Længe leve Liva

»Det var Liva, der manglede«. Sådan lyder det fikse slogan, som Café Liva, der har til huse på det gode skib »Liva II« i Nyhavn, smykker sig med. Men man skal passe på, hvad man siger, for inden længe kan det blive en profeti i sig selv. Statens Scenekunstudvalg har meddelt teaterchef Jacob Morild, der ellers har ledet stedet med succes siden 1999, at man ikke længere kan støtte virksomheden. Muligvis kan der være penge til nogle af de gæstespil, som muligvis skulle finde vej til teaterbåden, men ellers er det slut.

På en måde forstår man godt udvalgets barske valg, for Statens Kunstfonds udpinte midler skal støtte det nye og eksperimenterende, men hvordan får man dog midler til det, når man samtidig skal opretholde noget velrenommeret, alle er enige om er værd at have, og som ikke har andre steder at gå hen for at få penge til at opretholde driften? Alligevel er det lidt af en katastrofe, hvis ikke man et sted i støttesystemerne kan finde de penge, der kan sørge for at holde Liva på ret køl og i smult vande. Er det overhovedet en million, det drejer sig om? Kunne Københavns Kommune ikke skele lidt til mangfoldigheden og sørge for, at den enestående profil, der er Livas, får en plads i hovedstadens samlede teaterbillede, hvor vi helst vil have scener med en klar identitet og ikke en masse aktører, der ligner hinanden? Siden 1983, hvor Lone Guldbrandsen kombinerede cafédrift og kabaretscene dengang i Frederiksholm Kanal, har man på Café Liva holdt den stolte tradition kabareten i hævd, insisteret på vitalt at forny den. Vel at mærke oftest med succes og tilmed velbesøgt – hvor mange teatre kan man efterhånden sige det om?

Siden 1987 med fast kajplads i Nyhavn, og de senere år på det splinternye og indbydende skib, som huser forestillingerne i sin bug med den knivskarpe ironiker og ubarmhjertige samfundsrevser Jacob Morild som enestående, hårdtarbejdende idémand, der ikke alene skaber sine egne prisvindende forestillinger, men som også med tæft og sikker smag har sans for at lade de bedste af sine kolleger få chancen. På det seneste er teatret oven i købet blevet en væsentlig spiller som turnéteater - Bodil Jørgensens Lulu Ziegler-kabaret er sæsonens mest efterspurgte i teaterforeningerne.

Og nu vi er ved Lulu Ziegler, så er det altså vigtigt at ridse op, at kabaret-traditionen med sin intime og uhøjtidelige direkte henvendelse, hvad enten den lægger vægten på det folkelige eller det eksklusive, det satirisk-politiske eller det sjove, det litterære eller det musikalske, den rene og skære poesi eller lidt af det hele, er en gylden teaterform, vi ikke har råd til at undvære. Her er netop plads til det frie initiativ: Skuespillernes egen virketrang og lyst er tit det, der driver værket. Derfor bliver det ikke sjældent så interessant, det, der foregår. Liva er her endnu – så længe skuden kan gå. Forhåbentligt også i fremtiden. Det manglede bare.