Læst og påskrevet

I snart to måneder har den politiske opposition stærkt hjulpet af Danmarks Radio chikaneret offentligheden ved at drive rovdrift på nogle grundløse beskyldninger fremsat i Christoffer Guldbrandsens film »Den hemmelige krig«. Det er på tide at stoppe.

Filmen er lanceret som en dokumentarfilm. En efterhånden tvivlsom betegnelse. En dokumentarfilm skulle vel dokumentere en tilstand, et forløb, søge en sandhed. Guldbrandsens film søger ikke en sandhed. Den søger en sensation, og den bruger alle filmiske virkemidler i sit forsøg på at overtale seeren, publikum, til at tro på, at der virkelig er sådan en sensation, nemlig at danske soldater i Afghanistan har udleveret fanger til tortur, og statsministeren og forsvarsministeren har vildledt Folketinget og bør stilles for en rigsret. Hvis filmen havde en sag, skulle den på en journalistisk saglig måde kunne sandsynliggøre, at danske soldater med overlæg udleverede fanger til mishandling eller tidsubegrænset tilbageholdelse, og at den danske regering var vidende om dette. Det kan filmen ikke. Efter filmens premiere skrev jeg her, at dens journalistiske grundprincip var mistænkeliggørelsen. Siden er den vurdering kun blevet bekræftet og bekræftet igen. Det er påvist, at filmen manipulerer med vidneudsagn. Det er påvist, at DR har manipuleret med forsvarsministerens udtalelser. Diskussionen handler nu om, hvorvidt enkelte danske soldater i givne perioder har båret synlige nationalitetsmærker. Vi er så langt ude i det latterlige, som man overhovedet kan komme, og hvis det ikke var, fordi den politiske opposition konstant søger med lys og lygte efter et eller andet, der kan mistænkeliggøre regeringen, så var denne film død for længst.

Om hele forløbet foreligger der en meget grundig 24 sider lang redegørelse, som enhver kan gå ind og læse på Forsvarsministeriets hjemmeside. Denne redegørelse tager også stilling til og afviser hver enkelt af de påstande, der fremsættes i filmen. Lykketoft, Søvndal, den ivrige Ammizbøll, og hvad de ellers hedder, er af grunde, de undgår at afsløre, ikke tilfredse med denne redegørelse. De vil have en såkaldt uvildig undersøgelse. Jeg kan kun anbefale enhver interesseret at læse regeringens redegørelse og derefter stille sig spørgsmålet: Hvad skulle en uvildig undersøgelse kunne få frem, som denne redegørelse ikke har? Det er umuligt at forestille sig. I Afghanistan sætter danske soldater og vores allierede dagligt livet på spil. Der er en militær, en politisk og en human opgave, der skal løses. Der er mennesker, der skal hjælpes til en bedre fremtid. Der er en terrorisme, et dystert og grusomt mørke, der skal bekæmpes. Og hvad bruger Thorning-Schmidt, Lykketoft, Søvndal, Aaen tiden på? Ivrigt hjulpet af Danmarks Radio? At skamride nogle fuldstændig ligegyldige små begivenheder, der fandt sted for nu fem år siden! Hvad vil de opnå med deres uvildige undersøgelse - andet end at gøre dette land til grin.

Med henvisning til dette mere og mere absurde forløb erklærede statsministeren så i denne uge, at det måske ville være på sin plads at undersøge, hvordan Danmarks Radio egentlig håndterer de informationer, de får, og hvordan de viderebringer dem. Fogh har ret i, at »Danmarks Radio har et meget stort troværdighedsproblem i hele den her sag«, og det er han i sin gode ret til at pege på, uanset om han er pressens minister. Men straks rejste der sig et ramaskrig fra oppositionen. Fogh går langt over stregen, lød det fra socialdemokrater og radikale, uhørt forsøg på pres, hvæsede den evige Søvndal, og det lykkedes også at aktivere en af de sædvanlige professorer, denne gang medieforskeren Ib Poulsen fra RUC, og hans udtalelse ville jeg gerne, hvis jeg havde plads, publicere i sin helhed, for den siger langt mere om ham end om sagen. Poulsen sagde bl.a.: »Det er yderst beklageligt, at en statsminister går ud og truer et medie og i praksis indskrænker ytringsfriheden (...). Det begynder at nærme sig tilstande i diktaturlande og islamiske stater, hvor regeringen sidder tungt på medierne.« Ja, det sagde professoren. Han bør nu være så god at fortælle mig og andre interesserede, hvordan en statsminister i Danmark kan true Danmarks Radios ytringsfrihed ved at benytte sin egen. Fogh har ikke mere magt over DR, end Ib Poulsen og jeg har, og selv om der kan samles et politisk flertal for sådan en undersøgelse, vil Fogh være klog nok til ikke at benytte det, og DR vel stærk nok til ikke at lade sig kue. Jeg kan godt forstå, at Fogh er kommet med dette udbrud. Kombinationen af DR og oppositionen er ikke smuk, er ikke oplysning, ikke afdækning af fakta, ikke regulær politik, men ren og skær chikane. På et eller andet tidspunkt må dette vanvid høre op.