Læst og på skrevet

Engang var det god opdragelse at gøre sit arbejde frem for at gøre sig bemærket. I dag lyder normen, at du skal gøre dig synlig og helst gøre en forskel. Men kun få mennesker gør en forskel. Et af dem fylder 80 i morgen.

Menneskene har til enhver tid haft nogle samfærdselsregler, som gjorde det muligt for dem at omgås hinanden på en tålelig måde. Reglerne er ikke vedtaget i et udvalg. De gror af noget dybere. De udtrykker et livssyn og en samfundsforståelse. De reflekterer en tidsånd og en tids magtforhold i allerbredeste forstand, og de er også symptomer på brudfladerne i en epoke. Tidligere sammenfattede vi vores regler i noget, vi kaldte god opdragelse. Det gjaldt ikke om at komme først ud ad døren og smække den i hovedet på andre. Man lod andre gå først. Man holdt døren for hinanden, rejste sig i bussen for ældre og for gravide, talte ikke med mad i munden, ventede med at spise til alle var klar, påtvang ikke andre støjen fra éns egen radio, fremhævede ikke sig selv, men optrådte med en passende beskedenhed osv., osv. Vi kaldte fænomenet for god opdragelse. Hvis man i dag siger om et menneske, at hun har en god opdragelse, vil folk enten falde om af grin eller tro, at personen kommer fra en familie fuld af penge.

Ikke desto mindre har fragmenter af denne gode opdragelse fra verden af i går overlevet og præger vores daglige færden blandt hinanden. Lykkeligvis. Hvis alle opførte sig som en del københavnske cyklister gør – eller som skønsmæssigt tyve procent af landets bilister gør – ville vores kulturelle stade være reduceret til jungleniveau. Måske er det endda sådan, at begrebet god opdragelse står foran en renæssance. Der er visse tegn på det. Men på et enkelt punkt synes bruddet med den tidligere norm for god opdragelse at være dramatisk: hvor det engang havde en høj værdi at gøre sit arbejde frem for at gøre sig bemærket, betragtes det i dag som et karrieremæssigt højdepunkt at opnå fem minutters berømmelse, uanset næsten for hvad. Engang trak man på skulderen af eller tog ligefrem afstand fra mennesker, der iscenesatte sig selv – de har jo fandtes til alle tider. I dag bliver unge bildt ind, at deres fremtid afhænger af, om de forstår at iscenesætte sig selv, sælge sig selv, lave et personligt »brand«. At leve i disse års samfund er at kæmpe sig igennem bjerge af vatteret vrøvl, produceret af hel- og halvignorante ugebladsprofeter, TV-kändisser, mangementkonsulenter og terapi-charlataner. Det moderne menneskes daglige udfordring er ikke kampen for føden, men kampen for at bevare fornuften og proportionssansen. Det er ikke spor nemt, når hverdagen vrimler med mennesker, der erklærer, at deres mål på denne jord er at gøre en forskel.

Kun få af os gør en forskel. For at illustrere, hvad jeg mener, skal jeg fortælle lidt om et menneske, der virkelig har gjort en forskel. Mennesket fylder 80 år i morgen, og med den lille fortælling om ham bruger jeg samtidig – nogle vil sikkert sige misbruger – mit privilegium som kommentator på en konkurrerende avis til at lykønske ham og takke tilværelsen for den nåde, det har været at være én af dem, der har oplevet ham som chef og samarbejdspartner. Jeg taler om dagbladet Politikens tidligere chefredaktør, nuværende seniorkorrespondent Herbert Pundik. Historien begynder i Ukraine. Sovjetkommunismen havde sluppet sit jerngreb. Min opgave var at undersøge og beskrive, hvordan menneskene og borgerrettighederne nu havde det i dette store land, der var gennemtrukket af blodspor efter årtiernes stalinistiske terror-regime og nazisternes hærgen. Jeg sagde til min ven og tolk Sergej Vladov, at jeg gerne ville møde en af de forfattere, der sad i fangelejr i Sovjettiden og nu var aktiv i den demokratiske opposition. Sergej, hvis far forsvandt i Stalins Gulag, da Sergej selv var fire år gammel, nikkede og sagde: Du skal møde Jevgen Pronjuk.

I timevis skrumplede vi af sted kilometer efter kilometer ad stenede hjulspor, over øde sletter, gennem usle landsbyer, hvor fluerne var federe end menneskene. Pronjuk sad ti år i fangelejr. Han tog imod os, mager, hærget, ældet, skønt han kun var 54 år. Jeg gjorde mig ingen forhåbninger om, at han kendte Danmark, København – endsige et lille nordeuropæisk dagblad som Politiken. Men da jeg præsenterede mig, bredte der sig et smil over hans ansigt, øjnene lyste, han bredte armene ud. – Du må hilse Herbert Pundik, sagde han, du må fortælle ham, hvor stor vores taknemmelighed er, kun fordi han og andre blev ved og blev ved med at beskæftige sig med vores skæbne, slap jeg og mine venner levende fra fangelejren. – Sådan har Herbert Pundik gjort en forskel. At han og hans kone Sussi uafhængigt af hinanden har givet mig et varmt skuldertryk og opmuntret mig på et tidspunkt for snart ti år siden, hvor jeg havde bragt mig i en situation, der lige så godt kunne have betydet slut på livet, nævner jeg kun, fordi jeg ikke kan lade være.