Lana Del Reys smukke popsange svæver over horisonten på Sunset Boulevard

Sangerinden Lana Del Reys melankolske stenerpop lyder stadig som soundtracket til en David Lynch-film om 60ernes Hollywood. Men hendes sange om Californiens randeksistenser og den store roadmovie-agtige kærlighed kryber helt ind under huden på hendes stærkeste album.

Lana Del Ray ligner en Bond-pige fra 60erne og iscenesætter sig også sådan. For mens de fleste popstjerner forsøger at definere lyden af i morgen, søger Del Ray tilbage til 50ernes Hollywood og 60ernes americana med sin melankolske valiumspop. Fold sammen
Læs mere
Foto: JEWEL SAMAD

I foråret offentliggjorde Lana Del Rey en række digte fra den kommende digtsamling »Violet Bent Backwards Over the Grass« på sin Instagram-profil.

Udmeldingen kommer ikke som nogen overraskelse for fans af den tresserdyrkende popdarling, der siden sin debut i 2010 har balanceret på grænsen mellem popmusik og poesi med sørgmodige stenerhits som »Summertime Sadness« og geniale linjer som: My pussy tastes like Pepsi Cola/ my eyes are wide like cherry pies/ I got a taste for men who are older/ it’s always been like that/ it’s no surprise.

For Lana Del Rey er en musikalsk forførerske og gudsbenået storyteller, der er lige så inspireret af Nancy Sinatra som af David Lynch.

»Popkulturen er fyldt af hyldester til Californien, men den solbeskinnede stat har aldrig været smukkere og mere dragende end på 'Norman Fucking Rockwell!'«


Mens de fleste popstjerner forsøger at definere lyden af i morgen, søger Del Ray tilbage til 50ernes Hollywood og 60ernes americana med sin melankolske valiumspop. Og på sit sjette album har den 34-årige sangerinde skrevet nogle af sine stærkeste og mest ikoniske sange.

Road movie-agtig kærlighed

Titelnummerets beskrivelse af hendes forelskelse i en selvfed narcissist er et svirpende portræt af den slags mænd, der elsker at høre sig selv tale, hvad enten det er til kæresten, i P1 eller fra det ovale værelse i Det Hvide Hus: God damn, man-child/ You act like a kid even though you stand six foot two/ Self-loathing poet, resident moral, can you know it all?/ You talk to the walls when the party gets bored of you.

Albumtitlen er taget fra den amerikanske kunstner og maler Norman Rockwell, der igennem flere årtier lavede illustrationer af hverdagssituationer i USA. Han er mest kendt for værker som »Rosie The Riveter« og »The Problem We All Live In«. Fold sammen
Læs mere

Vi er stadig i det solbeskinnede Californien, hvor unge starletter drømmer om en karriere i Hollywood og den store, altoverskyggende kærlighed. Men selv om Lana Del Rey tegner konturerne af den store, road movie-agtige kærlighed på powernumre som »Venice Bitch«, »Fuck It I Love You« og »Love Song«, har hendes tekster fået et skarpere og til tider ligefrem samfundskritisk lag.

Som på den storladne »The greatest« (med småt), hvor hun først drømmer sig tilbage til 60ernes Californien og den bar, hvor Beach Boys plejede at komme og så trækker en linje til nutidens skovbrande i LA og den globale opvarmning: LA’s in flames, it’s getting hot / Kanye West is blond and gone / Life on Mars ain’t just a song / Oh, the lifestream’s almost on.

Neddæmpet mesterværk

»Norman Fucking Rockwell!« er ikke kun Lana Del Rays mest velproducerede album, det er også blandt årets bedste popalbum. Albummet er produceret af Jack Antonoff, der også har arbejdet sammen med Taylor Swift og Lorde, og de fleste numre er baseret på neddæmpede klaverarrangementer, dovent slæbende trommer og hist og her en guitar eller cello.

Men Del Rey behøver heller ikke andet til at få teksterne til at svæve stoisk mod horisonten på Sunset Boulevard. Med simple virkemidler og en samling popsange, der ved, hvad de vil, har Lana Del Rey skabt et hovedværk i sin karriere.

Popkulturen er fyldt af hyldester til Californien, men den solbeskinnede stat har aldrig været smukkere og mere dragende end på »Norman Fucking Rockwell!«.

Lana Del Rey
Norman Fucking Rockwell! (Universal)