Læst og påskrevet

Der er ganske mange, der har taget grundigt fejl af Sarah Palin og i deres kritik af den republikanske præsidentkandidat John McCains dømmekraft, da han udpegede hende som sin kandidat til posten som vicepræsident.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af dem, der tog fejl, var Deres ærbødige. Da nyheden kom om, at han havde udpeget hende, løb – det indrømmer jeg åbent og ærligt, hvor besynderligt det end lyder – replikskiftet mellem kongen og hans mesterskytte Ejnar Tambeskiælver fra sagaberetningen om Olav Tryggvason i slaget ved Svold i år 1000 igennem mit hoved. Der lyder et smæld, da strengen på Ejnars bue rammes af en dansk pil, og kongen spørger: »Hvad var det, der brast?« – Ejnar: »Norges rige af din hånd, herre konge«. John McCains udnævnelse af Sarah Palin forekom så hasarderet, at man med det samme tænkte: Nu har manden tabt. Af to hovedgrunde. For det første, fordi hun med sin spinkle politiske erfaring fra den yderste provins ville få mange potentielle McCain-vælgere til at flygte, idet de ville nægte at betragte hende som en seriøs vicepræsident, der jo altid kun er ét hjerteslag fra at blive USAs præsident og dermed leder af den frie verden. For det andet, fordi hendes dybt konservative synspunkter kombineret med den kulørte familiebaggrund og beskyldningerne for magtfordrejning i embedet som Alaskas guvernør ville jage mange vælgere væk, også blandt de meget konservative, som hendes kandidatur ellers skulle berolige.

Sådan vurderede, så vidt jeg kan se, de danske USA-korrespondenter og de amerikanske kommentatorer, der er en hovedkilde til vores tolkning af den politiske stemning i USA. Men længe leve CNN, der til daglig med sine uendelige gentagelser, sin evighed af egenreklame og sit råbende stemmeleje kan være en lidelse at se i mere end ti minutter, men er en gave af direkte information, når det virkelig gælder. Selv om især Berlingske Tidende og TV 2 med Allan Silberbrandt har USA-korrespondenter på meget højt niveau, er det opklarende at opleve visse nøglebegivenheder uden filter. Torsdag morgen sendte CNN direkte hele Sarah Palins tale på det republikanske partikonvent, og da gik det op for én, hvor genialt et greb – rent valgtaktisk og måske mere end det – John McCain foretog, da han traf sin hurtige beslutning om at vælge hende. Hvad kan vi i dansk presse lære af dette forløb? At interessere os mindre for, hvad de amerikanske kommentatorer mener i det lukkede mediekredsløb, og mere for, hvad der tænkes og føles ude i den brogede amerikanske befolkning.

Mange mente, at Barack Obama i sin tale på det demokratiske konvent leverede de konkrete budskaber, man har savnet under hans oratoriske luftnumre, og det er til en vis grad rigtigt. Bortset fra, at der ikke var meget »change«, forandring, i dem, ikke meget af det, han med sin messianske facon har forjættet sine tilhørere, der alt for nemt har ladet sig begejstre. Obama bød på traditionel demokratisk politik. Det kan næppe være anderledes, og for den europæiske vanetænker er det sympatisk politik. Kun i energi- og miljøpolitikken bød Obama på egentlig nyt, og der var hans løfter så hule, at man skulle være repræsentant for den danske vindmølleindustri for ikke at rødme over dem. Den konservative Wall Street Journal undrer sig over, at »den politiske klasse« bare klapper begejstret, og at ingen medier underkaster hans energipolitiks midler og målsætning en nærmere prøvelse. Det gjorde avisen selv i en sønderlemmende analyse den 6. august, som afslørede bl.a. den storstilede satsning på vindenergi som kostbare drømmerier, der ingen indflydelse vil have på væksten i traditionel energiproduktion.

For Obama bliver Sarah Palin en farlig modstander. Hvis hans tale er som softice, er hendes som hamburgers. Hvor hans oratoriske teknik bygger på den klassiske gentagelse og kontradiktoriske modstilling, bygger hun på den gennemprøvede modstilling af »os ærlige, hårdtarbejdende almindelige borgere« og »de fines sammensværgelse i Washington«. Hun er en god gammeldags populist, der fører jævn tale til jævne mennesker, og dem er der altså flest af. Hun kan gøre det, John McCain ikke kan tillade sig uden at miste, hun kan angribe Obama, som hun gjorde på konventet. Sarah Palin kan bemægtige sig rollen som den lille dreng i Kejserens nye Klæder, og dette kan få talegaverne til at størkne i halsen på Obama. Kun et lille skub, så tipper Obamas retorik over og bliver komisk. Hun er kvinden, der kan give det skub. De, der modsat undertegnede opfatter en republikansk valgsejr som verdens undergang, vil få god brug for det »hope«, der hidtil har været substansen i Barack Obamas politiske budskab.

»Sarah Palin kan bemægtige sig rollen som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder, og det kan få talegaverne til at størkne i halsen på Obama.«