Landsholdet lærer os om fællesskab og drømmenes betydning, men det er på et bagtæppe af pamperi

Kulturkommentar: Politiske og kommercielle interesser har taget sporten som gidsel. Spillet handler om magt og penge, mener Kresten Schultz-Jørgensen.

»Idrætten har idealerne, politikerne har musklerne, foreningerne har legitimiteten, Danmark har bolden. Skyd!« skriver Kresten Schultz-Jørgensen i denne klumme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er jo helt vildt, som politikerne nøler med den globale idræts pamperi og propagandamaskiner.

Hvad skal der egentlig til, kan man spørge, før nogen for alvor griber ind overfor IOC, UEFA og FIFA? Tilfældige diktaturstater får de store idrætsbegivenheder, sponsoraftaler styrer spillet, spillerne er statister og publikum kunder i butikken.

Sporten har ellers en helt særlig rolle i det demokratiske samfund, som det har været tilfældet siden antikken.

Sundhed og fairness er grundlæggede principper, der former millioner af børn og unge på træningsbaner og i foreninger, og som med eliteudøvernes præstationer er et fantastisk spejl på samfundet, når det er bedst.

I disse uger lærer det danske fodboldlandshold os således noget om fællesskabets og drømmenes betydning.

Men det er på et bagtæppe af pamperi, hvor politiske og kommercielle interesser har taget sporten som gidsel – og hvor idrættens valgte repræsentanter og de folkevalgte politikere tøver med at gøre det nødvendige. Spillet handler om magt og penge.

Kresten Schultz Jørgensen har i en årrække arbejdet med ledelse og strategisk kommunikation. I dag ejer han rådgivningsvirksomheden Oxymoron. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Placeringen af VM i fodbold i Qatar. Placeringen af næste års Vinter-OL i Beijing. Placeringen af det forrige VM i Brasilien. Og nå ja, tildelingen af et EM-værtskab til Aserbajdsjan, hvor Danmark på lørdag spiller kvartfinale.

Læg dertil de griske planer om en ny europæisk piratliga, der blev stoppet i sidste øjeblik – efter tilskuerprotester – fordi den ville have ødelagt mere end 100 års europæisk fodboldtradition, hvor klubberne ret demokratisk rykker op og ned uden skelen til deres økonomiske forretningsmodel.

For slet ikke at tale om de stadigt flere klubkampe, salget af rettigheder til store mediekoncerner (hele den franske liga til Amazon, eksempelvis) og det dødssyge VAR, der primært er drevet af de store klubbers ønske om at beskytte ejernes investeringer.

Tilsammen et lukket kredsløb af penge og magt, der på mange måder ligner det militærindustrielle kompleks, som i årtier bandt militær og rustningsindustri sammen i en uhellig alliance.

Det sportsindustrielle kompleks handler på samme måde om magt og penge. IOC, UEFA og FIFA er lukkede systemer, hvor skruppelløse sponsorer regerer på bagscenen.

Russiske Gazprom, kinesiske Hisense, Alipay og Vivo er alle blandt de allerstørste sponsorer, også ved det nuværende EM i fodbold.

Så hvad stiller man op? Første skridt er, at skiftende kulturministre og ordførere holder op med at se overraskede ud, hver eneste gang endnu et VM eller OL skal afholdes i et diktatur uden sportskultur. Come on, systemet er sygt.

Det næste skridt er – som for eksempel Uffe Elbæk, Play the Game og landstræner Kasper Hjulmand har anbefalet – at formulere en samlet dansk idrætsstrategi, der kan lægge pres på de internationale idrætsorganisationer.

Danmark har positionen til at gå forrest med afsæt i et foreningsdemokrati uden internationalt sidestykke. Og der vil netop nu blive lyttet ekstra til Danmark, efter DBUs og landstræner Hjulmands berettigede kritik af UEFA for den kyniske håndtering af danskernes kamp mod Finland.

Nok er nok. En fælles markering fra Danmark kræver medvirken fra både politikere og de centrale, folkelige idrætsorganisationer som DIF og DGI.

Idrætten har idealerne, politikerne har musklerne, foreningerne har legitimiteten, Danmark har bolden. Skyd!