Journalistik kan føre til alt, lyder en kliché. Journalistik kan i hvert fald føre til lidt af hvert fra politik til fallit – og undertiden også et vidunderligt liv med kunst.

Sådan er det for Leif Jensen, 93 år, som i et lille halvt århundrede arbejdede i dansk presse. For så endelig at forlade Det Store Bladhus og skabe et nyt liv som respekteret kunsthandler.

Men først journalistikken: Det er i Befrielsesåret, at Leif Jensen begynder som journalistelev på Thisted Amtstidende. Fem år senere befinder han sig i Esbjerg, hvor han arbejder for Vestkysten – det er det dagblad, som efter en fusion med Jydske Tidende i 1991 blev til Jyske Vestkysten – og omtrent fem år senere hedder bopælen København:

Leif Jensen bliver først redaktionssekretær ved dagbladet B.T. Siden redaktionschef, medredaktør og chefredaktør.

Han har oplevet en række af Det Berlingske Hus’ store triumfer og det modsatte – men det taler vi ikke så meget om over sildemaden i en københavnsk kælderrestaurant. Derimod taler vi om andre restauranter, for i sine sene år ved B.T. arbejdede Leif Jensen som morgenredaktør for avisen, og det betød, at han mødte meget tidligt og havde fri ved middagstid og kunne gå ud og spise frokost sammen med blandt andre nogle kunsthandlere, som han blev venner med – og som også blev afsættet for en ny karriere som kunsthandler.

Leif Jensen åbnede i 1990 et galleri i Valby. Så gik der 28 år, og i disse dage lukker han det. Lagrene er solgt, lokalerne er udlejet til anden side. Nu skal Leif Jensen se på kunst. Bare sådan.

Men det var nu også sådan, det hele begyndte. Allerede som journalistelev debuterede Leif Jensen i 1945 som anmelder, har han fortalt i et interview.

Ved frokosten

Sådan er det ikke, skulle man måske lige understrege, at være kunstanmelder i dag. Men dengang: »Der var to ting, der trak: den yndigste pige, der ledede udstillingen, og så et lille oliemaleri.«

Det med den yndigste pige, som stod for udstillingen på Hotel Royal i Thisted, svipsede. Men Leif Jensen købte maleriet, der forestillede Rungsted Strandvej, som han havde fået et forhold til under sin tid i gymnasiet på Rungsted Statsskole. Det kostede 150 kr. Det var en månedsløn for en journalistelev i 1945.

Ydermere var maleren bag billedet, Jacob Meyer, formand for Kunstnerforeningen af 18. november 1842. Det måtte være et tegn, for Leif Jensen er selv født 18. november, der i det hele taget er en interessant dato i dansk kunsthistorie. 18. november er dagen efter, at Bertel Thorvaldsen efter fire årtier i Rom i 1840 vender tilbage til København. Det er for den sags skyld også dagen, Joakim Skovgaard bliver født.

Leif Jensen havde billedet forestillende Rungsted Strandvej hængende i mange år – men det var kunstnerne fra Cobra, der blev hans skæbne. Der er oprigtigt talt noget af et spring fra Jacob Meyers stilfærdige og kønne naturalisme til farveorgierne og krusedullerne hos Asger Jorn og co.

Men B.T. havde i en årrække en meget, meget inspirerende kunstanmelder i skikkelse af Henrik Sten Møller, som senere blev Politikens arkitekturanmelder, og han skrev i 1975 om en udstilling på Statens Museum for Kunst med Jorn, som Leif Jensen måtte se igen og igen. Og igen. Jorn – »det var«, siger Leif Jensen, og vi er nu nået til rullepølsen, »som at blive slået i ansigtet«. Men tilsyneladende ikke på en ubehagelig måde, for Leif Jensen blev dybt fascineret af Cobra-kunstnerne. Han var solgt – så han købte og begyndte at samle på først litografier af Jorn og de andre og siden malerier.

Efter fyraften

Så en tid, efter at Leif Jensen i 1985 var stoppet som B.T.s chefredaktør, skrev han ud over at være morgenredaktør for frokostbladet kunstanmeldelser i sin gamle avis. Men i 1989 var det slut med at skære hakkelse i døgnets rejsestald, som det hedder med en lettere omskrivning af et par linjer i et digt af Carl Ploug.

Leif Jensen tog sin opsparing, sin kapitalpension, arven fra sin mor, og hvad han ellers havde af løse midler, og investerede dem i et lokale, et galleriinventar, en tyverisikring og nogle billeder, og så begyndte han at købe og sælge, købe og sælge.

Der er forskel på kunsthandlere og galleriejere. Sidstnævnte gør en dyd ud af regelmæssigt at vise udstillinger af skiftende kunstnere og undertiden de samme, som de så også arbejder sammen med om at skaffe opgaver, promovere på messer og sørge for at placere i velanskrevne samlinger.

Ikke Leif Jensen. Han køber og sælger, og kun i ganske særlige tilfælde – for eksempel maleren Allan Stabell – har han haft et fast samarbejde med en billedkunstner over længere tid. Leif er kunsthandler. Punktum.

Men nu er der udsolgt. Leif Jensen medgiver, at han nok stadig vil tænke i priser og vurderinger, når han ser på malerier, for når man først er blevet smittet af kunstinteressen, slipper man aldrig. Man vil se på kunst, indtil man ikke længere kan.

Om at forstå kunst

Og handlen med kunst vil Leif Jensen savne næsten lige så meget, som han vil savne kollegerne i Dansk Galleri Sammenslutning.

Uanset hvilken kategori af kunsthandlere der har været tale om gennem de snart 30 år, hvad enten det har været de traditionelle eller de avancerede, synes Leif Jensen kun, at han har oplevet en enestående kollegialitet. Og den vil mangle i hans liv, for – som han siger over det delte stykke smørrebrød med gammel ost – en forhenværende skal aldrig dukke op til messer og udstillinger og tro, at nogen har tid til at tale med den, der forlod balgulvet før de andre.

Nogle mennesker er optaget af billedkunst. Andre af andre af tilværelsens glæder. Undertiden kan det være vanskeligt for mennesker uden interesse for for eksempel kunst (eller ballet eller ishockey eller teater eller modeljernbaner, eller hvad man nu kan være fascineret af) at forstå det med kunst.

Vi springer kaffen over, for heldigvis er der et interview i mediedatabasen Infomedia, hvor Leif Jensen i 1990 svarer meget præcist på spørgsmålet om, hvad man dog kan sige til de mennesker, der ikke kan forstå moderne kunst:

»At det skal de sandelig heller ikke. Det er en floskel, men den er sand: Billeder skal ikke forstås. Du skal kigge på dem, og hvis de siger dig noget, er det fint. Siger det dig ingenting, så kig på noget andet.«