Læst og påskrevet

Vi forventer, at de kunstnere og intellektuelle, der ønsker at have indflydelse på den kulturelle og politiske udvikling, kan tale med den vægt, der kommer af, at man har gjort sig umage for at søge indsigt. Den filmaktuelle Erik Clausen er et typisk eksempel på, at forventningen ikke indfries.

I et interview her i avisen, torsdag, erklærer Erik Clausen - som jeg i øvrigt mægtig godt kan lide, hvem kan ikke det? - at han aldrig er blevet voksen og føler sig som en glad dreng, når han vågner om morgenen. Og det kan man jo kun ønske ham til lykke med. Det er blot mærkeligt, at en glad dreng taler som en ældgammel kommunist, en politisk forstening fra 1970erne. I et andet interview, tirsdag, også her i avisen - Clausen har altid haft det vældig godt med pressen, lige præcis når han skal lancere en ny film - udfolder han hele sit politiske og historiske verdensbillede. I forbindelse med Muhammed-tegningerne erklærer han med en typisk ortodoks og paranoid venstrefløjsformulering, at kulturredaktør Flemming Rose fra Jyllands-Posten er en konspiratorisk højreorienteret. Det er uforfalsket vås. Rose er en erfaren journalist og begavet intellektuel, der hvad analytisk evne samt historisk og politisk indsigt angår, rager himmelhøjt op over Clausen og i øvrigt langt de fleste danske kunstnere. Det »konspiratoriske« hos Rose består simpelthen i, at han er liberal af observans.

Igennem mange år har stemningen i det kunstnerisk-intellektuelle Danmark og i visse dele af uddannelsessektoren været sådan, at mennesker, der havde en anden forståelse af samfundet end den robotprægede venstreorienterede, blev betragtet som kriminelle og ikke kun som kriminelle, men også som særlig onde og afstumpede eksemplarer af menneskeracen. Det er egentlig ganske interessant, at Erik Clausen, der oplever sig selv som en uafhængig figur, en outsider, repeterer disse konforme venstrefløjssynspunkter som en mekanisk dukke og gør det både i sine film - som aldrig har mistet amatørismens friskhed og dilettantens charme - og når han selv udtaler sig. Clausen vil gerne se sig selv som anarkist. Der er ikke noget anarkistisk ved ham. Derimod en hel del småborgerlighed. Han er småborgerlig og anti-småborgerlig påén gang. Selv tror han, at han er anti-borgerlig. Det skyldes, at han deler den konforme venstrefløjs primitive forståelse af borgerligheden, som de forveksler med småborgerlighed. Borgerlighed er fordomsfrihed, generøsitet, frisind, individualisme og modet til at bruge sin forstand, at gøre sig umage. Småborgerlighed er bornerthed, indre uniformering og angst for selvstændig tænkning.

I tirsdags-interviewet, der så at sige udgør den politiske del af hele Jesper Eisings samtale med Clausen, siger han mod Muhammed-initiativet, at humoren har sin begrænsning. Det ville jeg nu være forsigtig med at mene, hvis jeg var ham. Det var - i hvert fald i teorien - jo muligt, at nogen en dag ville sætte grænsen ved Clausens egen humor. Men som belæg for sin påstand erklærer han, at det var de satiriske tegninger af jøder i 1920rne og 30rne, der gjorde Holocaust mulig: »Jeg plejer at sige, at det starter med en jødevittighed og ender med et gaskammer.« En meget smart formulering, virkelig bodega-egnet. Den viser, at Clausen intet som helst ved om antisemitismens udvikling og systematiseringen af jødeforfølgelsen i Tyskland. Det startede absolut ikke med en jødevittighed. En lignende selvtilfreds uvidenhed lufter han, når han fastslår: »Der var en idiot i Sarajevo, som skød en anden idiot, og så startede Første Verdenskrig.« Det er muligt, at morderen, den 19-årige Gavrilo Princip, medlem af en serbisk terrorgruppe, var idiot, men den østrigske tronfølger Frans Ferdinand og hans højt elskede Sophie - begge blev dræbt - var nu ikke særlig idiotiske. Netop Frans Ferdinand var én af de få i Østrig-Ungarns ledelse, der arbejdede hårdt for at fastholde freden og pacificere høgene, som ønskede at starte en erobringskrig mod Serbien.

Hvis nu de synspunkter, Erik Clausen lufter, bare var selvopfindelser, så kunne man trække på skuldrene og tænke: ja, manden er jo noget enfoldig, men han er nu en sød fyr med hjertet på rette sted. Sagen er imidlertid, at Clausens synspunkter slet ikke er hans egne, de er ikke frugter af en selvstændig søgen efter viden om, hvordan tingene hænger sammen. De er dele af et helt klichéapparat, et sæt af almueagtige forklaringsmodeller, der er udviklet og plejet på den danske kunstnerisk-intellektuelle venstrefløj igennem årtier. Vi forventer med rette, at de kunstnere og intellektuelle, der ønsker indflydelse på den kulturelle og politiske udvikling, har gjort sig umage, at deres synspunkter bygger på en omfattende indsigt og selvstændig tankevirksomhed. Forventningen imødekommes sjældent. Det er for nemt for debatterende kunstnere og intellektuelle at fåørenlyd og spalteplads her i landet. Vi stiller for få krav, og netop dermed er vi selv medskyldige i, at landet åndeligt set er meget mindre, end det kunne være.