Lars Mikkelsen: Fedt at spille sammen med en af de store

Lars Mikkelsen samt mange andre danske og udenlandske stjerner er på rollelisten i ny film om 9/11, der foregår i Danmark.

Skuespiller Lars Mikkelsen spiller med i ny film om terrorangrebet i 2001. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

11. september 2001 kaster endnu en film af sig, og »House of Cards«-stjernen Lars Mikkelsen bekræfter, at han er blandt de danske og udenlandske navne på filmens rolleliste.

»Jeg kan ikke sige så meget om indholdet, udover at det foregår i timerne op til angrebet på World Trade Center,« siger Lars Mikkelsen, der selv læste manuskriptet for et års tid siden.

Filmen hedder »The 11th« og følger otte sammenvævede historier op til terrorangrebet i 2001. Men denne gang foregår historien på den anden side af Atlanten, skriver magasinet Screen International blandt dagens nyheder fra filmfestivalen i Cannes og kalder filmen en »København-baseret« historie.

92-årige Christopher Lee er med

Filmen har ud over Lars Mikkelsen kvindeligt dansk islæt over sig i form af Paprika Steen og Connie Nielsen. Den amerikanske »Kill Bill«-stjerne Uma Thurman er også med sammen med svenske Michael Nyqvist, der er kendt fra »Mænd der hader kvinder« samt de øvrige film i trilogien. Sidst men ikke mindst har Christopher Lee også en fremtrædende rolle i filmen.

Lars Mikkelsen glæder sig især til at spille sammen med den 92-årige stjerne fra »Ringenes Herre«-filmene.

»Det er fantastisk. Han er en af de helt store,« siger Lars Mikkelsen.                                                   

Thurman kan opleves i rollen som betjent, mens Lee spiller en tidligere velanset kirurg, som både er alkoholiseret og lider af Alzheimers. Han søn spilles af Michael Nyqvist.

»The 11th« bliver franske Xavier Nemos debutfilm som instruktør, og filmen produceres af Dog One Productions.

Lars Mikkelsen lægger stemme til Cannes-yndling

Filmen skal optages i september i år, og målet er at have filmen klar til næste års filmfestival i Cannes med en efterfølgende premiere, som knytter sig op på 15-året for terrorangrebet i 2001.

I Cannes blev en anden film, som Lars Mikkelsen er involveret i, tiljublet ved sin verdenspremiere. Nemlig Pete Doctors animationsfilm »Inside Out«, der handler om en tolvårig pige, der gennemgår en krise, da hendes forældre flytter til San Francisco.

Kort efter premieren flød Cannes over med begejstrede reaktioner på, at det er lykkedes Pixar at overgå sine egne tidligere klassikere som »Toy Story«-filmene. I den danske version af filmen lægger Lars Mikkelsen stemme til pigens far, der i den oprindelige amerikanske version spilles af Kyle MacLachlan.

»Det glæder mig, at den blev godt modtaget. Det fortjener den sgu’,« siger Lars Mikkelsen.