Lækker lesbisk film lider af berøringsangst

»The Miseducation of Cameron Post« ser lækker ud, men filmens fremstilling af unge på en kristen omdannelseslejr virker mest af alt som en politisk korrekt automatudløsning.

Lejrens tykke pige, spillet af Melanie Ehrlich, hånes fordi hun tager lejrens opgaver seriøst. Fold sammen
Læs mere

Forestil dig, at du er teenager.

Du er vanvittigt forelsket, og du ligger tæt med hende, der får dit hjerte til at banke, på bagsædet af en bil, i gang med at knalde for første gang. Det er berusende. Indtil døren bag dig åbner sig, og du hører din kæreste råbe i vantro. Din mandlige kæreste. Det er hans bil, og du er egentlig til skolebal med ham – det er bare ikke ham, du er forelsket i. Du er lesbisk.

Sådan begynder »The Miseducation of Cameron Post«. Filmens hovedperson, Cameron, lever i et kristent samfund i USA i begyndelsen af 90erne, og homoseksualitet er ikke en mulighed. Så hun ryger på en omvendingslejr: En lejr, hvor en kristen psykolog med hjemmestrikkede metoder og hendes bror, der er tidligere homoseksuel, prøver at lære de unge, hvordan de holder op med at være seksuelt afvigende.

Det handler om synd, siger de. Ved hjælp af skriveøvelser, bøn og samtaler skal de unge gennemskue, hvorfor de straffer sig selv ved at være tiltrukket af deres eget køn, så de kan holde op med at være det.

Manglende konflikt
Forældreløse Cameron har ikke lyst til at være i lejren, hun tror faktisk slet ikke på Gud. Hun er der kun, fordi hendes tante forlanger det. Den tematik har vi set før i film som »Girl, Interrupted« og »Gøgereden«, hvor vores hovedpersoner skal tilpasse sig, mens seeren bliver frustreret, fordi der jo ikke er noget i vejen med dem.

Camerons historie er selvfølgelig sympatisk, for det er ikke spor rart at se folk blive stigmatiseret på grund af noget, der er normalt. Men ironisk nok forfalder filmen selv til nedladende stereotyper, når lejrens tykke pige er det irriterende dydsmønster, der af Cameron og hendes seje slæng hånes for sin hengivenhed til Gud og lejren.

Og Camerons historie har ikke særligt meget pondus. I de seneste år har vi set et væld af vedkommende og overrumplende coming-of-age film med homoseksuelt tema, som »Call me by your name« og »Adèles liv«. Dem kan man ikke få for mange af – men her er en underlig berøringsangst.

Politisk og pæn omgang
Med store øjne og bløde læber spiller Chloë Grace Moretz med lidt sårbarhed, men hun tvivler ikke på sig selv. Hun mener ikke, der er noget i vejen med hende. Hvis nu Cameron havde været hengiven overfor Gud og skulle forholde sig til sin seksualitet og sin religion, så havde der været en vedkommende konflikt.

»Filmen ser lækker ud, som var den lavet med et Instagramfilter, men det hele er så overfladisk, at man aldrig bliver rørt af de unges udfordringer.«


Den gennemgår Camerons værelseskammerat Erin, men det foregår i periferien. I det hele taget gennemgår flere af bipersonerne nogle voldsomme ting, men Cameron – og derfor seeren – forholdes underligt passivt og upåvirket til det.

Bortset fra den hjerteskærende begyndelse, så er hovedrollen et udramatisk omdrejningspunkt for filmen, og det ville have klædt fortællingen, hvis det havde været en ensemblefilm, der kom under huden på flere personer og deres udvikling og udfordringer.

Filmen vandt overraskende den store Grand Jury Prize ved Sundance Film Festival i 2018, og … tør jeg skrive det? ... det føles ærlig talt som en politisk korrekt automatudløsning, fordi den handler om unge og seksualitet. Den ser lækker ud, som var den lavet med et Instagramfilter, og tøjet er tidstypisk smart og moderne igen. Men det hele er så overfladisk, at man aldrig bliver rørt af de unges udfordringer. Og hvad er så meningen med filmen?

»The Miseducation of Cameron Post«. Instruktør: Desiree Akhavan. Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Jennifer Ehle, John Gallagher Jr., Sasha Lane med flere.