Lerfeldt, insektet og de nøgne kvinder

For 25 år siden døde maleren Hans Henrik Lerfeldt, der både fascinerede og frastødte sin samtid. Nu viser Gl. Holtegaard en række af hans billeder på udstillingen HEAVY. I håbet om at rykke ham »ud af tabuet og glemslen«.

Den 27. juli 1989 var det slut. År med stoffer og overforbrug af mad havde fået den voldsomme krop til at kollapse. Hans Henrik Lerfeldt var død og måtte løftes ud af lejligheden på Østerbro med en kran. Han blev bare 42, men efterlod sig et væld af malerier, der med deres pornografiske islæt både frastødte og fascinerede.

Efter Lerfeldts død blev der dog stille omkring ham, og det ønsker Gl. Holtegaard nu, 25 år senere, at råde bod på med udstillingen HEAVY, hvor en af ambitionerne, som det står skrevet på museets hjemmeside, er »at rykke Hans Henrik Lerfeldt ud af tabuet og glemslen«.

»I sin levetid var han faktisk en celebrity-kunstner,« fortæller udstillingens initiativtager og kurator, Børge Igor Brandt. »Der var to kataloger med hans billeder, som blev solgt i kæmpe oplag, og han lavede bogomslag og også plakater til Tivoli og Copenhagen Jazzfestival.

På den anden side skabte han grænseoverskridende kunst for de få, hvor han på surrealistisk vis bragte to velkendte størrelser sammen og på den måde skabte et nyt, overraskende udtryk. Som i billederne med insekter og afklædte kvinder. Men når man ser på disse billeder, så stopper tankevirksomheden ofte ved det pornografiske i dem, og mange holder desværre op med at tænke over deres kunsthistoriske bevidsthed og dybde.«

Fire faktorer

Billederne faldt da heller ikke i samtidens akademiske smag, og derfor hænger Lerfeldts billeder sjældent på de store museer.

»Han var en ener, og det er både hans styrke og svaghed,« forklarer Brandt. »På den ene side er originalitet jo meget beundringsværdig, men på den anden side gør den, at man ikke passer ind i den overordnede historie om den tid, man malede i. Lerfeldt malede på en anden måde end alle sine samtidige og er derfor blevet bagatelliseret i den store, vedtagne fortælling om tidens kunst. Med vores udstilling forsøger vi at få Lerfeldt ind i fortællingen igen – placere ham som en af vores største malere – og dermed trække ham ud af glemslen.«

Kunsthistoriker og forfatter Lennart Gottlieb finder diskussionen om glemsel og kendthed diffus, men kommer med et improviseret bud på, hvad der kan afgøre en kunstners skæbne:

»Der er forskellige faktorer, der gør sig gældende, når man taler om kendte eller glemte kunstnere. For det første er der kapital-faktoren. Her handler det om kulturel og økonomisk prestige og profit. Altså om, hvilke kunstnere der kan tjenes på og dermed også om, hvad der i forvejen er populært. Et eksempel er Picasso, der bliver ved med at være et trækplaster på museerne, og som der hele tiden skrives nye bøger om. Selv om de mindste detaljer i hans liv og billeder. Det er selvforstærkende: De store bliver større, fordi de i forvejen er store. Så er der smagsfaktoren; altså om hvorvidt kunstneren passer ind i den smag, der er på et givent tidspunkt i historien. Som for eksempel Carl Bloch, der var kæmpestor i 1880erne og kunne fylde Charlottenborg med et enkelt billede, men i dag er ukendt for de fleste. Dertil kommer branding-faktoren, der handler om, hvordan kunstnere og deres værker bliver markedsført, så de måske bliver mere værd, end de måske fortjener, rent kunstnerisk. Endelig er der naturligvis kvalitetsfaktoren, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt værkerne er god kunst eller ej.«

Lennart Gottlieb fortsætter: »De her fire faktorer, eller parametre om du vil, kan du måle en kunstner på, og så finde ud af, hvor højt eller lavt de scorer og om, hvor kendte de er. Hvad angår Lerfeldt, så er der nok noget, der taler imod et nyt gennembrud: Hans malerier er hel- eller halvpornografiske, og vi lever i en puritansk tid, så han scorer nok lavere end før på tidens smagsfaktor. På den kulturelle kapitalfaktor og kvalitetsfaktoren scorer han heller ikke så højt: Han hænger ikke på de store museer, der jo er vores fælles kunsterindring, men i højere grad hos private samlere, som kan konstatere, at de rigtig høje priser på hans værker ligger før finanskrisen. Men at markedsføre en Lerfeldt-udstilling i dag på glemsel, er nok lige at stramme den, og tabuisering? Mon dog. Det er 25 år siden Lerfeldt døde, og han står vist hverken højere eller lavere på barometret end dengang.«

Under hammeren

Kasper Nielsen, direktør for vurdering og salg hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, er enig i, at der gennem årene har været en vis efterspørgsel på Lerfeldt.

I hans auktionshus håber man, at den kan blive endnu større i kraft af udstillingen på Gl. Holtegaard:

»Der er slet ingen tvivl om, at eksponering på landsplan, og i særdeleshed internationalt, kan have en meget stor betydning for en kunstner og for prisudviklingen på hans værker. Et af de mest slående eksempler er Vilhelm Hammershøi, der for nogle år tilbage blev udstillet i London og Asien, hvorefter vi så nogle markante hop i hammerslagspriserne på auktionerne rundt omkring i verden. Det, der skete for Hammershøi, skete også for de danske guldaldermalere og for skagensmalerne. I mindre målestok kan det samme ske for Hans Henrik Lerfeldt, når han nu vises på Gl. Holtegaard. Og vi er da spændte på, om der vil komme en større efterspørgsel på hans værker. Men alt andet lige så er det sådan, at efterspørgslens størrelse afhænger af museets størrelse. Der ville – sagt med al mulig kærlighed og respekt for Gl. Holtegaard – naturligvis være en anden form for eksponering og blåstempling, hvis Lerfeldt hang på Statens Museum for Kunst i København eller på Museum of Modern Art i New York. Men mindre kan også gøre det og skabe fornyet interesse for Lerfeldt. Der i mine øjne var en fremragende maler.«