Langsom action från hinsidan

Åke Edwardsons ottende bog i den dybt spændende serie om kriminalkommissær Erik Winter er på gaden. Her fortæller den besindige svensker, hvorfor han nu afslutter serien. Og hvorfor han synes, at der er gået klondyke i krimigenren.

»Jeg har villet vise, at Göteborg er et af de meste segregerede steder i Nordeuropa. De indvandrere, som det er lykkedes at komme dertil, bliver totalt segregerede. Samtidig har jeg ikke villet være politisk korrekt. I min bog er nogle af personerne ofre, men de er også forbrydere. De er mennesker,« siger Åke Edwardson om sin nye roman »Et yndigt land«. Foto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere

10 er et pænt rundt tal, synes den svenske forfatter Åke Edwardson.

I går udkom hans nye roman »Et yndigt land«. Det er den ottende i Göteborg-serien om kriminalkommissær Erik Winter, der både er blevet filmatiseret og har storsolgt hjemme i Sverige og i udlandet.

Den niende roman, som får titlen »Nästan död man«, er skrevet og kommer til efteråret, og når Åke Edwardson til vinter sætter sig til tasterne igen, så bliver det for at skrive den sidste bog i Winter-serien. Det er nummer ti, og den får den dobbelttydige titel »Den sista vintern«.

Winter er en ven
»Igennem 10 år har jeg mere eller mindre levet med Erik Winter. Tænkt på ham hver dag. Jeg betragter ham til og med som en ven. Så det er naturligvis frygtelig sørgeligt, for hvad skal han så lave?« spørger Åke Edwardson og ler.

Dét har han let ved. Hans mund falder ofte i smil. Han virker som en besindig mand, der tager tingene som de kommer. Han kan godt lide pudsigheder og drillerier. Om sine egne krimier siger han f.eks.:

»Det er langsomme bøger. Der er ingen action. Men det er forhåbentlig spændende.«

Det virker selvmodsigende. En langsom krimi uden action? Men på en måde har Åke Edwardson ret.

Tag nu »Et yndigt land«. Den starter ganske vist med et tredobbelt mord i en indvandrerghetto i Göteborg. Men selve mordene får man ikke beskrevet. Derimod følger man opklaringsarbejdet og Erik Winters vej ind i det lukkede indvandrermiljø. Man læser hans lange diskussioner med kollegaen Bertil Ringmar. Men biljagter og slagsmål med forbrydere? Dem er der ingen af. Alligevel er det spændende.

Slut med politiromaner
Men hvorfor afslutte en serie, som er så populær blandt læserne?

»Til vinter skal jeg skrive den 10. og sidste i serien, og så skal jeg aldrig mere skrive politiromaner. Jeg synes, at bøgerne hen ad vejen har fået mere og mere tyngde og er blevet bedre og bedre, og det skyldes, at jeg besluttet, at denne store romanserie skal slutte. Det er ikke let, men jeg har kræfterne til at gøre det. Jeg tror, at det er nyttigt for både mig og mine læsere at vide, at serien har en afslutning,« siger Åke Edwardson.

Han erklærer, at det han fortsat derefter skrive spændingsromaner. Der skal være thrillere »med mystik, skræk og spøg for voksne«, siger han.

Debuterede sent
Åke Edwardson er uddannet journalist. Han har været lokaljournalist, arbejdet som pressemedarbejder for FN i Mellemøsten, været lærer på den svenske journalisthøjskole og freelance skribent. Men lysten til at skrive langt, og en følelse af, at »tingene blev sandere, når jeg skrev fiktion«, fik ham til at afprøve forfatterfaget.

»Journalistik er i ordets bedste betydning endimensional. Det, man skriver, skal være klart og tydeligt. Forfatterens frembringelser skal netop være ambivalente. Åbne for fortolkninger,« siger Åke Edwardson.

Han debuterede sent - da han var en moden mand i begyndelsen af 40erne med kone og børn, bolig i Göteborg og sommerstuga i Småland og det betragter han som en fordel. Han havde først da de erfaringer, som han kunne skrive på.

At rejse med sig selv
»Der findes kun to erhverv, hvor man er ung og lovende, når man er 50: Forfatter og iceracing, som er speedway på is. I dén sport er der flere stjerner over 50.

Men alvorlig talt. Når man er forfatter, så er 50 år ikke ret meget. Hvis man er seriøs med det, man skriver, så rejser man jo i sit eget liv. Et forfatterskab er en rejse med sig selv, og bøgerne er kontrolstationer undervejs. Først da jeg var 40, havde jeg en modenhed, som jeg kunne skrive på,« siger Åke Edwardson.

Han har skrevet både krimier, fagbøger, dramatik, børne- og ungdomsromaner, som handler om hans egne oplevelser som barn.

Moralsk ansvar
»Dans med en engel« fra 1997 var hans første krimi i Winter-serien. Hvordan forklarer den nu erfarne krimiforfatter genrens succes?

»Det har med dramaturgien i krimien at gøre. Folk vil ganske enkelt have en almindelig fortælling med en begyndelse, en handling og en afslutning. At skrive kriminalromaner, som handler om forbrydelse og vold, indebærer, at man må tage et moralsk ansvar for det, man laver. Man må gøre sig klart, hvorfor man skriver om disse emner.

Og så må man føre en følelse af humanisme og empati ind i bøgerne. Gør man ikke det, bliver det koldt og kynisk underholdning, og det er ikke den slags bøger, jeg ønsker at skrive. Jeg vil gerne skrive spændende og underholdende bøger, men de skal også indeholdet noget mere,« siger Åke Edwardson.

Læsernes fascination af mord og kriminalitet skyldes, at krimigenren beskæftiger sig med moralske spørgsmål, siger forfatteren.

Går over grænsen
»Krimier har et eksistentielt perspektiv. De bøger, jeg skriver, handler om mennesker, der går over grænsen. Det er interessant i en tid, hvor alt bliver mere flydende. Mange mennesker har en fin de siécle følelse - at alt grundlæggende står over for at forandre sig. Men i krimiens enkle dramaturgi findes der faktisk nogen, som forsøger at bringe orden i kaos. Erik Vinter kan selv klare at leve i kaos, og det gør han ofte arbejdsmæssigt, men han forsøger at klare tingene op. Privat lever han ikke i kaos,« siger Åke Edwardson.

Han har ikke megen lyst til at blande sig den debat om krimien, som her i sommer har været ført i Sverige. Flere mandlige forfattere kritiserede nogle af de succesfulde kvindelige svenske krimiforfattere for at skrive for dårlige bøger.

»Jeg vil ved Gud ikke deltage i en diskussion, der handler om midaldrende, mandlige forfattere, der ikke tåler, at unge kvinder har succes med at skrive,« siger Åke Edwardson, der til gengæld godt vil sige noget uvenligt om boomet i antallet af krimiudgivelser.

»Desværre er der mange, som giver sig til at skrive krimier i den tro, at det er en let genre, og det ødelægge krimiens rygte. Alt det møjsommelige arbejde, der er gjort for at få krimien gjort til en anstændig genre, som man kan stille litterære krav til, er under pres. Nu har markedskræfterne fået lov til at hærge frit. Forlagene gør alt for at sælge krimier. Der er forfatterne, som vil optræde på en plakat, hvor vedkommende er fotograferet midt i en blodpøl og holder sin bog i hånden. Når man stiller op til sådan noget, så kan man lige så godt sige: Glem denne genre. Tag den ikke længere alvorlig. I Sverige har vi et slags klondyke. Man tror, at alle bøger er guld. Men pointen med Klondyke var jo, at da alle kom dertil, var der ikke mere guld,« siger Åke Edwardson.