Længsel og begær

Todd Fields »Little Children« er en lang film, som begynder svagt og siden vokser sig stærk.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

I begyndelsen sukker man dybt ved tanken om, at filmen varer over to timer og et kvarter. »Little Children« starter nemlig ikke specielt lovende, men nærmest som en kultiveret fætter til TV-serien »Desperate Housewives« og oven i købet forsynet med en selvhøjtidelig fortæller på lydsporet, hvad der er irriterende, fordi hans kommentarer berøver os en del af glæden ved at tænke selv.

Men man skal holde ud, for efter nogen tid bliver fortælleren gudskelov træt af at snakke, og »Little Children« forvandler sig fra en sobert søvndyssende sædeskildring til noget andet og mere. Langsomt og stilfærdigt suger den tilskueren ind i sit på overfladen banale univers, som viser sig at være en småborgerlig idyl med skygger af kommende katastrofer tungt lurende over sig, og hvis man sukker igen, er det af medfølelse og ikke kedsomhed.

En roman af Tom Perrotta er forlægget, en pæn og snerpet lille provinsby i Massachusetts er skuepladsen, og to hovedspor løber gennem filmens mosaik af en handling. I det ene spor finder vi en hemmelig seksuel affære mellem den forsømte Sarah og den frustrerede Brad, der begge er gift og har et barn - deres første møde finder sted på en legelads - mens det andet spor cirkler om den midaldrende Ronnie, der har bosat sig i byen efter at have afsonet en dom for pædofili og ved sin blotte tilstedeværelse forårsager hidsige reaktioner hos bekymrede forældre, ikke mindst hos en tidligere politimand, som har sit eget fælt raslende skelet i skabet.

Forsømte ægtefæller, forbudt sex, kæntrede drømme, aggressiv intolerance - følelserne i »Little Children« er så sandelig ikke alle lige kønne, men de er genkendelige og skildres af instruktøren Todd Field med en indtrængende troværdighed smukt baseret på et væld af præcise observationer af den menneskelige adfærds mærkværdigheder. Stemningen er tragikomisk og enkelte steder lettere surrealistisk, men sjældent højrøstet, for »Little Children« er ingen hysterisk film og gør derfor stærkt indtryk, når personernes frustrationer ved få lejligheder overrumplende får frit løb.

Der spilles nydeligt i alle roller, og man beundrer især britiske Kate Winslet, der efter »Titanic« kunne være blevet glitrende stjerne i Hollywood, men i stedet valgte en kunstnerisk frygtløs form for karriere og nu yder en påén gang uglamourøs og sensuel præstation som den erotisk hungrende Sarah over for Patrick Wilson - der sidste år imponerede med en kraftpræstation i David Slades skrappe psykothriller »Hard Candy«- som den ubetænksomme elsker Brad.

Instruktøren Todd Field kender vi fra den både originale og problematiske »In the Bedroom«, og han viser sig her i den mere bredt favnende »Little Children« at være en trods alt blødere og mindre skarp kunstnerisk slægtning til så egensindige instruktører som Todd Solondz (»Happiness«) og Paul Thomas Anderson (»Magnolia«). Det vil sige, at efter sin noget ferske optakt udvikler »Little Children« sig til en film fyldt med smerte, ensomhed og dystre hemmeligheder, men også med ironisk humor og en trodsig kødets lyst, som placerer filmen milevidt væk fra det moraliserende.

Alt i alt kan man stadig mene, at denne film er for lang og i passager for dvælende, men man får betydelig sympati for et værk, der rummer plads til både knogleknusende amerikansk football og en længere debat om titelpersonen i Gustave Flauberts roman »Madame Bovary«. Den bog handler jo ikke mindst om længsel, og det samme gør »Little Children« i en ujævnt tøvende stil, som i begyndelsen bekymrer og siden bevæger. Måske bliver filmen aldrig ligefrem betagende, men afgjort berigende.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse