Langt fra Valby

Udstilling: Corner 2007. Corner har præsenteret bedre udstillinger end årets ophængning - men det er for tidligt at afskrive sammenslutningen som kunstnerisk irrelevant. Udstillingen på Charlottenborg rummer snesevis af gode værker.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

I kunstneres CVer fremhæves det gerne, når de har solgt til fonde og museer, men i Kirsten Kleins beskrivelse af sig selv i Corners katalog nævner hun allerførst, at hun også har solgt til private.

Og ser man sig om på Corners udstilling, kan man konstatere, at det vrimler med små skilte, der fortæller om salg. Her har bestemt også været fonde og museer for at erhverve til samlingerne, men mange af billederne er købt af almindelige kunstinteresserede i et omfang, som skulle man tro, at det drejede sig om hippe malerier udstillet i et af gallerierne i Valby.

Det gør det ikke.

Der er i den henseende ufatteligt langt fra Kgs. Nytorv til Carl Jacobsens Vej eller for den sags skyld til Islands Brygge, hvor en anden klynge af de gode gallerier for tidens kunst ligger. Og når tiderne skifter, og den hippe kunst fremover udstilles på Charlottenborg, mens Corner og kolleger henvises til andre lokaliteter i periferien af kunstinstitutionens magtbastioner, vil der stadig være langt mellem de to former for kunst.

Med mindre, selvfølgelig, man er i stand til at abstrahere fra irrelevante begreber som kunstneres alder og fra, hvad der lige nu er en vogue, og i stedet forsøge at se, hvad der er kvalitet og hvad der er ærligt - og hvad der ikke er. Så er der i grunden ikke nogen afstand af betydning fra et landskabsmaleri til en videoinstallation.

Vedkommende bud
Der har de sidste par tiår været en tendens til at mene, at kun den såkaldte samtidskunst er interessant og relevant, men det er den kun ud fra en yderst overfladisk betragtning.

Der kan ligge et faderopgør eller måske blot et generationstyveri i holdningen, men det gør den nu ikke mere rigtig. Også Corner har adskillige gode kunstnere med vedkommende bud på både arbejde med kunstneriske problemstillinger og forsøg på at formulere sig om tilværelsen.

Som vi har fortalt her i avisen, er Corner på nippet til at miste sin faste udstillingsperiode på Charlottenborg, der har fået ny ledelse. Årets udstilling er ikke det bedste argument for, at Corner skulle få lov til at blive, der har været bedre ophængninger i nogle af de sidste par år, men der er alligevel mange gode arbejder.

I modsætning til andre sammenslutninger mærker man hos Corner et ideologisk fællesskab. På samme vis som når yngre kunstnere selv arrangerer gruppeudstillinger ud fra en fælles optagethed af måder at udtrykke sig på eller holdninger til tilværelsen.

Der er hos Corners malere en forkærlighed for skildringer af hverdagen sideløbende med en optagethed af de største spørgsmål. Landskabsmaleriet er vigtigt for medlemmerne, det samme er portrættet og opstillingen.

Det giver sig alt sammen udtryk i billeder, der ofte er ærlige og redelige. De bygger på en tradition og på nogle erkendte forudsætninger. Nogle idealer som - hvilket man kan se på udstillingen Corner Classic på Sophienholm - allerede var umoderne, da Corner blev dannet for 75 år siden, men som kunstnerne ikke desto mindre vedkender sig.

Men man kan ikke beskylde Corners medlemmer for at hoppe med på noget som helst, sådan som man iblandt ser en tendens til det andre steder i udstillingslivet.

Et eksempel: En håndfuld kvindelige kunstnere maler eventyrlige pubertetsfantasier - og pludselig har de og deres betydelige succes fået selskab af talrige andre, der også begynder at male fantasifulde erindringer om overgangen mellem pige og kvinde.

Corners malere maler deres malerier, fordi de ikke kan andet. De vil ikke være moderne. De vil have lov til at beskæftige sig med forskellige maleriske problemstillinger, som de finder relevante. Og som også er det. Det er stadig interessant at se et maleri af et landskab eller en gammel kvinde. Også selv om vi forud for dét har set tusinde landskabsbilleder og portrætter.

Rigtige malere
Corner har en række rigtige maler-malere. Det er folk som eksempelvis Mogens Gissel, Regnar Jensen og Egon Bjerg Nielsen, der seriøst kæmper med stoffet, fordi de er klar over, at det er livet om at gøre.

Det gælder for den sags skyld også sammenslutningens nye medlem Finn Heiberg, der maler nogle fine, motivisk skæve billeder, der, når man ser bort fra de påfaldende mange biler i billederne, på mange måder minder om motivkredsen og udtrykket hos Corners grundlæggere.

Der er noget stædigt og individualistisk i det. Man kan komme til at tænke på den romantiske myte om den fattige kunstner på det kolde kvistværelse, der stik mod al borgerlig fornuft står og maler sine skilderier på sin måde, fordi sådan skal det nu engang være, og så nytter det ikke noget, at andre siger, det ikke er cool.

Corner er også et hjem for de nænsomme og de følsomme. Elsa Nielsen, Hanne Sejrbo Nielsen og andre der virkelig formår at redegøre for fylden, tyngden og materialekarakteren i de hverdagsgenstande, de gengiver.

Hos Ole Sylvest Jacobsen forekommer de afbillede skure og småting stadig for meget stive og for lidt stoflige, men hans billeder - og for den sags skyld Lene Rasmussens tegninger - rummer nogle fine stemninger.

Noget tilsvarende kan siges om Mogens Nørgårds i grunden håbløse projekt. Han har opsøgt nogle af de i dag irrede og grønne, figurative og allegoriske statuer i de københavnske brokvarterer; »Hestebetvingeren« i Sydhavnen eksempelvis, og »Kains efterkommere« ved Toftegårds Plads. Og dem har han så malet, så man virkelig kan se, hvad de forestiller, men samtidig med en løsere hånd end Thomas Kluges stålhårde realisme.

Dobbelt nostalgi. Gammeldags maleri forestillende gammeldags skulpturer. Umiddelbart temmelig corny, altså. Men så opstår der alligevel en interessant spænding i sammenstøddet mellem disse dramatiske figurer og den stille danske socialdemokratiske hverdagsvirkelighed med røde etageejendomme og kønne træer.

Dødsforagt
Med betydelig dødsforagt har Corner i en årrække inviteret en række fremtrædende britiske malere. Old school, måske, men School of London til gengæld. Udover Francis Bacon omfatter Londonskolen bl.a. Frank Auerbach, R.B. Kitaj og Lucian Freud, der alle tre er med tilsammen med et par yngre, beslægtede kunstnere som eksempelvis Celia Paul, der også ved denne lejlighed viser nogle fine og åndfulde portrætter af mennesker og bygninger.

Det er den stille storhed, der er den egentlige kvalitet hos Corner. Og de store armbevægelser, det store swung går man forgæves efter. Måske undtaget hos Lars Ravn & Co., der har angrebet forhallen og trapperummet med billeder som en energisk virus, og Michael Kvium, der gæster Corner med et enkelt, men til gengæld omfangsrigt (og dejligt) billede, hvor sammenslutningen har kvitteret for gestusen ved at tildele ham en af de fornemste pladser i den udstillingsbygning, der i generationer har været kunstnernes.

Umiddelbart kan det måske overraske, at en af heltene fra 1980ernes danske kunst og en af tidens mest fejrede kunstnere i det hele taget er gæst hos Corner. Men måske synes også han, at det er for tidligt at afskrive de kvaliteter og de muligheder, der ligger i de gamle sammenslutninger; kvaliteter som fællesskab og det ukunstlerede møde mellem kunstnerne og deres publikum.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse