Læst og påskrevet

At det overhovedet kan blive et offentligt tema, om der i kampens hede bliver sagt perker eller perle til en person, der ulovligt nægter at følge politiets henstilling, vidner om det massive hykleri, der gennemsyrer dansk debat.

Hvis et menneske fra et af de større lande gennem et længere tidsrum iagttog den danske debat, måtte personen uundgåeligt komme til den konklusion, at danskerne lider af alvorlige mentale forstyrrelser. Det var også den i sin tid meget elskede og i disse år helt glemte forfatter Leif Panduros hypotese. Med sine TV-spil lagde han gaderne øde. Hvem skal nu fortælle os, hvem vi er, spurgte mennesker hinanden, da han pludselig døde, kun 53 år gammel.

Det hævdes, at folk kan huske, hvor de var – forudsat at de var født, naturligvis – da John F. Kennedy blev skudt. Det skal nok passe. Jeg var 19 år og husker det, som var det i går. Og om søndagen gik jeg i kirke. Andre havde følt samme trang til at være i et fællesskab og høre nogle ord. Pastor Steffensens Hyltebjerg Kirke i Vanløse var proppet til våbenhuset, som var det juleaftensdag. Uden for kirken hang klokken i sin klokkestabel. Her med hænderne fattet om klokketovet blev vor gode nabo, barber Larsen, engang fundet, halvt dinglende, halvt standhaftigt stående. Forfærdede tililende, der var blevet vækket ved, at kirkeklokken i den dybe nat pludselig gjaldede ud over sognet – hvilket normalt (om jeg så må sige) skulle tolkes som signal for, at atomkrigen var brudt ud – måtte konstatere, at barber Larsen, som også bestred embedet som klokker, befandt sig i svært beruset tilstand, dvs. klokkehamrende hønefuld.

Det var andre tider. Der var ikke så meget moralsk hykleri. Menneskenes flertal morede sig over episoden. Kun barber Larsens hustru var ubønhørlig. Barber Larsen var en lille, meget tynd mand, en halv Obama, og hans velvoksne kone slog en proper næve, rettere sagt: bøjle. For det var en bøjle, hun brugte, når hun pryglede sin mand, hvilket ikke sjældent skete, idet han var en mand, der næsten altid var i godt humør, og sådant har altid virket særlig provokerende på mere dystre gemytter. Æret være barber Larsens minde. Men har de, der gerne ser folkekirken reduceret til betydningsløshed og vores sprog reduceret til almuemål, mon overvejet, hvad der vil ske, hvis vi ikke længere har et sted, hvor vi kan mødes, når alvorlige begivenheder skærper trangen til fællesskab og ord, der stikker dybere og rækker højere?

De normale er de tossede. Og de tossede er de normale. Det var i en væsentlig fase af Leif Pan­duros forfatterskab et grundtema. Jeg har aldrig delt det synspunkt, men det var motoren i hans TV-spil, der blev til gribende folkelig kunst af høj æstetisk kvalitet. Her nåede dansk TV en originalitet, der ikke er blevet bygget videre på, men som er gået fuldstændig tabt. Ligesom den kritiske sans hos dem, anmelderne, hvis eneste egentlige opgave er som guldsmeden at vurdere karaten af det, de ser. Når der jubles over DR TVs elendige serier, bare fordi de er danske, så er en målestok gået tabt. Forleden åbnede jeg for et afsnit af »Livvagterne«. Man har jo en pligt til at følge en smule med i, hvad der optager mennesker og medier. Det var en pinefuld oplevelse. Jeg måtte lukke efter tyve minutter. Det var så skingrende falsk, uoriginalt, opgearet kedsommelighed, kalkeret over en skabelon, der bruges alle vegne i den internationale, kønsløse masseproduktion af episode-serier. Og tilsat en knivspids dansk lokalkolorit, dvs. en portion flæbagtig politisk korrekthed.

Vores udenlandske iagttager af den danske debat, der nåede til den konklusion, at danskerne måtte lide af mentale forstyrrelser, ville på det sidste have hæftet sig ved, at debatten for øjeblikket væsentligst drejer sig om, hvorvidt en politibetjent tiltalte en person, der ved en demonstration ikke ville flytte sig, med navneordet »perker« eller navneordet »perle«. Mange har været inddraget i striden, professorer, politikere, myndighedspersoner. Vores udenlandske iagttager vil være af den set med danske øjne bizarre opfattelse, at disse personer i betydningsfulde stillinger havde vigtigere ting at tage sig til end at bruge tid på et ligegyldigt klagemål fra en person, der bryder loven ved ikke at efterkomme politiets henstilling.

Man kan efter min mening slet ikke fortænke vores udenlandske iagttager i at have denne vurdering, og det er forståeligt – han er jo udlænding – at han ikke kan se, at der slet ikke er tale om mental forstyrrelse, men noget meget værre, nemlig et massivt hykleri. Ingen mennesker med virkelighedssans kan se, at der foreligger et problem. Det må være en pine for et realistisk menneske som politidirektør Hanne Bech Hansen at tvinge ansigtet i alvorlige folder, når hun på TV skal forsvare sine medarbejdere mod den latterlige anklage. Som den offentlige stemning er i Danmark kan hun ikke afvise vrøvlet. Hun må hykle. Ligesom DR-generaldirektøren og politikere i alle farver hykler, når de fremhæver DR TVs epigon-serier som en vigtig faktor i dansk kultur og en styrkelse af nationens sammenhængskraft.