Lidenskabernes dans

Ballet: Gitte Lindstrøm er en betagende Tatjana i John Crankos dramatiske ballet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den store kærlighed spørger ikke om følelsernes rimelighed. Aleksandr Pusjkins russiske antihelt Eugen Onegin, som den purunge Tatjana forelsker sig håbløst og ugengældt i, er ikke umiddelbart tiltalende, og John Crankos ballettisering af romanen, som Det Kongelige Teater lykkeligt har sat på scenen igen, rummer flere ligeværdige tolkningsmuligheder.

Kenneth Greves Onegin er smuk, rank og aristokratisk, men følelseskold og opslugt af egen patetisk selvoptagethed. Derfor går forestillingens sympati til Tatjana, som blev en stor, stor sejr for Gitte Lindstrøm. Hun tegner en gribende udvikling fra den generte, drømmende pige til den voksne kvinde, der nedkæmper sin kærlighed til den uværdige, for sent angrende Onegin.

Teknisk honorerer Gitte Lindstrøm koreografiens særdeles svære krav og har lykkeligt overskud til et spil indefra, hvor øjnene og skikkelsens hele holdning spejler registret fra betagelse over vrede og stolthed, da Onegin dræber vennen Lenski i duel, til fortvivlelse og den store lidenskab i slutscenen. Med hendes Tatjana føler og lider vi.

Kenneth Greves Onegin er knap, hvad man i romantikkens tidsalder kaldte for 'interessant', det vil sige farlig. Hvis danseren vovede at sortfarve sit blonde, lyse hår, ville skikkelsen måske få tilført et strejf af dæmoni. I parrets store slutscene opnår han som grånet og fortvivlet en stump af vores medfølelse, men dette pars tolkning af Onegin og Tatjana bliver aldrig et spørgsmål om to temperamenter, der gik forkert af hinanden, fordi timingen var gal. Vi trækker vejret lettet, da Gitte Lindstrøms Tatjana kæmper sig fri.

»Onegin« er mesterligt opbygget. Historien bliver sikkert fortalt, og i slutscenen pisker trin og musik i lige takt følelserne til lidenskabernes højde.

Som lillesøsteren Olga er Cecilie Lassen yndig, levende og spiller fint flirten med Onegin, der får fatale følger. Andrew Bowman er lyrisk følsom som hendes forlovede Lenski. I den store afskedssolo danser han sine trin overmåde smukt, og i den foregående scenes dramatiske opgør, da Onegin fornærmer ham, var han stiv i kroppen af bare raseri.

Hos Bowman som hos hele korpset hviler der over denne genopsætning et skær af prisværdig omhyggelighed, som efter nogle opførelser forhåbentlig ­ og sandsynligvis - vil afløses af en naturlig indlevelse, når alle tør tro på, at de mestrer både de tekniske krav og det at spille drama.

I mindre partier var Thomas Flindt Jeppesen en venlig fyrst Gremin, som Tatjana gifter sig med, Kirsten Simone et helt teater som ammen, og Christina Nilsson venligt bekymret som Madame Larina med de smukke døtre.

Elisabeth Daltons scenografi er virkningsfuld, men kan kun blive et surrogat for Jürgen Roses i farveholdninger langt smukkere dekorationer og kostumer. Teatret ejer vist kostumerne, men har åbenbart ikke haft råd til dekorationen. Det er skade, men dog en biting i glæden over, at »Onegin« er på plakaten igen, med et følelsesengageret akkompagnement fra kapellet.

Ved premieren lod teatret overraskende tæppet gå for en helt anden besætning end den, vi var inviteret til. Man aner et andet drama i kulissen, og vi glæder os til nye tolkninger med andre kunstnere i de centrale roller. På førsteaftenen samledes den dramatiske og følelsesmæssige interesse sig om Gitte Lindstrøms Tatjana, der løb fortvivlet vild i kærlighedens labyrint.

»Onegin« Ballet i tre akter af John Cranko efter Aleksandr Pusjkins versroman »Eugen Onegin«. Koreografi: John Cranko. Musik: Pjotr Tjajkovskij, arrangeret og instrumenteret af Kurt-Heinz Stolze. Scenografi: Elisabeth Dalton. Lysdesign: Steen Bjarke. Iscenesættelse: Reid Anderson, assisteret af Jane Bourne. Musikalsk ledelse: Graham Bond.