Lars von Trier inspireret af Donald Trump

Filminstruktøren og provokatøren kommer snart med »The House That Jack Built« og har fundet inspiration hos Donald Trump, som han kalder »rottekongen«.

Foto: JOERG CARSTENSEN. Foto: Jörg Carstensen
Læs mere
Fold sammen

Lars von Trier er inden længe aktuel med filmen »The House That Jack Built«, der efter hans eget udsagn »fejrer ideen om, at livet er ondt og sjælløst.«

Lars von Trier sagde ordene til The Guardian i dag i et interview om sin kommende seriemorderfilm, »The House That Jack Built«. Han fulgte herefter op med forklaringen om, at det er »Donald Trumps nylige opstandelse som Homo Trumpus - rottekongen,« der beviser dette.

Filmen, der oprindelig skulle have været en tv-serie, handler om Jack, der lever livet som yderst intelligent seriemorder. Rollen skal spilles af Matt Dillon, der får selskab af danske Sofie Gråbøl som en af kvinderne, han møder i sin søgen efter at perfektionere kunsten at slå ihjel.

Det er ikke første gang Lars von Trier udtaler sig kontroversielt. Således blev han erklæret persona non grata ved Cannes-festivalen i 2011, efter at han under et pressemøde om filmen »Melancholia« udtalte, at han »forstår Hitler.«

Lars von Trier har ikke været filmaktuel siden 2013, hvor filmen »Nymphomaniac« havde premiere, men nu er han altså atter tilbage, og noget tyder på, at han ikke har tænkt sig at holde igen med sine utalelser. Om »rottekongen« er en egentlig karakter i filmen, vides ikke.

Filmen forventes at få premiere i 2018 og har også »Der Untergang«-skuespilleren Bruno Ganz på rollelisten.