Lasse Marker: Humaniora-bashing er selvforskyldt

Det er ikke samfundets opgave at forstå, hvor vigtige de humanistiske fag er. Det er Humanioras opgave at gøre sig relevant over for det samfund, de er en del af.

Lasse Marker, der selv er uddannet fra Humaniora og har undervist der, oplever et institut, der lukker sig om sig selv og grundlæggende ikke interesserer sig for verden uden for universitets mure. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

I onsdags kunne Berlingske fortælle, at der alene i København er cirka 6.100 ledige akademikere, hvoraf næsten halvdelen er mere eller mindre nyuddannede. Værst ser det ud blandt humanister, der ifølge Dansk Magisterforening har dobbelt så høj ledighed som andre akademikere. Det er en af årsagerne til, at Humaniora er blevet ramt af besparelser, og at optaget af studerende er faldet med mere end 25 procent siden 2013.

Det fik sidste år Information til at skrive, at vi skal stoppe humaniora-bashing, inden vi skævvrider vores uddannelsessystem. Men det er ikke samfundets opgave at forstå, hvor vigtige de humanistiske fag er. Det er Humanioras opgave at gøre sig relevant over for det samfund, de er en del af. Og her svigter uddannelserne deres studerende.

Lukker sig om sig selv

Jeg har de seneste to et halvt år undervist som ekstern lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på KU. Her har jeg oplevet et institut, der lukker sig om sig selv og grundlæggende ikke interesserer sig for verden uden for universitets mure.

For det første er der ingen tradition for, at de studerende skriver opgaver i samarbejde med virksomheder og dermed får blik for, hvordan de omsætter deres viden til noget, der skaber værdi for andre.

For det andet er der ringe praksis for at bruge gæsteoplægsholdere, der kan dele deres praktiske erfaringer og give de studerende et indblik i den virkelighed, de træder ud i efter endt uddannelse. Det prioriteres så lavt, at instituttet ikke engang kunne finde budget til en vingave, da landets daværende kulturminister, Mette Bock, gæstede en forelæsning.

For det tredje er det svært at tiltrække de bedste eksterne lektorer, fordi forholdene er så ringe. Jeg har således selv betalt for vingaver til gæsteoplægsholdere. Jeg har givet vejledning på gangene og ofte gratis, fordi man kun får løn, hvis de studerende består deres eksamen. Og jeg har været med til at udvikle et nyt kursus og forberedt undervisning uden at blive aflønnet, fordi holdet alligevel ikke blev oprettet.

»Problemet er derfor ikke, at der ikke længere er brug for humanister. Problemet er, at Humaniora tror, at de ikke har brug for omverdenen.«


Vis interesse for resten af samfundet

Det går ud over de studerende, som ikke trænes i at omsætte teori til praksis, og som ikke knyttes til arbejdsmarkedet. Det er derfor Humanioras egen skyld, at fakultetet rammes af besparelser.

Jeg er selv uddannet fra Humaniora. Jeg har undervist på Humaniora. Og jeg har ansat humanister i mine virksomheder. Humanisters vigtigste kompetence er ikke deres faglighed, men deres evne til at analysere komplekse problemstillinger, hvilket efterspørges af alle vidensvirksomheder.

Problemet er derfor ikke, at der ikke længere er brug for humanister. Problemet er, at Humaniora tror, at de ikke har brug for omverdenen. Hvis Humaniora vil stoppe nedskæringerne og genvinde sin anseelse, så kræver det først og fremmest, at fakultetet begynder at interessere sig for resten af samfundet.