Latin er sexet; ergo skal det bruges mere

Susanne Staun Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er kun perversianere, der finder mordere og andet kryb sexet og skriver svedige breve til dem i fængslet. Og til dét. Det følger heraf logisk, at du også er lidt til en side, hvis du faldt i svime over Hannibal Lecter, som han sad dér i sin velindrettede fængselscelle og konverserede ængstelige, men ikke utiltrukne Clarice. Indtil. Ja, indtil han sagde: Quid pro quo. Noget for noget.

Han ville have noget for at gøre noget for Clarice, og den scene var faktisk dampende, ikke kun fordi den var intens og mættet med spændinger, lavet af en hel masse absurde ingredienser, men nok så meget, fordi han sagde noget på latin. Dét er sexet, så sexet, at det burde være hovedsproget på datingsider. Quid pro quo: Hvis jeg tager tøjet af, hvad gør du så for mig? Fortsæt selv.

In omnia paratus, som man siger, når man er klar til det hele.

Netop i dag blev jeg genvakt i troen på nødvendigheden af at krydre sit sprog med et lille nip latin i ny og næ, ligesom chokolade er absolut uundværlig i en chili con carne. Jeg har nemlig netop løftet snuden fra stakke af amerikanske retsdokumenter, som er sande overflødighedshorn af forførende latin, in casu, dvs. for eksempel: inter alia, dvs.: blandt andet. Kedelige blandt andet – smut! Inter alia – kom ind, smæk fødderne op og snup en kold!

Nej, jeg krukker ikke – du krukker! Du siger jo i forvejen både ad infinitum, penis et cetera – eller også gør dit beskidte alter ego det for dig – så hvorfor ikke gå hele vejen ad astra, som stjernerne jo hedder i det bedre selskab.

Vi kan klart undvære bona fide i talesprog, da det let inficeres af det bløde danske d og dermed lyder latterligt. Latterlig latin er som rådden gås: Vi undværer gerne. Men sig mig: Hvor meget mere svedigt end en fortovsagtig erklæring (beediget, om nødvendigt) er et affidavit ikke? Og hvorfor indtager conditio sine qua non – den ufravigelige betingelse – dog ikke en prominent plads i hverdagsargumentation, når nu pro et contra kan høres i Dagli´ Brugsen en almindelig onsdag?

Corpus delicti – som i øvrigt er titlen på en bog af Juli Zeh – lyder noget lækrere end det forsvundne lig, der må findes, før en dom kan afsiges.

Med bare lidt styr på basal hverdagslatin – f.eks. er cunnilingus ikke navnet på et irsk flyselskab, og carpe diem ikke dagens fisk – ville verden blive et kønnere sted.

Elitært, protesterer du? Nix! Det er for bogstavelig talt alle. Der er f.eks. en online informationsbiks betitlet »badass latin phrases for tattoos«. Så dét …

Glem under ingen omstændigheder underskønne Jamie Lee Curtis’ reaktion på Kevin Klines køkkenitalienske skødåbner i »En fisk ved navn Wanda«.

Når et sprog, der tales af millioner og dermed er ordinaire, kan have den virkning, står det klart, at du med sporadiske lån fra et latin, der måske tales af 100 mennesker på verdensplan, inklusive Vatikanets katolske præster, kan gøre hele verden til din dikkende lammehale.

Dixit.