Legenden om den muslimske luder

Engang var Amsterdam Europas by nummer et i tolerance. Her kunne man ryge en fed på caféen og kramme en indvandrer. Meget er forandret siden.

Legenden om den muslimske luder - 1
Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Det er lørdag nat. Turistsæsonen er sat ind. Ikke fordi det skal gå ud over katolikkerne, men overtegnede mindes ikke at have bevæget sig ad smalle gader i en så tætpakket menneskemængde, siden køen gik hen for at se den døde pave i Rom. Ej heller at have oplevet samme altopslugende gloen, når målet dukker op. Luderne gør sig til i vinduer mod gaden. Bag dem står det leje, kunden skal betjenes på. Oftest en simpel briks. I bedste fald noget der ligner en dobbeltseng med hovedgærde iført en blinkende hjerte-lyskæde som eneste løfte om noget amourøst.

Vi leder efter en muslimsk prostitueret. En selvmodsigelse, vil nogle hævde. En sådan vil selvsagt have mistet troen, tabt æren og være en falden kvinde. Erklærer hun sig rettroende, må enhver muslim opfatte det som en uhørt perversion. Men den slags findes i form af illegale indvandrere, ifølge det lokale politi. Også her i Amsterdams Red Light District.

Det tror man på. Her synes alle perversioner at være i fri handel. Eftersøgningen medfører imidlertid visse vanskeligheder.

Flystyrtet
Det kom med et brag. Ved en øresønderrivende eksplosion vågnede Holland til erkendelsen, at landet ikke bare havde et stort kontingent indvandrere, men også tusinder af illegale fremmede. »Going down« var det sidste piloten i det israelske fragtfly nåede at råbe, inden den tunge Boeing 747 kort før klokken 19 den 4. oktober 1992 forgæves forsøgte at tømme sine brændstoftanke, før den som en gigantisk ildkugle pløjede sig ind mellem to store boligblokke og ramte en tredje, hvor beboerne netop havde sat sig til at spise aftensmad.

Ghettoen Bijlmer stod i brand. Nedslaget i denne Amsterdams indvandrerforstad sendte rystelser gennem verden. Ikke mindst fordi israelske eksperter formummet i hvide laboratorie-heldragter få timer efter styrtet gik omkring i ruinerne og ledte efter en hemmelig last (der senere blev afsløret som værende uran og giftgas, red.). Holland selv blev dog lige så rystet over en anden gruppe mennesker, der i den monstrøse brandtomt eftersøgte en anden hemmelighed. Det var lokale, der ledte efter mennesker, som ikke eksisterede officielt. Illegale familiemedlemmer, venner eller naboer.

Det officielle dødstal endte med at blive gjort op til »blot« 43 mennesker. Tallet var formentlig reelt højere. Men blandt indvandrere i Holland er der folk, man regner med, og folk man ikke kan regne med. Nogle mener, at der er tale om op mod 100.000 mennesker af de sidste.

Siden Bijlmer har kampen mod indvandring i Holland været tiltagende. Efter mordene på højrepolitikeren Pim Fortuyn og filminstruktøren Theo van Gogh samt tiltrædelsen af den seneste integrationsminister Verdonk med tilnavnet »Jern-Rita« ligner kampen endda i dag én af Europas mest forbitrede.

De erotiske menukort
»Are you muslim?«

»Would you like a muslim girl,« lyder modspørgsmålet.

Svarer man ja hertil, erklærer hun sig sikkert straks muslim. Den, der betaler, bestemmer som bekendt musikken.

Flere af pigerne bekræfter dog, at der findes muslimske kolleger i The District. »Spørg marokkanerne! Det siges, nogle af dem er muslimer,« lyder et venligt råd. Og man fortsætter. »Are you moroccan?«, »Would you like a moroccan ...«

Hvis ikke man spørger, får man intet svar. Til gengæld er det hyppigste svar et hurtigt menukort med priser. Eksempelvis: »Blowjob: 60! Fuck: 100!«

Mulige muslimske prostituerede er knap så lette at øjne som mulige muslimske prostitutionskunder i The District. De sidste pakker sig som flokke af unghyæner, der synes at lede efter et sted at slippe instinkterne løs. Og de første står - i fald de altså er der - ikke ligefrem iført hofteholder, næringsbrev og tørklæde.

Det kan kun blive bedre
Kodjo regner ingen med. I hvert fald ikke som andet end en udgift, ifølge ham selv. Der regnes ikke med ham andre steder end i arbejdsløshedsstatistikkerne, hævder han. Den 28-årige atletisk byggede indvandrer fra Surinam bor i dagens Bijlmer.

»Jeg bor i en ghetto, jeg er sort, jeg er ung. Uanset hvilke papirer, du har, så kan du ikke blive rigtig hollænder. Du er en modstander, du er kriminel, du er farlig,« siger Kodjo.

Har han ret heri, er Bijlmer, ifølge hollænderne, et hyperfarligt sted. Her er 130 nationaliteter. Fordelt på 30 procent fra Surinam, 30 procent afrikanere, under 30 procent hollændere, og resten er en blanding af marokkanere, arabere og algeriere.

Flystyrtet for 14 år siden har sat sig igennem som et skel for alle i området. På den ene side lider enkelte stadig af følgesygdomme ved at have været udsat for den israelske uran og giftgas. På den anden side raserede flyet trøstesløst byggeri i så stort et omfang, at Bijlmer lige siden har været under genopbygning. En splinterny togstation med et svævende tag, der - måske en anelse usensitivt - ligner en gigantisk afbrækket flyvinge er et eksempel. »Fortuna« er et mægtigt lejlighedskompleks under opførelse. På et stort billboard ser det grønt, futuristisk og indtagende ud. Men man kan se, at de to til fem år gamle byggerier allerede har karakter af moderne slum.

»Det kan kun blive bedre,« mener Kodjo og ser ned i jorden, mens han siger det, som om han også forsøger at overbevise sig selv.

Han bor i Kraaiennest. Her er byfornyelsen først nu nået frem. Det lokale indkøbscenter Kraaiennest Plaza har stadig en forvitret hovedindgang, der ligner et sønderskudt betonbyggeri fra Balkankrigen. Kodjo går rundt og leder efter nogen, han kan tilbringe dagen med. Mellem lukkede forretninger med nedrullede metalskodder påmalet diverse tags dukker et par bekendte op. Samme oprindelse og med samme søgen.

»You want answers, you pay«
En af pigerne, der kunne ligne en marokkaner, lukker sin glasdør op og lirer maskinelt menuen af. Hun synes ikke at være en dag over 18 år. Tæt på kan man se, at hun er stærkt påvirket. Øjnene ser ud som om, de har fået trukket en hinde hen over sig. De er ude af stand til at fokusere på noget bestemt. Som er hun bedøvet mod omgivelserne. Hun er end ikke i stand til at føre en samtale, der rækker ud over en afkrydsning på menuen, derpå en afstemning af valget med betalingen og endelig en formentlig mekanisk betjening af sin kunde.

En flok britiske mænd forhandler med pigen ved siden af. De ser ud som britiske mænd altid gør, når de bevæger sig i flokke i det kontinentale europæiske natteliv. Hummerrøde i hovederne, fadøl i hånden og uanset temperatur iført T-shirts, der står dårligt til deres kulør. Under kollektiv jubel skubbes et medlem af flokken ind ad døren til pigen.

I et andet vindue står to mørklødede piger. Den ene midt i 30erne, den anden i begyndelsen af 20erne. En troldkvinde og hendes lærling, formentlig. Den ældre lukker op. Efter en præsentation og fremførelse af vores ærinde måler hun én nøje og afvejende. »Muslim, you say?! You want answers, you pay,« lyder det endelig, og hun nikker alvorligt, mens hun siger det. Vi lukkes ind og går ud i baglokalet.

Rollemodellen
Holland sammenligner sig ofte med Danmark. Og omvendt. Landet har betragtet Danmark som foregangsland på integrationsområdet og har efterhånden taget en stor del af den danske indvandrerlovgivning til sig. Nu er man til gengæld i Holland nået så langt med Rita Verdonk som husholderske på området, at det omvendte er tilfældet.

Det danske integrationsministerium arbejder på en introduktionsvideo og en sprogtest for asylsøgere og ansøgere om familiesammenføring. Efter hollandsk forbillede.

Den hollandske video åbner med en række indvandreres velmente advarsler. »Der er meget koldt,« siger én. »Folk er meget hvide,« siger en anden. »Det er slet ikke noget med goddag, kom indenfor, hvordan går det, slet ikke,« siger en tredje. En kvindelig videoguide fortæller, at 16 millioner mennesker i Holland ikke har meget plads. Tyrkiet er eksempelvis 19 gange større. Desuden ligger en tredjedel af Holland under havets overflade. Al hollandsk jord er udnyttet. Til landbrug, industri, byer eller rekreative områder. Ved fremhævelsen af sidstnævnte dvæles der ved en topløs kvinde, der med gyngende bryster går i land på en badestrand. Lige som der senere vises to bøsser, der tungekysser, fordi »homoseksualitet er ligestillet i Holland«.

Man ser, at det ofte blæser og regner. Man får at vide, at hollænderne bruger mere end halvdelen af deres tid hjemme. Et hjem kan man købe, hvis man har mange penge. Har man ikke det, må man leje lejligheder i såkaldt socialt boligbyggeri. Dette er normalt opført hurtigt, og udvikler derfor også hurtigt tegn på fejl og byggesjusk, siger kvinden. Herefter besøger man en tyrkisk indvandrerfamilie med seks børn i en meget lille lejlighed. Familiefaderen kan ikke anbefale nogen at bosætte sig i Holland.

»Introduktionsfilmen« skal vises til ansøgere om familiesammenføring og asylsøgere. Disse skal dertil bestå en prøve i kendskab til hollandsk sprog og samfundsforhold på den hollandske ambassade i deres respektive land. Målet er at frasortere analfabeter fra bl.a. Tyrkiet og Marokko.

Tættere på den muslimske luder
Det ser lovende ud. Eftersøgningen er på vej til at give resultat. Vi følger de to prostituerede ud i baglokalet. Et rum med dæmpet belysning og mørke vægge. Her er, hvad der er brug for. Alt til faget hørende om man vil. Her står en briks, og på en hylde ovenover står en dildo. Der ligger tillige glidecreme. Der er en slidt stol, formentlig til at lægge tøj på samt en glasbowle fyldt med kondomer. Og der er køkkenrulle. Rummet indeholder desuden en håndvask og et bidét. Værterne sætter sig ned ved siden af hinanden på briksen. De er blot iført undertøj og højhælede sko og bærer det med samme ligefremhed, som en tømrer går i overalls.

»So, what will you pay? You will pay extra for picture,« siger den ældste og ser på fotografen.

Begge de prostituerede ser endnu mere mørke ud herinde. Der er noget med accenten. Et eller andet, der antyder, at etnicitet, race og religion ikke matcher målet.

Som fremmed igen
Khalid Kasem er af marokkansk afstamning. Men født i Nieuwegein i Holland. Hans familie var den første marokkanske i byen, hvor faderen slog sig ned, da han havde fået arbejde på en lokal sæbefabrik.

»Dengang var der åbne døre. Det er der ikke mere,« siger Khalid.

Han er 27 år, bor i dag i Amsterdam. Han cykler for tiden i strid modvind. Khalid Kasem har skabt et website, som er blevet en mindre bevægelse: »Ben je bang voor mij« (»Er du bange for mig?«). Det engang så tolerante Holland, hvor alle kunne komme og ryge en fed og kramme en indvandrer, har ifølge Kasem forandret sig drastisk.

»Holland er ikke længere et åbent samfund. Jeg har altid følt mig som hollænder, men efter 11. september, Madrid, London og ikke mindst mordet på Theo van Gogh, er jeg pludselig blevet fremmed og opfattes som farlig på grund af min religion. Jeg skal retfærdiggøre mig selv i forhold til andres ugerninger. Marokkanere er blevet syndebukke her i Holland,« siger Khalid.

Hans website får mange hits samt bidrag fra unge anden- og tredjegenerations-indvandrere, der frygter fremtiden i Holland. »Ben je Bang...« har arrangeret koncerter og diverse events og konferencer, hvor de søger at opnå dialog og påpege problemet over for det omgivende samfund. Khalid Kasem mener, integrationen i Holland sættes årevis tilbage i disse år. Et er, at man vil stoppe indvandringen og sender allehånde politiske signaler om uønskede analfabeter. Noget andet er signalernes bivirkning: De allerede integrerede er ved at blive gjort til fremmede igen, hævder han.

Khalid Kasems far er betænkelig ved sønnens initiativ. »Husk på, vi må ikke ligge det her samfund til byrde. Vi er gæster her,« sagde faderen og gæstearbejderen en dag til sin søn. Khalid svarede: »Jeg er ikke gæst«.

I natten er alle ens
Det går op for os, at ingen af de to prostituerede endnu har bekræftet, at de er, hvad vi søger. De sidder på briksen i baglokalet og ser tjenstivrige - og forhandlingsvante - ud.

»Are you muslim,« spørger man for gud ved hvilken gang denne nat.

»No, south american,« siger den ældste.

Det er The Red Light District, og der er åbenbart noget om det multikulturelle Europa. Det er tillige sent lørdag nat, og lektien er omsider sevet ind. Det er umuligt at race-, oprindelses- eller trosbestemme nogen som helst på deres udseende. Slet ikke prostituerede i nogenlunde ens undertøj. Vi undskylder ulejligheden mange gange. Værterne begynder at grine. De mere end antyder, at selvom butikken ikke lige har den vare, vi efterspørger, så er den stadig leveringsdygtig i et alternativ. Da vi takker pænt nej, tager den ene endog fotografen i skridtet. Som for at sikre sig at afslaget ikke bare skyldes generthed. Det gør det ikke. Til gengæld ser han ud til at være bange - for sydamerikanere.