Manden bag et af verdens vigtigste digterværker døde for 2.000 år siden. Utallige film, bøger, billeder er inspireret af »Forvandlinger« - og skildringerne af voldtægtens konsekvenser føles mere aktuelle end nogensinde.
Versene er vidunderlige i sig selv.
Ikke mindst i Otto Steen Dues fantastiske fordanskning.
»Grusomme væg! Hvorfor skiller du to, der elsker hinanden?«, lyder et af dem. »Var det så slemt, om du lod os nyde den fulde forening. Eller hvis det er for galt, at du lod vores kys slippe igennem!«
Men de også være helt uhyrligt barske sine steder. Og ret så eksplicitte omkring sex og vold og alt det vanvittige midtvejs.
Ovid skabte sine klassiske »Forvandlinger« omkring år 8 e.Kr. og døde for nøjagtig 2.000 år siden. Den romerske digter fejres med udgivelser og udstillinger over hele verden - som han selv har forandret så magisk gennem årene.
Publius Ovidius Naso fødes ind i en velhavende familie år 43 f.Kr. og ser Rom blive til kejserrige: De gamle konsuler bliver i år 27 f.Kr. afløst af kejserne med Augustus som den første. Imperiet er en realitet.
Ovid skulle egentlig have været embedsmand i imperiets nye administration. Hans far var i hvert fald ret vild med den tanke. Intet nyt under solen.
Sønnen orker bare ikke studierne i retorik og kaster sig over dramaet og digtekunsten i stedet for. Han skriver et hav af vers som ung om alt fra kærlighed til kvindelig kosmetik - og meget ofte med en god del ironi og masser af elegance.
Den unge digter foretrækker egentlig et liv uden for rampelyset. Han ender alligevel lige midt i det. Igen og igen.
Ovid oplever faktisk en popularitet næsten som komponisten Mozart for et kvart årtusind siden: Alle i Rom kender ham, de fleste har en mening om ham, enkelte læser måske endda hans bøger om elskovskunsten med videre.
Så da han har »Metamorfoser« klar i år 8 e.Kr., kan folk slet ikke få armene ned. Bogen virker stilistisk mere ambitiøs og mere omfattende på alle leder og kanter end noget andet i tiden.
Kun den to årtier ældre »Æneiden« af Vergil om den trojanske krig har vel samme karakter af »verdensdigt« om guder og mennesker.
»Metamorfoser« betyder »Omformninger« på græsk og oversættes sommetider til »Forvandlinger« på dansk. Fortællingen er delt i 15 kapitler eller »bøger« på verseformen heksameter og rummer op mod 12.000 linjer i alt.
Og det handler altså om menneskets passioner og langsomme forvandlinger i skøn forening. Meget ofte med sideblikke til samkvem i både hyggelige og uhyggelige former - herunder et tankevækkende højt antal overgreb.
Hvis man tæller revl og krat med, kommer man op på omkring 250 historier.
Alt fortælles kronologisk med begyndelse ved verdens skabelse og slutning i Ovids egen epoke. Man regnede i parentes bemærket ikke Jorden for specielt gammel dengang. Verden var stort set lige blevet til.
Man møder forvandling helt fra første side i form af udviklingen fra det kosmiske kaos til verdens orden - og man følger hen mod slutningen Roms forandring til moderne kejsermagt.
Ovid skriver bevidst sine historier for dannede læsere. Så hvis man kender lidt til eksempelvis byen Trojas fald eller eventyret om Orfeus og Eurydike, gør det ikke noget. Men man skal især kunne værdsætte de litterære greb og små overraskelser undervejs - kort sagt hvad enhver læser af Berlingske er vant til.
Så bogen er i sig selv en forvandling: Ovid tager en lang række eventyr med velkendte aktører og fortæller dem på sin egen måde.
Han drejer deres handling over mod krænkelser og deres forfærdende konsekvenser og genfortæller ikke sjældent de gamle historier fra kvindens perspektiv.
»Forvandlinger« står derfor også lidt som verdens tidligste stykke feminisme. Eller i hvert fald som den første bog med direkte adresse til lidt for glade gutter rundt om.
Som da stakkels Daphne bliver forfulgt af den magtsyge Apollon og lader sig forvandle til et laurbærtræ som sidste udvej - hvorpå Apollon voldtager træet!
Enkelte har endda læst voldførelsen og dens konsekvenser som bogens egentlige tema. For eksempel litteraturforskeren Nikki Bloch i en meget omtalt afhandling fra University of Colorado for et par år siden:
Værkets hanlige væsner kan kun gennemføre deres voldtægter efter en passende forvandling, skrev hun - og herrerne giver derefter de hunlige væsner et traume med livslang forvandling som konsekvens.
»Forvandlinger« er i så fald et af verdenslitteraturens grummeste værker. Men igen: Det kan også læses som et værk om passion i dybeste forstand. Og det står under alle omstændigheder som klassikeren nummer ét om verdens forandringer hver eneste dag - inklusive vores egen fra vugge til krukke.
Selv om Ovid bliver vanvittig populær, falder han i unåde.
Manden hovedværk bliver faktisk kun færdig med nød og næppe og i absolut sidste sekund.
Hvad der egentlig sker, står lidt hen i det uvisse - også fordi han selv og andre går stille med dørene.
Roms første kejser i form af Augustus himself får ham i hvert fald forvist til rumænske Constanta ved Sortehavets kyst og giver ham dermed en skæbne værre end døden.
Ovid har muligvis ligget i med et damemenneske fra den kejserlige familie eller set Augustus forgribe sig på en af familiens pigebørn. Den sidste forklaring ligger bedst i tråd med erfaringerne fra hans fantastiske værk.
Man håber næsten!
