagner.

»Og så udgør næsten 10.000 danskere den største gruppe,« minder hun om.

Man skulle næsten tro, det var arrangeret i forvejen. Kitte Wagner bremser cyklen for at slippe to fodgængere over vejen. Den ene er en ældre mand med striktrøje og uldbukser, den anden hans hustru med niqab. Kortvarigt standser hun også den snak, vi ellers er midt i. Den handler om Sveriges tredjestørste by, Malmø, Københavns store naboby. Med sine cirka 280.000 indbyggere er den større end Aarhus, og dens befolkning er langt mere multietnisk sammensat.

Vi har bedt Kitte Wagner om at vise os rundt i den by, som hun fra 1. oktober skal være teaterchef for. Det har hun sagt ja til, og eftersom Malmø er en cykelby, har vi lånt damecykler af teatersekretæren og marketingmedarbejderen. Indtil forrige år var Kitte Wagner chef for Nørrebro Teater i København, men nu skal hun prøve kræfter med et langt større teater. Malmö Stadsteater er, som navnet antyder, byens teater. Med sine tre scener og cirka 100 ansatte er det en væsentlig større mundfuld at skulle stå i spidsen for kunstnerisk og administrativt – også selv om man er et erfarent teatermenneske.

»Ledelsesmæssigt er det bestemt at gå op i volumen,« forklarer Kitte Wagner, som imidlertid ikke virker synderligt skræmt af opgaven.

Et helt nyt, blankt lærred

Hun kan mærke, at hun efter otte år med komedieteater, som var Nørrebro Teaters niche i det københavnske teaterbillede, længes efter at få brugt »tragediekassen« og »et helt nyt, blankt lærred«. På Malmö Stadsteater skal man nemlig spille det hele. Og hun glæder sig især til at komme tæt på det 19 mand store skuespiller- ensemble, der er på størrelse med Det Kongelige Teaters:

»De kan synge, danse, de er stemmestærke og spiller alle mulige slags roller. De er her for at arbejde. Den selvforståelse passede godt til mig.«

Teatret er støttet med 90 mio. svenske kr. om året, men resultatkontrakter med krav om stor egenindtjening, sådan som man har det for vane i dansk kulturliv, er hun ikke underlagt. »Man er klar over, at et kulturliv koster noget. Men man vil have det. New public management har aldrig fået tag her,« forklarer hun og ser ret tilfreds ud, selv om hun også håber at kunne tilføre teatret et endnu større fokus på publikum.

Vi er nu ad de brede gader, kantet med kastanjetræer og den mere fornuftsprægede arkitektur, der kendetegner byen, nået frem til Möllevangstorget, en af de centrale pladser, som virker både travl og en smule lad på en overraskende varm septemberdag. Grøntsager, frugt og blomster er fordelt på små, overdækkede boder, og hvis man skulle have været i tvivl om Malmøs multietniske befolknings sammensætning, så er den til at få øje på her.

»Det minder om Berlin. I København har vi jo fået de nye, flotte Torvehaller, men alle føler måske ikke, det helt er deres længere. Men her er et gammeldags grønttorv, og her kommer alle. Det er noget, der er særligt ved Malmø,« mener Kitte Wagner.

»Byen er ikke så gentrificeret eller segregeret, som det jo hedder. Alle lever tæt på hinanden. Det er en af grundene til, at Malmø er en by, hvor integrationen faktisk fungerer ret godt,« mener hun, selv om vi på den anden side af Øresund hører meget om bilafbrændinger, Sverigedemokraterna, skyderier og ghettoen Rosengård som et problemområde.

Sverige er længere i integrationsdebatten

Kitte Wagner peger på den statue, der dominerer torvet. Den forestiller nogle stærke mennesker, som løfter en stor granitblok.

»Malmø er en arbejderby. Vi er socialdemokrater! Vi løfter i flok. Sverige er et industrisamfund, mens Danmark er et bondesamfund med liberalismen, og jeg-har-min-egen-jord i bagagen. Man kan virkelig mærke en kultur, som er rundet af arbejderklasse og af konsensus: Vi bliver enige om noget, og så gør vi det. Sådan løfter vi problematikker.«

Det med integrationen er noget, der simpelt hen er indlejret i den svenske forståelse. Mens danskerne snakker og diskuterer, så handler svenskerne også på det område, mener Kitte Wagner. Hun har selv haft det som en del af sit opdrag at skulle få unge med anden etnisk oprindelse end dansk i teatret på Nørrebro Teater.

»Vi, der har arbejdet rigtig meget med inklusionsproblematikker, ved, hvor grundlæggende ekskluderende de organisationer, vi repræsenterer, er. Det er et meget langt, mangefacetteret og kompliceret træk at få folk med anden baggrund i teatret. Her er de simpelt hen længere i integrationsdebatten, end vi er i Danmark. Her er det noget, alle kulturinstitutioner naturligt arbejder med.«

Den arbejdsplads, Kitte Wagner skal stå i spidsen for, er allerede lidt af en »smeltedigel« med ansatte med mange forskellige baggrunde, forklarer hun. Og det er også den bedste opskrift på at få mennesker med indvandrerbaggrund engageret i teatret – og i samfundet i det hele taget. »Mangfoldighed« er noget, alle er optaget af, men som en del af selvforståelsen. Det passer Kitte Wagner godt.

»De af mine venner, der er nydanskere, er meget trætte af integrationsprojekter. De vil egentlig bare ansættes og have lov til at passe deres arbejde.«

Hvad så med den strenge kønskvotering, vi har hørt så meget om i Danmark, er hun også underlagt den? Den får vi heller ikke Kitte Wagner til at kritisere.

»Der er bare en forventning om, at det har jeg styr på. Hvis jeg en sæson kun har stykker med mænd på rollelisten, skal jeg naturligvis kunne forklare min bestyrelse hvorfor.«

En ny form for svensk identitet

Vi hopper op på cyklen og slingrer videre på vores tur gennem byen. Kan vi nå Rosengård, bydelen, hvor 86 procent har udenlandsk baggrund, og hvor 60 procent er født uden for Sverige? Det kan vi godt, for den viser sig ikke at være en fjerntliggende ghetto, men tager kun få minutter at nå fra Möllevangstorget.

På vores halvsvenske spørger vi en gruppe midaldrende mænd om vej. På svensk med kraftig accent peger de os i den rigtige retning. Vi skal lige ind mellem de gule husblokke. Herinde er der fredeligt. De fleste må være på arbejde eller i skole mandag eftermiddag. Og vi finder hurtigt det sted, Kitte Wagner gerne vil vise os. En fodboldbane, omkranset af et højt ståltrådshegn.

»Fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic har givet mange penge til den,« forklarer Kitte Wagner og læser op fra en plakette: »Her er mit hjerte. Her er mit spil. Giv det videre.«

Teaterchefen referer den seneste Volvo-reklame, der viser Zlatan på vej fra kamp i Paris med sin blonde kone og sine to blonde børn. Han krydser landegrænser og Øresundsbroen og ender med at sømme sin svenske landsholdstrøje op her, hvor vi står.

»Han er Zlatan. Han er svensker. Han er fra Malmø, han er fra Rosengård. Med en ny form for svensk identitet, som er meget kompleks. Han er et produkt af velfærdssamfundet og alt andet end et offer. Han er det nye Sverige, fremtidens Sverige. Tag det videre. Det kan man da ikke være andet end stolt af, når man er i Sverige. Tusinder har set den på Youtube.«

På cyklerne fortsætter vi tilbage til teatret, der bl.a. har til huse i en gammel cirkusbygning i en af byens helt centrale gader.

Når Kitte Wagner skal svare på, hvorfor hun gerne vil være teaterchef i Sverige, er hun ikke sen til at svare.

»Lige børn leger bedst, men ulige børn leger de sjoveste lege. Det er nok min natur at gå derhen.«