Langelinies bedste attraktion

Lars Rix, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når familien København skal fordrive en søndag formiddag, er det for nogle populært med en gåtur langs Langelinie – gerne med start fra Nyhavn og så videre ud, hvor krydstogtskibene lægger til kaj efter Den Lille Havfrue. På denne rute er der masser at se på, om ikke andet er de mange turister på ruten en oplevelse værd i sig selv.

Men nu bliver der en attraktion mindre og det er desværre ikke den alt for dyre isbod og den mildest talt usmagelige, barmfagre og »falske« havfrue på Langelinje Kaj, der er tale om.

Nej, det handler om Afstøbningssamlingen i Vestindisk Pakhus tæt ved Amaliehaven, der nu lukker som følge af, at regeringens nedskæringer på kulturområdet har tvunget Statens Museum for Kunst, som Afstøbningssamlingen hører under, til at gennemføre en række besparelser.

Måske kender du ikke museet, for det gør ikke meget væsen af sig udefra, men når man kommer inden for, er det noget helt andet og meget imposant. Museet indeholder omkring 2.500 afstøbninger af statuer, buster og relieffer fra oldtiden og frem til renæssancen og er vurderet til at være blandt de tre bedste af sin art i verden.

Her samlet under ét tag, hvor man får et ganske unikt indblik i en væsentlig del af den europæiske kunsthistorie.

Det kan synes mystisk, at man her – på en af hovedstadens bedste adresser og med så markant en samling værker – ikke er i stand til at drive et museum af denne karakter. Måske er det fordi afstøbningerne ikke regnes for »rigtig« kunst? Muligvis, men uanset hvad kan man ikke undgå at blive bjergtaget, når man ser dem.

Siden 2002 har en lobbyforening kaldet »Foreningen Afstøbningssamlingens Venner« arbejdet for en bedre og permanent ordning for samlingen, men lige nu synes dette projekt længere væk end nogensinde.

Som et sidste opråb har foreningen i løbet af i år selv bekostet tre ekstraordinære åbninger, hvor alle interesserede ved selvsyn har kunnet opleve samlingen på de tre etager i Pakhuset, mens en række kunstnere og centrale skikkelser fra danske kunstinstitutioner har holdt foredrag om forskellige emner med afsæt i Afstøbningssamlingen.

Nu på søndag eftermiddag finder den sidste af disse åbninger sted. Herefter er det slut, og ingen ved, hvornår dette fantastiske sted atter bliver åbnet for offentligheden. Så hvis du alligevel er ude for at nyde søndagen i området, så slå et smut forbi Toldbodgade 40 og Støberisamlingen.

Måske får du aldrig muligheden igen.