Lars Ulrich får ridderkors af dronningen

Metallica-trommeslageren Lars Ulrich har fået tildelt ridderkorset.

Danske Lars Ulrich var i 1981 med til at danne metalbandet Metallica, som han stadig er en del af. Reuters/Stringer Fold sammen
Læs mere

Den danske trommeslager Lars Ulrich, der i mange år har haft succes i store dele af verden som en del af metalbandet Metallica, er blevet tildelt ridderkorset.

Det skriver kongehuset i en meddelelse tirsdag.

Den 53-årige musiker blev hædret med ridderkorset af Dannebrogsorden allerede den 26. maj, fremgår det.

Lars Ulrich kommer dermed i fornemt selskab, da han følger i fodsporene på danske kendisser som forfatteren Hanne-Vibeke Holst, filminstruktøren Thomas Vinterberg, sangerinden Anne Linnet samt skuespillerinderne Sofie Gråbøl og Ghita Nørby, der alle tidligere har modtaget ridderkorset.

Trommeslageren, der til daglig bor i San Fransisco i USA, dannede i 1981 sammen med James Hetfield metalbandet Metallica, der siden blev kendt for hits som »Nothing Else Matters« og »Enter Sandman«.

I maj i år blev bandet hyldet med prisen for årets bedste rockband ved den prestigefulde musikprisuddeling Billboard Music Awards, der blev afholdt i den amerikanske spilleby Las Vegas.

Metallica, med Lars Ulrich bag trommerne, har spillet flere koncerter i Danmark, og den 27. marts næste år optræder metalbandet igen på dansk jord, når det gæster Jyske Bank Boxen.

Koncerten sker som et led i »Worldwired«-turnéen, der fortsætter i Europa frem mod efteråret 2018.

/ritzau/FOKUS