LÆST OG PÅSKREVET - Kommentarer

Man er en hund efter at lære nyt. Men man vil ikke belæres. Den, der belærer os, vil have os til at tænke, se eller handle på en bestemt måde.

Ikke en dag går hen, uden at en eller anden, der præsenteres som forsker – en betegnelse, der virkelig er gået inflation i – belærer os om, hvordan vi skal leve. Ikke en dag går hen, uden at et eller andet institut belærer os om den rette moralske handlen eller om, hvordan vi bør forstå udviklingen.Og når alle disse som regel statsaflønnede belærere og statsfinansierede private interesseorganisationer fra godhedsindustrien tier, fylder propagandaen fra Sundhedsstyrelsen medie-rummet. Men den værste form for konstant belæring er dog den, der kommer fra de antiborgerlige kredse, der betragter sig selv som særlig fremskridtsvenlige, humane og internationale. Vi kalder dem almindeligvis for »de intellektuelle«, men det er en upræcis betegnelse, for der er masser af intellektuelle mennesker, som er yderst fornuftige, realistiske, afbalancerede. Vi finder dem i erhvervslivet, i de liberale erhverv, på forskellige naturvidenskabelige institutioner og mange andre steder.

DER VAR ENGANG, jeg kom til at høre et lille replikskifte på det sted, hvor vi opholder os her i julen, og som vi har overtaget efter min kones slægt. Det skete nede i køkkenet, hvor de to involverede, mor og datter, stod og kiggede ud over gårdspladsen og klitterne længere ude, under den vendsysselske himmel, som ingen, der oplever den, lades uberørt af. Min kone spurgte pludselig: »Er der noget, du er træt af, mor?«. »Ja«, svarede hendes mor med dybt eftertryk, »jeg er træt af at blive belært!« Ordene var ikke møntet på nogen situation dér i huset. Min svigermor var en kvinde, som jeg satte meget højt. Hun var et gennemkultiveret og livsengageret menneske, hun kom fra en embedsmandsfamilie, hendes morfar var præsten Morten Pontoppidan, hendes mormor datter af maleren Vilhelm Marstrand. Hun var født, opvokset og uddannet i Sønderjylland og var stærkt præget af den særlige danskhed, man finder i grænselandet, og som i hendes tilfælde forenede sig konfliktfrit med de to linier i hendes slægtsbaggrund: den grundtvigske kristendom og radikalismen.

HUN HAVDE AFSLUTTET SIN UDDANNELSE fra seminariet et par år efter krigen og havde siden virket som lærer i folkeskolen. Dengang var læreren højt respekteret i samfundet. Med 68ernes marxistiske kulturrevolution begyndte proletariseringen af lærerne. Samtidig kom vi ind i den accelererende belærings epoke, hvis tredje fase vi nu befinder os i. Erfarne lærere som min svigermor blev belært om, at deres metoder (der ikke desto mindre havde lært min generation af skolebørn så enormt meget) ikke duede, at deres insisteren på faglighed og fasthed var sort skole og halvfascistisk, at deres kaldsfølelse var et borgerligt selvbedrag, og at de i øvrigt med deres tro på høflighed, hygiejne og ordentlig påklædning var nogle latterlige julenisser, som ville gøre skolen en tjeneste ved at forsvinde hurtigst muligt.

I ET ESSAY, SOM SØREN KRARUP for nogle uger siden offentliggjorde i Jyllands-Postens kulturmagasin, fortalte han, at han i en diskussion med Gitte Seeberg om indvandringsproblematikken havde fremhævet danskernes førstefødselsret til landet, hvortil hun havde svaret, at den slags ikke sagde hende noget. Det blev belæringens anden fase. At vi ikke måtte mene, at der er forskel på at være gæst i landet og at have arvet det. Over hele verden kæmper menneskene for at forsvare retten til deres fædreland. Om nogle uger erklærer Kosovo-albanerne Kosovo for selvstændigt, det går ud over Kosovo-serberne og andre minoriteter, men det er åbenbart helt i orden. Palæstinensernes krav om et selvstændigt land finder helhjertet støtte hos den venstrefløj, der belærer os om, at nationalstaten er håbløst forældet, og at vi, der har rod i dette land, ikke har større ret til det end folk, som lige er landet i Kastrup. Og hermed er vi inde i belæringens tredje fase, der forklarer os, at multikulturalismen ikke blot er det eneste rigtige, den er også det eneste mulige, og hvis vi absolut vil dyrke forskellige nationale, vestlige og kristelige kuriositeter, da har vi værsgo at gå stille med dørene, så vi ikke generer muslimerne. Hvis jeg skal have et ønske for det nye år, så er det, at flere og flere vil melde fra over for dem, der har så travlt med at belære os, og som har to karakteristika til fælles. For det første, at de i det store og hele lønnes af de danskere, som de har så travlt med at nedgøre. For det andet, at hver gang det viser sig, at de har taget fejl, er de vips væk. På vej mod et nyt evangelium. Ansvaret tager de aldrig.