Læst og påskrevet

Forløbet omkring henrettelsen af Saddam Hussein er en brik i et mønster, der viser, at de seriøse modstandere af invasionen i Irak har fået ret i deres forudsigelser. Men havde tilhængerne af krigen så uret?

I dag for en uge siden blev verden vidne til »the ugly death of Saddam Hussein«. Sådan karakteriserede New York Times i sin leder den 4. januar henrettelsesforløbet. Og det er svært at være uenig i. Ligesom i lederens fortsættelse: »Saddam Hussein fortjener ingens medlidenhed. Men enhver, der har set mobiltelefons-optagelsen af hans hængning, kan bevidne, at hans henrettelse havde meget lidt med lidenskabsløs statsadministreret retfærdighed at gøre. Det virkede som om den dømte diktator fra at have været i amerikansk militærs varetægt var blevet udleveret til en shia-muslimsk lynchnings-bande.« Forløbet kan vi, så vidt vides, takke den irakiske premierminister Nuri Kamal al-Maliki for, og det viser, som også New York Times peger på, at USA og dets partnere, altså også Danmark, arbejder sammen med en mand, der åbenbart hverken har evne eller vilje til at skabe den nationale samlingsregering, der er en forudsætning for, at vi kan komme ud af Irak på en værdig måde.

En virkelig Mellemøsten-kender som Herbert Pundik, seniorkorrespondent på Politiken, skrev før invasionen i Irak, at demokratiseringsprojektet var umuligt, at det ville ende med borgerkrig, at Saddams fald ville gøre situationen i Mellemøsten endnu mere ustabil, og at Saddams regime i øvrigt ikke udgjorde nogen trussel af betydning. Pundik har i ét og alt fået ret, og de, der som jeg var tilhængere af præsident Bush's linie mod Saddam og det danske engagement i operationen, har åbenbart fejlbedømt situationen fuldstændig. Det kan man i hvert fald sige mod os. Når kritikken vel at mærke kommer fra seriøse mennesker, hvortil jeg ikke regner dem, der pr. automatik er imod enhver brug af militære magtmidler, imod alt, hvad USA foretager sig og står i spidsen for, og hvis politiske holdning implicerer en forbavsende tolerance over for mellemøstligt despoti og islamisk fundamentalisme. Men den seriøse kritik, man kan rette mod os tilhængere af den amerikanske linie, forekommer mig trods alt ikke helt rimelig. Jeg mener fortsat ikke, der i marts 2003 var andet at gøre end at gå i krig mod Saddam. Våbeninspektionen var en komedie. Embargoen kunne ikke fortsætte, den havde allerede kostet hundredetusinder af irakiske børn livet. Og man kunne hverken opretholde troppeopmarchen ved Iraks grænser eller trække tropperne tilbage.

Havde man opgivet embargoen og trukket tropperne tilbage, havde man i realiteten givet den uberegnelige Saddam en stor sejr og dermed et fripas. Vi bør ikke glemme, at den mand havde vist sig at være i stand til hvad som helst. Og det er nok muligt, at han ikke havde masseødelæggelsesvåben, men han havde haft dem, og han havde brugt dem - »Det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved,« som statsminister Fogh Rasmussen sagde i Folketinget. Nogle sætninger, der af demagoger som Villy Søvndal hyppigt er blevet revet ud af deres sammenhæng og misbrugt. Og Saddam ville ubesværet kunne få masseødelæggelsesvåben igen. Det er ikke krigen mod Saddam, der var en fejltagelse. Det er måden, den er blevet gennemført på. Hvad det sidste angår, må man tage sig til hovedet. Man lærer nok aldrig helt at forstå, at kompetente, højtstående organer med de bedste hjerner til rådighed og ressourcer til at tilvejebringe de mest solide beslutningsfundamenter kan handle som de største amatører. Fra de to verdensomspændende krige i det 20. århundrede ved vi, at nok kan generaler begå skæbnesvangre fejltagelser, men de beslutninger, der virkelig koster menneskeliv og i visse tilfælde skaber problemer i stedet for at løse dem, kommer fra politikerne og deres civile rådgivere.

En anden ting er, at vi aldrig burde have accepteret, at Irak indførte dødsstraffen igen. Det er imod alt, hvad vores kultur bør stå for. Demokratiske nationer bruger ikke forbryderens metoder mod forbryderen. Det virkelige problem her er, at netop på dette punkt har USA isoleret sig fra de civiliserede nationers kreds. Siden 1976, da Højesteret ophævede det moratorium for dødsstraffens anvendelse, som Højesteret havde statueret nogle år tidligere, er 1.057 mennesker blevet henrettet i USA. Sidste år blev der henrettet 53 mennesker, de fleste i præsident Bush's hjemstat, Texas, men dødsstraffen er en mulighed i 38 stater. Det er vanskeligt at acceptere, at det USA, man sætter så stor pris på og regner som en bror i flokken, også rummer denne statsautoriserede råhed. Bush kaldte henrettelsen af Saddam for »en milepæl på vejen til demokrati«. Det franske dagblad Le Monde kommenterede hans udtalelse således: »Det er én definition på demokrati. Men det er ikke vores«. Jeg er helt enig med Le Monde.