Lidt af en farce

Jacques Tatis film fra 1958 virker en smule gammeldags, men viser, hvorfor den franske mester har inspireret verdens største komikere. ”Min onkel” er en morsom og kærlig hyldest til nuet.

Er du enig?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Monsier Hulot er en drømmer, en let excentrisk herre, der er mere interesseret i at cykle ture med sin nevø Gerald end i at finde sig et arbejde. Hver dag følger han nevøen hjem fra skole, og drengen forguder ham. Det generer Geralds far, Monsieur Picard, der er direktør for en plastikfabrik. Han mener, Hulot er en dårlig indflydelse og ansætter ham på sin fabrik. Imens planlægger Geralds mor at føre Hulot sammen med den – efter hendes mening – meget sofistikerede nabokone. Men hver gang Hulot kommer ind i billedet, går et eller andet galt.

»Min onkel« – der i sin tid vandt en Oscar for bedste udenlandske film – er den tredje i Øst for Paradis’ serie af repremierer på Jacques Tatis film. Den franske instruktør, der kun lavede fem film i alt, var en værre pedant, og det ses i denne omhyggeligt konstruerede farce fra 1958.

Gerald og hans familie er netop flyttet ind i »et moderne hus«, som hans mor stolt kvidrende beskriver det. Det er der nu ikke meget sjov ved for en rask dreng. I Jacques Tatis fortolkning er det nemlig en grotesk parodi på et minimalistisk hjem med designermøbler, man ikke kan sidde i, og teknologiske hjælpemidler, der skaber flere problemer, end de løser.

Huset – og familiens samliv – fremstår som et stort upersonligt maskineri, den stakkels dreng er fange i. Heldigvis kommer den kiksede Hulot til undsætning.

I begyndelsen virker historien gammeldags i sin skildring af hverdagslivet i byen, hvor rigtige drenge laver narrestreger, og rigtige franskmænd går på bar og betragter livet hen over en sjus. Og hvor det moderne er repræsenteret ved overfladiske snobber.

Fortællingen trisser af sted. Men bedst som man er ved at blive irriteret over det adstadige tempo, imponeres man i stedet af filmens mesterlige timing.

Tati er forløber for Monty Python og komikere som John Cleese og Rowan Atkinsons Mr. Bean-figur. Men med Tati befinder vi os i den underspillede elegances land, og farcen forbliver herligt subtil. Tatis film er en kærlighedserklæring til nuet. En hyldest til menneskeligheden og et forsvar for retten til at hygge sig.




document.write("");

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion