Den danske filmskaber Lars von Trier skal på plejehjem.

Det skriver filmmediet Ekko, som har talt med hans mangeårige ven og samarbejdspartner Peter Aalbæk. 

»Inde mellem ørerne er han den samme, som han hele tiden har været, og så er det bare kroppen og alderen, der begynder at ramme ham,« siger Peter Aalbæk. 

Og det er en god nyhed, at hovedet tilsyneladende virker, som det plejer. 

Lars von Trier står nemlig midt i arbejdet med flere film, som han har fået millioner af støttekroner til. 

Mest af alt er Lars von Trier kendt for at grundlægge film- og produktionsselskabet Zentropa i 1992 med Peter Aalbæk, hvorfra de har skabt nogle af de mest ikoniske danske film.

I 1995 udviklede han sammen med Thomas Vinterberg konceptet dogmefilm, som blandt andet betød, at filmene var uden baggrundsmusik og filmet med håndholdt kamera. 

»Festen« og »Idioterne« er blandt de dogmefilm, der vandt størst indpas i filmhistorien. 

Lars von Triers virke har dog heller ikke været uden kontroverser. 

Han vakte international røre, da han ved filmfestivalen i Cannes i 2011 proklamerede, at han »forstod Hitler«, og han blev efterfølgende udelukket fra festivalen i flere år. 

Aktuelt er han i gang med en film, der hedder »After«, som skal handle om døden på visuelt eksperimenterende vis. Han arbejder i øvrigt på to dokumentariske projekter.

Skal bruge sit »kloge hoved«

Men Trier-fans har stadig udsigt til flere projekter fra filmskaberen. Også selvom han tilsyneladende skal bo på plejehjem det næste stykke tid. 

Peter Aalbæk fortæller nemlig til Ekko, at der ikke er tale om en endegyldig indflytning på plejehjemmet.

»Plejehjemmet er mest til at stive ham af fysisk, og så bruger han sit kloge hoved på de projekter, han har gang i. Vi oplever, at hans tilstand er stabil for tiden,« siger Peter Aalbæk. 

Da Lars von Trier samlede op på sin store 90er-succes Riget med en ny sæson – »Riget Exodus« – blev han ramt af Parkinsons sygdom. 

En fremadskridende nervesygdom, der for mange betyder rystende hænder og ukontrollerede bevægelser, men som også kan føre til demens, depression og talevanskeligheder. 

Han prøver at få det bedste ud af Parkinsons sygdom, fortalte han til Hans Pilgaard i TV 2-programmet »Det store spørgsmål«.

Med reference til sin dogmefilm »Idioterne«, der er filmet med håndholdt kamera, sagde han dengang:

»Med det her Parkinson bliver jeg ved med at prøve at finde ud af, om det kan være en fordel for mig, men jeg kan ikke engang ryste kameraet, det har jeg jo lavet.«