Langt fra Davos

Christian Mørk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg sad forleden aften til middag med en kammerat fra journaliststudiet. Vi mødtes i en bistro i Paris, hvor jeg selv var ved at få repareret en bruser hjemme i lejligheden, mens han, som medstifter af Reuters-firmaet Breakingviews.com, skulle videre til det årlige økonomiske topmøde i Davos, også kendt som den tonedøve elite-boble, det for tiden er vældig populært blandt danske journalister at bruge som prygelknabe for deres egen blindhed over for populismens frontløb. For så kan man i det mindste ikke anklages for at være »elitær«, men vældigt i tråd med det folkedyb, alle nu er bange for ikke at tækkes.

Min kammerat sænkede stemmen, selv om tjeneren kom fra Tunesien og kun talte »another gin and tonic, please«-engelsk.

»Alle mine kilder, som er republikanere, ved, at de er nødt til at få hastet så mange ting igennem Kongressen som muligt, før Trump ikke er der længere,« sagde han.

Jeg tyggede af munden og spurgte ham, hvad han mente. Et statskup indefra? Han lænede sig konspiratorisk ind til mig, som om vi allerede sad ved de dyre borde sammen med solbrille-Bono og en stift smilende Xi Jinping:

»Der vil snart komme så mange møgsager om Trumps finansielle transaktioner, at hans eget parti er nødt til at erklære ham inhabil, hvis ikke de ønsker daglige sagsanlæg i dusinvis fra retslokaler over hele landet.« Jeg slugte min kartoffel. »Mener du ligefrem rigsretssag?« Min kammerat nikkede lige så irriterende indforstået som før. »De giver ham 100 dage.«

Det er altså åbenbart hans egne, der hvæsser knivene. Atter en tilbagelænet konspirationsteori i en tid, hvor der ikke findes andet. Jeg gik ud i forlokalets bar, hvor en herre på min alder havde fået sig et par glas for meget. Han var også langt fra Davos. Og vidste, hvordan tingene hang sammen. »De må forstå, Monsieur, at Trump har fat i den lange ende, når han slår eliten oven i hovedet,« sagde han uden videre dokumentation: »Den har regeret længe nok.«

»Hvem ønsker De da selv skal regere fremover, Monsieur?« ville jeg vide.

Min sidemand overdøvede sin drikkebroder ved siden af: »Os,« sagde han og pegede med en tommelfinger på sit eget skjortebryst. »Folket. Nu er det vores tur.«

»Synes De, at Charles de Gaulle var eliten, Monsieur? Eller François Mitterand? Repræsenterede de ikke netop hele folket?«

Her blev fyren rank i ryggen og næsten ædru at se på. For selv rødvinspopulister husker den nyeste franske republiks store mænd med vemod og stolhed: Sammenhold. Fred efter krigen. Et socialt sikkerhedsnet, der næsten holder endnu. Og seks ugers betalt ferie.

»De gjorde, hvad der var nødvendigt dengang,« forsøgte han sig, men kunne godt selv høre, det klingede hult, og gassen gik af hans anti-Davos-ballon.

På vej hjem til min forkølede bruser spekulerede jeg over, hvor længe, det varer, før den reaktive populisme indser, at dens egne ledere ganske snart, og i stilhed, også vil skabe elitære cirkler. De vil bare kalde dem noget andet. Og mødes i Florida.