Led Zeppelin letter igen

I aften genforenes Led Zeppelin for første gang til en hel koncert siden deres opløsning i 1980. Selvom musikken stadig holder og selv om alle tiders største stjerner siden 1969 har ladet sig inspirere af Zeppelin, skal man ikke håbe på en egentlig verdensturné. Den vil ødelægge alt. Quiz: Led Zeppelin Quiz

2007 har budt på genforeningsturnéer med et væld af store pop- og rocknavne, ikke mindst med The Police og Genesis. Opmærksomheden omkring genforeningerne har været enorm og mestendels langt ude af proportioner.

Lægmænd og -kvinder har – med rette – spurgt sig selv hvorfor, hvorfor sætte en plads i musikhistorien på spil og tillige risikere at ødelægge store minder for sig selv og millioner af fans verden over?

Hvad har de bemeldte (engang) store kunstnere egentlig haft at vinde ved endnu en tur i manegen bortset fra endnu en stak dukater til en i forvejen bugnende bankboks? Hvad end de har spillet i Herning, Århus eller Canada har har ingen anmelder endnu fundet et svar, der har givet musikalsk mening.

Mandag aften genforenes så Led Zeppelin ved en koncert i Londons O2 Arena, det tidligere Millennium Dome.

Koncerten, i første omgang bliver det nemlig kun den ene, tager sit afsæt i en session mellem gruppens tre nulevende medlemmer, guitarist og primær sangskriver Jimmy Page, sanger og tekstforfatter Robert Plant og bassist og keyboardist John Paul Jones. Sammen med trommeslageren Jason Bonham, søn af Led Zeppelins trommeslager John, der døde i 1980 ved kvælning i eget opkast efter en druktur og den direkte årsag til kvartettens opløsning, forsøgte de i sommer at finde den musikalske kemi. Bandet gik direkte i gang med en version af »No Quarter« fra albummet »Houses of the Holy«, derefter fløj de videre over i »Kashmir«, sangen, som Danmarks største rockorkester er opkaldt efter. Kemien var der. Og således var vejen banet for, at Led Zeppelin kunne genforenes til en koncert, hvormed de kunne ære mindet om den mand, der opfandt dem, nemlig den tyrkisk-amerikanske pladeselskabslegende og grundlægger af deres første pladeselskab Atlantic Records, Ahmet Ertegün.

Kæmpe interesse
Den 12. september i år blev det så officielt: Led Zeppelin meddelte at de igen ville træde sammen ved en hyldest- og mindekoncert. Samtlige indtægter skulle sendes videre til the Ahmet Ertegün Education Fond, som har til formål at uddele scholarships til studenter i England, USA og Tyrkiet. Offentliggørelsen af genforeningeskoncerten kickstartede en gigantisk, global Led Zeppelin revival, som sprængte alle rammer for, hvad man har set ved de øvrige genforeninger.

Trods en billetpris på 125 pund (svarende til knap 1300 kroner) var interessen for koncerten så stor, at en million mennesker skrev sig op i håbet om at få lov til at købe en billet. Den engelske koncertarrangør har overfor avisen The Observer vurderet, at interessen for at blive skrevet op var 20 gange større endnu – 20 millioner mennesker skulle altså have været interesseret. I ugen op til koncerten gik der rygter om, at prisen på en billet på sortbørsmarkedet lå omkring 60.000 danske kroner.

Hvis interessen ikke stopper her, og det gør den med sikkerhed ikke, kan de potentielle billetkøbere, der stiller sig op med et tykt bundt pund i baglommen udenfor O2 Arena mandag aften, glæde sig over, at Zeppelinerne har besluttet sig for at spille et fuldt sæt på ca. to timer. Oprindeligt havde de tænkt sig 40 minutter, men alene klassikeren »Dazed and Confused«, som er et absolut must, har gennem tiderne varet mellem de små syv-minutter på plade og op til 35 minutter live – alt efter hvor inspireret Jimmy Page føler sig under det stykke i sangen, som er fast reserveret til hans improvisation. Alene derfor blev sættet udvidet.

Den massive interesse for Led Zeppelin skyldes grundlæggende én ting, nemlig det faktum at englænderne hører til blandt rockhistoriens vigtigste orkestre. Ikke alene er Led Zeppelin dét orkester, der bragte de musikalske tressere ind i halvfjerdserne. Bandet ejede bogstavelig talt den første halvdel af årtiet, og solgte langt flere plader og koncertbilletter end bl.a. The Rolling Stones i deres heydage. Musikalsk rækker de langt, langt ud over deres samtid som gudfædre til den heavy metal og hårdere rock i øvrigt, som er selve grundfundatsen i forskellige afskygninger for senere verdensnavne som Judas Priest, Metallica, Guns’N’Roses, Rage Against The Machine, Nirvana og helt op til dagens stjerner som bl.a. Linkin Park.

Musikken holder stadig
Allerede på gruppens første, selvbetitlede album, som ikke engang er Zeppelins bedste, lød kvartetten som et garvet orkester omkring de 30 år på vej med skive nummer fem. Stilen var deres egen, en slags omskrivning af bluesmusikken, som Zeppelin spillede så hårdt, så højt, psykedelisk og dramatisk, som ingen andre. Dertil kom en kærlighed til den mere akustiske folkmusik, som bandet dog først rigtigt perfektionerede på deres fjerde album. Men mange har en tendens til at glemme, at den del af udtrykket var der allerede fra plade nummer et.

Led Zeppelins førsteelskere var forsanger Robert Plant, der helt fra dengang han var purung, sang, hvinede og teede sig som ingen andre, og bandlederen og guitarguden Jimmy Page, som havde sammensat orkesteret på ruinerne af The Yardbirds. I første omgang turnerede de i Skandinavien under navnet The New Yardbirds for at opfylde nogle allerede indgåede Yardbirdskontrakter. Og sådan kom det sig, at Gladsaxe Teen Club ved hr. Lars Abel for kr. 7.000 lagde scene til den nye konstellations første koncert.

Musikaliteten mellem de fire var til stede umiddelbart. Som Robert Plant udtalte i 1975 til Rolling Stone-journalisten Cameron Crowe, så var stilen klar efter en halv times sammenspil. En stil der skulle falde i bedre jord hos publikum end hos anmelderne. Led Zeppelin lærte aldrig at forstå, hvorfor kritikerne lyste dem i band, når nu millioner og atter af millioner pladekøbere og koncertgængere elskede dem.

Men tiden har været på Led Zeppelins side. Led Zeppelins stjernestunder, især pladerne »Led Zeppelin«, »Led Zeppelin II« og Led Zeppelin IV«, holder 100 procent den dag i dag (læs hosstående genanmeldelser, red). Det gør plader med f.eks. Doors, Velvet Underground og en stor del af Beatles kataloget – som alt sammen emmer alt, alt for meget af nostalgi – til gengæld ikke.

Til dato har Led Zeppelin solgt i omegnen af 300 millioner plader. Ingen andre rockbands har solgt så mange. Sange som »Stairway To Heaven«, »Whole Lotta Love«, »Black Dog«, »Dazed and Confused« og »Kashmir« – for blot at nævne nogle få – vil for tid og evighed høre til i hele rockens grundbog.

Og sådan kunne man blive ved med at finde grunde til, at Led Zeppelin absolut intet, nul og nix, nada, har at vinde. Eneste formildende omstændighed er koncertens formål og indtægternes ditto. Det er nobelt. Men en forestående koncertturné væk fra denne kontekst skal man ikke håbe på. Ikke hvis man elsker Led Zeppelin.