Lidt humor, lidt alvor

Den norsk-danske »Himmelfald« med Kim Bodnia har gode scener, selv om den pendler ubeslutsomt mellem genrerne.

Nordmænd har en fin sans for humor. Det er netop blevet smukt bevist af Bent Hamers underfundige »Salmer fra køkkenet« på Copenhagen International Film Festival, og også Gunnar Vikenes »Himmelfald« er i sine bedste scener præget af menneskevenlig komik.

Helt så vittig som Bent Hamers helstøbte film er den dog ikke, måske fordi den er en norsk-dansk coproduktion - eller det kan skyldes, at »Himmefald« rummer en lidt uligevægtig kombination af det morsomme og det alvorlige i beretningen om en håndfuld kuriøse skæbner i Bergen, nærmest som en slags lilleput-udgave af Robert Altmans »Short Cuts«.

Historien begynder »bittelille juleaften«, det vil sige to dage før juleaften, og foregår ikke mindst på en psykiatrisk anstalt. Vi befinder os i det civiliserede Norge, hverken i »Gøgereden« eller »Girl, Interrupted«, så her får ingen elektrochok eller hvide snit, men naturligvis har patienterne deres problemer. Især den unge kvinde Juni, der både er suicidal og voldelig, og som det bestemt ikke er klogt at røre ved.

Maria Bonnevie spiller hende rystende stærkt, uglamourøst og med sårbar vildskab, mens Kristoffer Joner er rørende som hendes medpatient Reidar, der er frygtelig bange for meteorer. Ellers virker han relativt normal og i hvert tilfælde ikke nær så skør som sin kvabsede mor, der går tur med en død hund og sågar taler norsk med dansk accent, idet hun spilles af danskeren Gitte Rio Jørgensen.

Filmens anden dansker er Kim Bodnia, der tidligere har spillet virkningsfuldt sammen med Maria Bonnevie i Marius Holsts norske thriller »Øyenstikker« men i »Himmefald« fremtræder ret anonym som en psykiater, der både er impotent og tolerant og derfor ikke har noget imod (påstår han da), at hans kone boller med en yngre mand. Ligesom alt andet i filmen er denne situation en smule morsom og en anelse alvorlig som udtryk for den genremæssige ubeslutsomhed, der præger »Himmefald« og får den til at pendle mellem det groteske og det blide, mellem original situationsfornemmelse og akutte anfald af stilforvirring.

På bunden er den debuterende Gunnar Vikenes film en sørgelig historie om ensomme og mislykkede mennesker, men dens godmodige gemyt lægger sig dulmende over de skarpe kanter, og trods Maria Bonnevies ildindsats når man sjældent at blive anfægtet eller berørt, før der igen sker et eller andet, som man gerne må grine ad. Og det gør man så, for nordmænd har jo en fin sans for humor, og selv om »Himmefald« aldrig bliver rigtig vedkommende, kan man hygge sig henslængt med den.»Himmelfald«: Norsk-dansk film, instrueret af Gunnar Vikene. En time og 27 minutter. Tilladt over 11 år. Dagmar og Vester Vov Vov i København samt Øst for Paradis i Århus.