Læst og påskrevet

Valget til Europa-Parlamentet minder om dengang, da Grækenland fejrede demokratiets 2.500-års fødselsdag. Folket deltog slet ikke. Europa-Parlamentet er rigtigt tænkt, men det fungerer ikke. Afskaf det.

Åh, disse minder. Ved tanken om, at vi i morgen otte dage har muligheden for at være med til at bestemme, hvilke ukendte landsmænd der skal sendes til forgyldning (nettoindtægt: op til 105.000 kr. om måneden) i Strasbourg og Bruxelles, vælder minderne frem. Det var engang i 1990erne. Den konservative græske regering havde besluttet, at den ville fejre 2.500-året for demokratiets fødsel og inviterede i den anledning 100 politikere og 150 journalister fra hele verden. Alle 250 gæster blev indlogeret i overdådige suiter på en smuk halvø uden for Athen, hvor den græske stat har indrettet et fra omverdenen fuldstændig isoleret og skarpt bevogtet jordisk paradis med fremragende – gratis – restauranter. Festen kulminerede med en aften på Pnyx-højen lige over for Akropolis. Her sad vi få udvalgte sammen med de øverste repræsentanter for hæren, kirken, videnskaben og finansverdenen og fejrede demokratiets fødselsdag med smukke ord om folkets deltagelse. Omkring Pnyx-højen, i en radius på 1,5 km, havde politiet lagt en uigennembrydelig ring. Gaderne var renset for mennesker. Folket fik lov at se med på TV. Således fejrede man demokratiets fødselsdag i Grækenland. Således er det også med valget til EU-Parlamentet. Bortset fra at folk frivilligt bliver væk.

Jeg har altid ment, at EU er Europas eneste chance i en verden, hvor Europa op igennem det 20. århundrede, selvforskyldt, har mistet mere og mere indflydelse og kan se frem til en fremtid som velfærdsmuseum, en slags beskyttet værksted, hvis ikke vi står sammen om at forsvare vores værdier, genopfinde pligtbegrebet og den siden 1968 så forkætrede protestantiske arbejdsetik. I EU-konstruktionen virker Parlamentet rigtigt tænkt. Dets hovedopgaver er jo at være en direkte folkeligt valgt deltager i EUs lovgivningsproces, at vedtage og have indflydelse på EUs budget, og at kontrollere den af regeringerne udpegede Kommission. Og hvis Lissabon-traktaten vedtages, vil det omsider opnå fuld status som et rigtigt parlament med beføjelse til at fremsætte lovforslag.

Det lyder vældig godt. I teorien. Men i virkeligheden er ideen om Europa-Parlamentet en reminiscens fra dengang, da visionen om EU var Europas Forenede Stater. I dag, da de fleste kan se, at det realistiske ikke er en føderation, men en konføderation, et fædrelandenes Europa, er Europa-Parlamentet en skadelig gevækst. Det har ikke formindsket, men forøget EUs demokratiske underskud. Befolkningerne ved det. Mens eurokraterne, politikerne, lederskribenterne dag efter dag formaner os til at stemme og konstant minder os om, at Parlamentet har større og større indflydelse, bliver vælgerne mere og mere ligeglade. Europaparlamentarikerne giver medierne skylden, men kendsgerningen er, at medierne, først og fremmest de tre store betalingsaviser Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten gør langt mere end deres pligt med dette umulige stof, som interesserer de færreste.

Det er nu syvende gang, vi stemmer. Der er gået tredive år siden første parlamentsvalg. Eksperter og iagttagere spåede i sin tid, at efterhånden som befolkningerne vænnede sig til at se EU som det politiske tyngdepunkt, ville valgdeltagelsen stige. Det modsatte er sket. Valgdeltagelsen i Danmark var sidste gang 47,9 procent – mens over 86 procent stemte ved folketingsvalget. Og danskerne er blandt de flinkeste EU-vælgere. EU-gennemsnittet var 45,7. Og alt tyder på, at det bliver meget lavere denne gang. I eksempelvis Tyskland, Frankrig og Holland stemte henholdsvis 65, 60 og 58 procent i 1979, men i 2004 stemte kun 43, 42 og 39 procent. I nogle af de nye østeuropæiske medlemsstater kan valgdeltagelsen meget vel komme under 20 procent! Kendsgerningen er, at Europa-Parlamentet mangler folkelig opbakning, og det bliver værre og værre. I virkeligheden er der kun ét passende svar: at afskaffe dette parlament og give hele indflydelsen tilbage til Ministerrådet og tydeliggøre Kommissionens rolle som Ministerrådets embedsapparat, hvilket betyder, at man også kan afskaffe de politisk udpegede EU-kommissærer.

Fordelene er indlysende: Man skærer fedtlag bort, man flytter debatten forud for lovvedtagelser tilbage til de lokale parlamenter og modvirker derved den politiske degeneration, vi er vidne til på eksempelvis Christiansborg, hvor småting optager sindene, fordi politikerne ingen indflydelse har på de væsentlige 70-80 procent af lovgivningen. Videre bliver man fri for 736 emsige parlamentsmedlemmer, der vil forøge det i forvejen svulmende EU-lovbureaukrati med endnu flere nidkære regler, normer og ensretningsbestemmelser. Og endelig en sidste fordel, som slet ikke er at foragte: Vi slipper for disse cirkusforestillinger hvert femte år, hvor i det store og hele ligegyldige, men økonomisk ærgerrige politikere truer og bønfalder os til at gå ud og stemme på noget, de færreste kan se meningen med.