Længe leve kulturarven!

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Der var engang en liberal kulturminister. Han havde ry for at være kultiveret og dannet, rundet som han var af den danske højskole, men hans regering så sig desværre nødsaget til at skære temmelig hårdt i kulturbudgetterne, og det betød blandt andet, at store kulturbevarende danske kulturinstitutioner måtte skære ned og skære væk. Ærgerligt nok.

Der var dog ét lyspunkt: Kulturarven optog nemlig stadig kulturministeren, så mens nationalbiblioteket, Nationalmuseet og nationalscenen sammen med resten af det offentligt støttede kulturliv våndede sig, lancerede han noget, han kaldte en kulturarvskanon, som var noget med, at alle danskere skulle være med til at definere det særligt danske, så alle danskere kunne blive mere bevidste om deres rødder og mere glade for deres flotte kulturelle fortid og nutid.

Ideen var indlysende god. Et plaster på såret. For når Nationalmuseet ikke længere havde råd til i samme omfang som før at pleje og formidle kulturarven, og når Det Kgl. Bi­bliotek blødte, og når Det Kgl. Teater måtte se sig løbet agterud af seriøse scener i lande, vi normalt gerne vil sammenligne os med, og når det i det hele taget var blevet sværere at lege kulturnation i kulturnationen Danmark, ja, så kunne vi danskere da i hvert fald, med støtte i kulturarvskanonens kanoniske og kulturministerielt velsignede henvisninger til dette og hint, finde glæde og trøst i det faktum, at vi trods alt har en stolt kulturarv. En rigtig dejlig dansk én.

Nå, spøg til side. Denne klummeskriver ønsker, som det vist fremgår, ikke at deltage aktivt i kulturarvskanonhurlumhejet, som han finder en anelse hyklerisk, alt taget i betragtning.

Til gengæld vil han gerne, apropos samme, slå et slag for det danske sprog, der jo, trods det forhold, at det også tales i begrænset omfang uden for kongeriget, er noget nær så unikt dansk, som noget kan være (bortset måske fra smørrebrødet og dynen og hyggen.) Vort fædrelands modersmål! Det eneste, de andre ikke har! (Næsten).

Og det er altså ikke, fordi jeg tror, at dansk er smukkere end urdu eller serbokratisk, men fordi det nu engang (stort set) kun er os danskere, der behersker dét sprog, at det er vores pligt at værne om det, og hvordan man så gør dét, kan man have mange bud på.

I hvert fald er jeg sikker på, at uden en litteratur, der til stadighed skrives og fornyr sig, kan ingen sprog blomstre, og derfor er det så godt, at vi, midt i den voksende mængde af hel- og halvjammerlige skribenter og selvudgivere og pseudoforlag, også stadig har så mange gode forfattere og oversættere og udgivere.

Takket være dem er dansk stadig et litterært sprog, hvilket dette bogtillæg gerne og i al beskedenhed skulle være et ugentligt udtryk for, så det skal nok gå. Det tror jeg på. Virkelig. Også helt uden hjælp fra kulturarvskanoner.