Læst og påskrevet

Kommentar Hvis der bliver ballade, så er vi dem, der er gået, formanede formanden for Politiforbundet, Peter Ibsen, sine kolleger, inden de – hundrede i tallet – sluttede sig til demonstrationen på Christiansborg Slotsplads i tirsdags. Ballade blev der. Men politifolkene gik ikke …

Reaktionerne på pøbelchikanen af formanden for Dansk Folkeparti har været bemærkelsesværdigt afdæmpede. Har der overhovedet været nogle? Der var andre medlemmer af Folketinget, som ligeledes aflagde demonstrationen et besøg. Helle Thorning-Schmidt benyttede lejligheden til at promenere sin efterårskollektion, uden at der blev krummet et hår på hendes hoved. Men Pia Kjærsgaard kunne altså ikke få lov at være der. Over de senere år er der etableret en ganske særlig tradition. Den lyder, at når Pia Kjærsgaard går ud et sted, hvor hun kan risikere at møde mennesker, der ikke kan lide hendes politiske synspunkter, så er hun selv ude om det, hvis hun bliver chikaneret. Der har etableret sig en alternativ moral, en lex Pia. Den medfører, at hvis Pia Kjærsgaard bliver generet, så reagerer den etablerede offentlighed allerhøjst med et skuldertræk og en note. Hvis Helle Thorning-Schmidt eller Villy Søvndal blev chikaneret ved en demonstration, ville landet, dvs. presse og politikere, reagere, som om de sidste tider var nær.

Som sagt var politifolkene alligevel ikke dem, der var gået, da Pia Kjærsgaard blev chikaneret, og de er naturligvis lovlig undskyldt, for de har antagelig befundet sig et andet sted i mængden. Men hvis nogle af dem havde stået lige ved siden af folketingsmedlemmet, hvad ville de så have gjort? Uanset at de demonstrerede som privatpersoner, ville det være deres selvfølgelige pligt at gribe ind. Hvorefter de pludselig optrådte i en anden funktion. Kan vi lære noget af dette eksempel? Vi kan lære, at politifolk ikke gør klogt i at deltage i store uoverskuelige demonstrationer, hvor alt kan ske, og hvis egentlige formål er diffust.

Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal er nu røget i hårene på hinanden om, hvorvidt der var medlemmer af SFs ungdomsafdeling med i banden på slotspladsen. Pia Kjærsgaard påstod det fra Folketingets talerstol, og når jeg underkaster TV-billederne en nøje granskning, forstår jeg udmærket, hvorfor hun mente det. Men hun kan ikke vide det, og Villy Søvndal kan meget vel have ret, når han afviste det. Skønt han vel heller ikke kunne vide det. Hvem der viser sig at have ret, er ærligt talt ligegyldigt. Pia Kjærsgaard har under alle omstændigheder fat i den lange ende, når hun undrer sig over, at Villy Søvndal ikke først og fremmest tog afstand fra selve handlingen.

Men jeg undrer mig mere over noget andet. Jeg undrer mig over vores flegmatiske holdning til overfald på folkevalgte politikere. At bruge vold mod en folkevalgt politiker – uanset hvad vedkommende mener – er at bruge vold mod demokratiet, og det er en grov forbrydelse. Ingen slog eller truede Pia Kjærsgaard. Men når en politiker bliver presset væk fra et sted, hvor man har lov til at være, så er det at betragte som vold. Jeg synes, at vi har en oplagt politisag. Det skulle være ret enkelt for politiet at finde i hvert fald en del af de skyldige via billederne. Jeg tilhører ikke ubetinget justitsminister Lene Espersens fanskare, når hun konsekvent svarer på ethvert problem med mere fængsel, men jeg mener, at man bør se på disse antidemokratiske handlinger med meget stor alvor.

Nogle anonyme personer fra Enhedslisten har »taget ansvaret« for chikanen mod Pia Kjærsgaard. Hvis vi nu lægger til, at overfaldet på statsministeren i sin tid heller ikke kunne have ladet sig gøre uden Enhedslistens medvirken, så tegner det til, at Enhedslisten styrer mod et sammenstød med Grundlovens paragraf 78, stk. 2: »Foreninger, der virker ved eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom«. Det ville selvfølgelig være synd for Frank Aaen og kompagni, og det går næppe så galt, men det er nu vigtigt at erindre sig, at i det danske politiske landskab finder vi voldelig adfærd udelukkende blandt elementer, der definerer sig som tilhørende venstrefløjen, mens der slet ikke eksisterer en tilsvarende højrefløj. For ingen, der vil tages alvorligt, kan vel mene, at den netop løsladte Johnny Hansen og hans fritidsklub af mavesvære og derfor gangbesværede nazister, repræsenterer en trussel mod andre end sig selv, og anden aktiv højrefløj findes ikke andre steder i Danmark end i hovederne på de sidste rester af det kulturradikale establishment, der imidlertid er nødt til at dæmonisere Pia Kjærsgaard, Søren Krarup, Jesper Langballe og mange flere respektable mennesker for at få deres forældede verdensbillede til at passe.