Lægerne skaffede ham stofferne, og assistenten indsprøjtede dem: Nu er de sigtet i sagen om Matthew Perrys død
Sidste år døde den kun 54-årige skuespiller Matthew Perry af en overdosis. Mens læger i interne samtaler spekulerede i, hvor mange penge de kunne få ud af ham, sørgede den personlige assistent for, at han fik stofferne indsprøjtet i kroppen. Nu er de alle sigtet.
Han betalte 47 millioner kroner af egen lomme i forsøget på at få hjælp, og han var på rehabiliteringscenter 15 gange.
Matthew Perry kæmpede en hård kamp for at komme ud af sit misbrug. I sidste ende rakte hverken formue eller antallet af forsøg i rehabiliteringscentre. Måske fordi folk omkring ham svigtede deres ansvar eller ligefrem skubbede til det misbrug, der førte til hans død.
Fem personer, nemlig Perrys personlige assistent, to læger, en mellemmand og en 42-årig pusher, der er kendt som »ketamin-dronningen«, er nu blevet sigtet i forbindelse med skuespillerens død.
De fem personer sigtes for hver især at være skyld i, at den 54-årige skuespiller, der blev verdensberømt for sin rolle i tv-serien »Venner«, blev fundet død i sin jacuzzi i Los Angeles i oktober sidste år, lyder anklagerne.
Ifølge den officielle obduktionsrapport skyldtes dødsfaldet en cocktail af drukning, hjertesygdom og akutte virkninger af stoffet ketamin.
Et år inden sin død udgav Perry sin selvbiografi, »Friends, Lovers and the Big Terrible Thing«, hvor han fortalte om sit livslange misbrug. Phil Mccarten/Reuters/Ritzau Scanpix
Tre af de anholdte er blandt andet sigtet for at have distribueret og solgt ketamin og for at have hjulpet med at indsprøjte stoffet i skuespillerens krop.
»De vidste, at det, de gjorde, udgjorde en stor risiko for Perry. Men de gjorde det alligevel,« sagde Martin Estrada, som er anklager i sagen, under et pressemøde.
Anklagerne lyder også på forfalskning af dokumenter, der var relaterede til den efterforskning, der blev igangsat kort efter skuespillerens død.
»Gad vide, hvor meget idioten vil betale«
Godt et år inden sin tragiske død udgav Matthew Perry en selvbiografi, hvor han beskriver sit livslange misbrug og sine mislykkede forsøg på at holde sig stoffri.
Blot to måneder før sin død havde Perry formået at være stoffrii 19 måneder. Men en alternativ behandlingsform endte med at bane vejen for et genoptaget misbrug.
På en klinik, hvor han søgte behandling for depression og angst, fik Perry udskrevet intravenøs ketamin som behandling. Klinikkens læger nægtede dog at øge hans dosis, da han bad om mere.
Herefter opsøgte han de to nu anholdte læger, Mark Chavez og Salvador Plascencia, der i den efterfølgende periode forsynede ham med ketamin for flere hundrede tusinde kroner.
Alene fra september til oktober 2023 skaffede de to læger skuespilleren 20 hætteglas ketamin til en pris på 373.545 kroner.
Det er blandt andet kommet frem, hvordan de to læger i en sms-korrespondance med hinanden diskuterer, hvor stort et beløb de skal kræve for stofferne.
I en sms skrev Plasencia til Chavez: »Gad vide, hvor meget idioten vil betale.«
Den samme læge, Plasencia, havde adskillige gange indsprøjtet ketamin i Perrys krop.
Han instruerede også den nu anholdte assistent, Kenneth Iwamasa – der boede i Matthew Perrys hjem – i, hvordan han skulle håndtere indsprøjtningerne, når Perry ønskede det.
En anden mand, ved navn Erik Fleming, hjalp tilsyneladende også med at distribuere ketamin til skuespilleren.
Da assistenten Kenneth Iwamasa skulle have fat i en større mængde stoffer, end lægerne havde forsynet Perry med, tog han kontakt til Fleming, der havde en anden og hurtigere leverandør:
Pusheren Jasveen Sangha. Bedre kendt som »ketamin-dronningen«.
Hos hende købte Fleming den dosis ketamin, der tog livet af Perry. Fire dage senere blev han fundet død i sit hjem.
Ikke første gang
Det er efter sigende ikke første gang, ketamin-dronningen har solgt stoffer, der har taget livet af folk. Ifølge anklagerne solgte hun i 2019 ketamin til en mand, der døde af en overdosis.
Hun fortsatte alligevel salget og kan nu muligvis se frem til fængsel på livstid. De andre involverede risikerer lange fængselsstraffe.
Strafferammen for lægen Salvador Plascencia, hvis han bliver dømt, er 120 år, mens de tre andre anholdte risikerer mellem 10 og 25 års fængsel.
Det er langtfra første gang, der foretages anholdelser i kølvandet på en kendis' narkorelaterede død.
Da Michael Jackson pludseligt døde i 2009, blev hans private læge, Conrad Murray, dømt skyldig i uagtsom manddrab.
Den nu 71-årige læge Conrad Murray blev i 2011 dømt skyldig i at levere den overdosis, der tog livet af Michael Jackson. Lægen udleverede stoffet for at hjælpe Jackson med at falde bedre i søvn. Kevork Djansezian/Reuters/Ritzau Scanpix
Murray havde forsynet Jackson med flere stærke stoffer, der angiveligt skulle hjælpe den 50-årige sanger med at falde i søvn, men som endte med at tage livet af ham. Han blev idømt fire års fængsel og blev løsladt efter to år.
Da Elvis Presley døde i 1977 kom det frem, at sangerens personlige læge, Nick Nichopoulos, på bare 12 måneder havde udskrevet 19.000 doser stoffer til ham. Den sidste blev udskrevet, 12 timer før Elvis Presley blev fundet død på sit badeværelse. Nichopoulos fik i forbindelse med hans død frataget sin autorisation.