Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det her er en af den slags taler, som er en anelse angstprovokerende. Det er det, fordi talen er til en mand af ord. Som elsker ord og har arbejdet med dem hele sit voksne liv.
En mand som iagttager ord og dissekerer dem med en kirurgs præcision og professionalisme. Som studerer deres oprindelse og betydning med samme begejstring og entusiasme som en ornitolog på jagt efter en sjælden fugl, som er kommet på træk gennem de danske vådområder lige i denne måned.
En mand som ikke alene arbejder med sproget og har gjort det i utallige år, men som også besidder evnen til at formidle det selv på en måde, så vi andre kommer til at tænke over, hvad vi siger og skriver, lidt mere end vi sædvanligvis gør, når vi i det daglige misbruger og bruger sproget.
En mand som formår at pakke sin sprogrevselse ind i humoristiske gevandter, så kritikken fra netop ham bliver så meget desto mere umærkeligt skarp og præcis, men aldrig mavesur og nedladende. Først bagefter mærker man piskeslaget fra den kyndige ordsvinger.
Og er hans sprogkritik bedre vidende (med mellemrum imellem bedre og vidende) og hans utallige bøger, kronikker og klummer ind i mellem ikke uden et samfundspolitisk svirp med halen – og det er de unægteligt ikke så få gange – så formår han også at servere den slags budskaber med elegance.
Det er en mand, som ikke er en sproglig stivstikker, en sprogdogmatiker for hvem alt var bedre i gamle dage og svundne tider, men som finder det helt vildt fedt – for nu at bruge et af mine personlige hadeudtryk – at fyre den af – for nu at bruge det andet af mine personlige hadeudtryk – ved at gå ind i tidens besynderlige SMS-sprog med samme lyst til at gå på opdagelse som antropologen på jagt efter et uopdaget urfolk.
Modtageren af Den Berlingske Fonds hæderspris 2015 er professor Jørn Lund.
Jørn Lund modtager Den Berlingske Fonds hæderspris for sit energiske engagement i det danske sprog, sin stærke og vedholdende formidling af sproglige iagttagelser af alle slags og sin påpegning af, hvordan udviklingen i sproget på godt og ondt afspejler forandringer og tendenser i samfundsudviklingen.
Jørn Lund er født 30. januar 1946 i Viborg. 1968-80 var han lærer og forsker på Københavns Universitet og herefter professor på Danmarks Lærerhøjskole, nu Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU).
I 1991 blev han chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi, og han var 1995-2002 tillige medlem af direktionen for forlaget Gyldendal. Derefter var han 2002-2011 direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL). Siden 2013 har han været formand for Dansk Sprognævn.
Ud over sit akademiske arbejde har Jørn Lund ydet afgørende bidrag til dansk uddannelses-, kultur- og sprogpolitik; han har deltaget i og været formand for et utal af rådgivende udvalg, råd og nævn udpeget af forskellige ministre. Fra kanonudvalg til sprogudvalg og meget mere.
Han har modtaget et stort antal priser og udmærkelser for sin mangeårige indsats for det danske sprog. Og alligevel har vi fundet i Den Berlingske Fonds bestyrelse, at han godt kunne tåle og i den grad også fortjene den fornemste pris fra dette hus – også selv om han har sæde i Politiken Fondens bestyrelse.
Kære Jørn Lund – vi vil gerne hylde dig med Den Berlingske Fonds Hæderspris på 100.000 kr. og en lille statuette til minde om dagen.
Hjerteligt til lykke!