Lesbisk coolness

De er unge og succesfulde, smukke og cool. Og så er de kvinder, der tilfældigvis også er kærester med kvinder og åbent viser det i interviews, i radioen og på sociale medier – når det er relevant, vel at mærke. For seksualiteten er ikke deres definerende kvalitet.

Lærke Hein og hendes kone har lige fået datteren Saga Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De optræder på forsiden af Euro-woman, i reklamer på TV2 og på print. De springer ud i landsdækkende radio, får ting til at ske, vinder priser og deler billeder af bryllup og baby på sociale medier. Unge kvinder, som ud over at være dygtige til det, de laver, tilfældigvis også er kærester med kvinder og offentlige omkring det, fordi det ville være unaturligt ikke at være det.

Radiovært, dokumentarist og musiker Minna Grooss, der gennem sin karriere har arbejdet med homoseksualitet og bl.a. står bag dokumentaren »Goddag, mit navn er lesbisk«, kalder det »coolness« – og nok har den altid været der blandt lesbiske, men den er blevet mere synlig med en ny generation af kvinder.

»De unge lesbiske er super cool og får flot opmærksomhed i pressen. De har indtaget scenen og tror på sig selv, og de er med til at nuancere billedet, fordi de ikke aktivt profilerer sig på at være til kvinder. De har bare fyret den af, og så er de tilfældigvis også lesbiske. Det er stærkt, for deres seksualitet flyder ind som en del af den, de er, og det er ikke noget, man tænker på, når man møder dem,« siger Minna Grooss og indskyder:

»Men samtidig er de det jo alligevel, lesbiske, så de bliver forbilleder for nogle, der måske er en del yngre end mig. Der er i hvert fald betydeligt flere forbilleder at tage af – og det er en kæmpe positiv udvikling,« siger den 50-årige radiovært og fortæller, hvordan hun som 14-årig med en spirende interesse for kvinder kun kendte til én artikel, hvori Anne Linnet udtalte sig om at være biseksuel.

»Havde jeg været så heldig at se forsider med de her kvinder, kunne læse om dem og se, at de har selvtillid på alle mulige kontoer, så havde jeg ikke været så vaklende som teenager.«

I LGBT Danmark har man også opfattelsen af, at kvinderne bliver mere synlige i offentligheden, sammen med resten af LGBT-miljøet. Og det glæder forperson Søren Laursen, fordi der, som han udtrykker det, findes en vis »underbelysning af lesbiske«.

»Vi har altid haft et problem med, at bøssesegmentet bliver italesat og set mere. Bare se på Pride-optoget, der af mange bliver kaldt »bøsseparaden«. Det er et problem, men når kvindelige offentlige personer er åbne om deres seksualitet, giver det en synlighed og en eksemplificering, som er vigtig for at forstå mangfoldigheden i samfundet,« siger Søren Laursen.

Berlingske har talt med fire kvinder, der åbent taler om deres seksualitet i offentligheden.

Signe Vadgaard, 32 år, vært på »Superligaen« på Discovery.

Tidligere radiovært på DR, hvor hun sprang ud live i »Go’ Morgen P3«, da stationen »sprang ud for Putin« i anledningen af vinter-OL i Sotchi, som bragte Ruslands homolov på dagsordenen.

Radio- og tv-vært Signe Vadgaard. Fold sammen
Læs mere

»Jeg mødte en pige i byen for seks år siden, som syntes, jeg var sød, og begyndte at jagte mig lidt. Jeg fortalte ret hurtigt mine venner, at jeg havde alle de her følelser, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af. Da vi endelig kyssede, var det, som om, jeg aldrig havde kysset med nogen før. Og så gik der lang tid, før der skete mere, for hun vidste godt, at det skulle tages i etaper. Det var grænseoverskridende og overraskende for mig, men jeg overvejede aldrig, at det ikke skulle være. Vi endte med at være kærester i fire et halvt år, og på det tidspunkt, hvor jeg springer ud for Putin, fandtes der ikke nogen tæt på mig, som ikke vidste det. Ud over lytterne – som på en eller anden måde også er ens venner.

Vi havde nærmest ikke nået at tænke idéen færdig på redaktionen, før alle tænkte: Så skal Signe selvfølgelig også springe ud. De andre spurgte, om jeg var klar til det, fordi det i hvert fald ville blive fuldstændig offentlig viden efter det. Det var sindssygt nervepirrende, selv om det bare var ti sekunder, hvor jeg sagde: »Jeg kan godt li’ piger«.

Jeg var med på den, fordi det gerne skal ende et sted, hvor man dybest set ikke behøver at springe ud mere. Jeg ved ikke helt, hvornår vi ender der, men hvis vi kunne nå dertil på et tidspunkt, kunne det være nice.

Efter den dag var der en lille vægt, der var lettet. For inden da havde jeg ikke omtalt min kæreste i radioen som »hende«. Jeg snørklede mig uden om det ved at bruge kønsløse betegnelser som »mig og min kæreste«, og jeg tænkte hele tiden over, hvordan jeg formulerede mig. Efter »Spring ud for Putin« vidste alle det, og jeg kunne tale om mit liv på lige fod med mine kollegaer.

I dag føler jeg mig meget godt tilpas i min seksualitet. Jeg er ikke den, der går forrest med Pride-flaget, for det ligger ikke til mig, og jeg har heller ikke lyst til, at det skal handle om min seksualitet, hver gang jeg laver et interview, fordi det forhåbentlig ikke er min definerende kvalitet. Men jeg vil gerne være med til at gøre det så normalt, som jeg føler, at det er. Og jeg tror, det hjælper, når sådan en som mig, eller hvem der nu end er semi-offentlig, står frem. Og hvis jeg vil noget, så er det at slå et slag for biseksualitet. Folk kan ikke forstå, at jeg godt kan finde på at være sammen med en mand igen, selv om jeg har haft to pigekærester. Men det findes. Det er ikke, fordi man er løs på tråden eller ikke kan beslutte sig.«

Lærke Hein, 33 år, livechef på Politiken.

Vandt i 2009 prisen som Årets Iværksætter og står bl.a. bag løbefællesskabet »Right to Movement«, der bragte maratonløbet Palestine Marathon til Palæstina.

Lærke Hein er lesbisk kulturpersonlighed og lige blevet mor til datteren, Saga. Fold sammen
Læs mere

»Jeg har altid været kæreste med drenge og havde aldrig tænkt tanken, men pludselig blev jeg bare forelsket i en pige. Jeg var 30, og den største reaktion, jeg fik, da jeg fortalte det, var, at jeg så lykkelig ud. I dag er Julie min kone, og jeg er åben om, at jeg har en kvindelig ægtefælle. Det handler vel et eller andet sted om selvtillid og troen på, at det jeg gør, er rigtigt.

Det var mig, der friede til hende. Vi skulle til Dragsholm Slot i en weekend, og vi havde ikke engang været kærester i et år, men jeg vidste, det var hende, jeg ville være sammen med resten af mit liv. Men da vi så sad alene i slotskælderen ved et rundt bord med stearinlys, blev det fuldstændig klichéagtigt for mig, og næste dag på vores gåtur, syntes Julie, vejret så uhyggeligt ud. Så vi kom hjem til København, uden at jeg havde fået givet hende ringen. Julie ville ud at løbe, og jeg besluttede at finde et andet tidspunkt. Men lige da hun var løbet af sted, tænkte jeg: Nej, fuck det, jeg løber sgu ud og finder hende. Og så løb jeg efter og fandt hende ved Søerne og friede til hende. Og hun sagde heldigvis ja.

For tre måneder siden fik vi så en lille datter, Saga. Julie er mor, og jeg er mom, og det synes jeg var sjovt, fordi alle ville mene, at jeg skulle være mor, når det var mig, der bar hende. Jeg bliver mom til alle vores børn, og jeg arbejder faktisk på at udbrede et system om, at kvinder, der får børn sammen, skal kalde sig mor og mom. Så ville det om ti år være helt naturligt, at børn kan have en mom. Specielt i storbyerne, hvor der er diversitet i børnehaverne.

Vi brugte en åben donor, som Saga må kontakte, når hun er fyldt 18. Jeg er slet ikke nervøs for, at hun ikke har en far i hverdagen, men jeg er oprigtigt ked af, at hun ikke kan komme til at kende ham op igennem sin barndom og på et tidspunkt kommer til at tænke: Gad vide, hvem min far er? Det ville jeg selv tænke, hvis det var mig.«

Freja Kirk, 29 år, musiker og aktuel med singlen »Ride«.

Spiller koncert i Lille Vega 30. september og var i juli på forsiden af Eurowoman med kæresten Sus Wilkins. Parret har lavet reklamer sammen for bl.a. DAY/Kopenhagen Fur og Selected Femme.

Freja Kirk Fold sammen
Læs mere

»Jeg har altid bedst kunnet lide skatersko og løsthængende jeans, og jeg har altid tænkt, at det der med piger, var noget, jeg skulle prøve. Da jeg så som 15-årig kyssede med en pige for første gang, åbnede himlen sig for mig. Jeg forstod pludselig alle de følelser, som alle andre havde snakket om.

Jeg begyndte i gymnasiet, og min bedste veninde og jeg blev forelsket i en pige fuldstændig samtidig. Det er ikke alle, der er så heldige at have en at dele det med i sin tætte vennekreds, og det var en kæmpe hjælp, at vi havde hinanden.

Min mor fik det at vide et halvt år efter, da jeg fik min første pigekæreste. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det, så hun måtte gætte sig til, hvad jeg ville ud med. Da hun til sidst gættede det, sagde hun: »Var det bare det?« Og så græd jeg af lettelse, selv om det jo var ret smertefrit. Jeg tror virkelig, at alle har kunnet se det på mig, altid, så det var ikke et chok for nogen, at jeg var til piger.

Jeg har været åben siden og er selvfølgelig også åben om mit forhold til Sus. Det er vigtigt at fortælle de her historier, så andre, som måske har svært ved at springe ud, kan spejle sig i os og måske finde en støtte. Bare fordi det ikke var svært for mig, kan det jo godt være det for mange andre.

Jeg lægger heller ikke skjul på noget i mine sange, og det har været en selvfølge fra begyndelsen, ellers var der ikke nogen kerne i Freja Kirk-projektet. Men jeg har heller ikke haft brug for at gøre et stort nummer ud af min seksualitet. Der er mange, der spørger mig: »Er du lebbe?« og jeg synes, det er en irriterende titel. Jeg forstår ikke, at vi skal puttes i kasser, før folk kan forstå, hvad vi er. Der er jo heller ikke nogen, der spørger: »Er du hetero?« Når man bruger de kasser, er det, fordi homoseksualitet ikke er en normalitet, og det er det, vi skal væk fra.«

Sus Wilkins, 27 år, skuespiller og model.

Har en bærende rolle i Charlotte Sielings film »Mesteren«, der har premiere i 2017, og indspiller i øjeblikket internetserien »Yes No Maybe«. Var i juli på forsiden af Eurowoman med kæresten Freja Kirk. Parret har lavet reklamer sammen for bl.a. DAY/Kopenhagen Fur og Selected Femme.

Sus Wilkins Fold sammen
Læs mere

»Da jeg mødte Freja, havde jeg det fuldstændig, som når jeg tidligere havde mødt en fyr, jeg var vild med. I starten troede jeg godt nok, at det var et slags veninde-crush, men jeg fik bare stærkere følelser enormt hurtigt. Jeg tænkte, om jeg virkelig var lesbisk? Men da det så gik op for mig, at det jo altså var det, jeg følte, så var det bare sådan, det var, og jeg var bare vildt glad. Jeg er generelt meget åben og kommer fra en åben familie. Min mor har f.eks. altid sagt, at der ikke er nogen følelser, der er forkerte.

Jeg havde et par veninder, som havde været sammen med piger, og det hjalp mig at have dem at tale med. Jeg så også DR3-serien »Homolesbians« igen og igen, fordi den gav mig en ro og en varme og følelsen af, at der var flere som mig. Og hvis der sidder en derude, som føler som mig, så vil jeg 100 procent give hende den serie. Der er faktisk flere, der skriver til mig, og jeg prøver at svare, særligt de unge piger. Jeg mødtes også med en på 16 år til kaffe og frokost, fordi hun skrev til mig, at hun havde læst om os og troede, hun havde det på samme måde som mig. Vi har stadig kontakt, og det er dejligt at kunne give noget videre på den måde.

Jeg har det godt med, at noglehører min og Frejas historie og har lyst til at interviewe os eller bruge os i en reklame, for jeg er stolt af, at vi har fundet sammen, og jeg er stolt af at være kæreste med Freja. Jeg synes også, det er fedt at kunne være med til at give et nyt billede på, hvad det vil sige at være lesbisk. For hey, vi er ikke altid korthårede.

Mange har spurgt mig, om mit forhold til Freja bare er en fase, og det er enormt sårende, fordi det er som om, de ikke tror på ens kærlighed. Jeg har også oplevet, at Freja og jeg er gået ned ad Strøget hånd i hånd, og så er der kommet fyre forbi, som spørger om de må være med eller har sat to fingre op til munden og har stukket tungen ud. Det, synes jeg, er vildt i København. Det er bare så dumt, men det rammer mig ikke engang. Jeg får mere følelsen af, at det er synd for dem, der stadig er dér.«