Der er formentlig ikke mange danskere under 40, der kan opremse mange detaljer om den amerikanske pianist og Las Vegas-entertainer Liberace. men kigger man tilbage over de sidste 40 års popmusik, får man hurtigt øje på stjerner, der bevidst eller ubevidst har lånt af hans image - måske for at aflure, hvordan det i årtier lykkedes Liberace at opretholde en anslået ugeløn på 250.000 kroner. Presley imiterede hans hvide pailletbesatte scenedress, Michael Jackson, hans absurde nonstop-shopping og Lady Gaga, hans evne og vilje til at bruge sig selv som et slags überkitschet kunstværk.

»Jeg er et en-mands-Disneyland,« sagde Liberace om sig selv, hvilket var en udmærket beskrivelse af entertainerens særlige familievenlige underholdningsbrand. Politisk var Liberace konservativ, men styrede altid uden om at tage stilling til verdens alt for jordiske anliggender. »Vi er her ikke for at lave om på verden, men for at underholde den - og for at sælge souvenirs,« sagde han, der slog igennem med et TV-show med 30 millioner seere - USAs mest sete.

Liberaces formidable succes og hemmelige liv er baggrunden for, at den amerikanske instruktør Steven Soderbergh i årevis har forsøgt at få lavet sin Cannes-aktuelle film »Behind the Candelabra«. Filmen destruerer ganske vist Liberaces image som Amerikas ekcentriske hyggeonkel, men giver ham oprejsning som en mand, der gjorde alt for finde den familie og den kærlighed, som hans tilværelse som skabsbøsse ikke tillod ham.»Liberace levede i en løgn, og det var den løgn, der til sidst dræbte ham. Han gav og gav, men han kunne ikke leve som sig selv,« fortæller filmproduceren Jerry Weintraub til Berlingske ved Cannes-festivalen.

Soderberghhs film bygger løseligt på den slibrige skandalebog, som Liberaces elsker, Scott Thorson, skrev i 1987 for at finansiere et eskalerende kokainmisbrug. Men Scott havde et andet liv i en anden fortid. Han var kun sytten år, og arbejdede som dyretræner i Hollywood, da han blev introduceret til Liberace, der faldt for drengens nænsomme omgang med stressede filmhunde.

Scott havde selv levet et omflakkende liv, men var blevet adopteret af nogle sindige gårdejere, der accepterede, at drengen havde et andet og hemmeligt liv i Los Angeles. I 1970erne var det stadigt ulovligt i Californien at dyrke sex en af sit eget køn.

I Las Vegas var der lange køer for at se Liberaces show, hvor han hyggesnakkede med tilskuerrækkernes midaldrende kvinder, som faldt i svime over hans enorme minkpelse, og nynnede med på hans light-udgaver af Chopin og Mozart, som han fremførte på et pailletbesat piano.

I Soderberghhs film ser Scott for første gang showet sammen med en homoseksuel ven og kan ikke skjule sin overraskelse: »Wow, så kan det ikke blive mere gay!«, hvilket får hans ven til at kigge sig bekymret om på de henrevne kvinder i publikum: »Shh, alle her tror han er straight!«

Da Scott kommer backstage, falder Liberace pladask for den blonde, velbyggede mand, og kort tid efter er Scott indkvarteret i Liberaces enorme mansion, hvor han bliver tilbudt et job som entertainerens oppasser. Egentlig skal Scott dog ikke rigtig foretage sig andet end at spise chokolader med Liberace og se videooptagelser af mandens TV-show fra 1950erne.

I disse scener lykkedes Soderberghh med det, der er hans egentlige ambition med »Behind The Candelabra«, at skildre kærligheden og tilliden mellem de to mænd, der ellers lever i en verden af kitsch, kandelaber-lysekorner og en bundløs reserve af dollars. Michael Douglas, der spiller den aldrende Liberace, forlener ham med en ægte skrøbelighed, der dog ikke står i modstrid med entertainerens flintestenshårde vilje til at få tingene præcist, som han vil have det.

Da Scott rykker ind i paladset sker det således på bekostning af en tidligere elsker, der må rykke ud samme dag. Da den bandasdflyste elsker står i døren, bliver han som en sidste ydmygelse frataget de guldringe, han har fået af Liberace.

»Liberace var langt mere camp på scenen end i sit privatliv, og når han blev vred, var han ikke særlig camp. Så kunne han være en kold skid,« siger Michael Douglas.

Forholdet mellem Scott Thorson og Liberace, der bliver kaldt Lee, når han lægger minkkåberne og sine højt opsatte toupeer fra sig, bliver dybere, selvom landdrengen Scott har svært ved at vænne sig til livet i det gyldne bur. Begge nyder frugterne af Liberaces arbejde, og langsomt forvandles Scott til en pæreformet sofaligger.

Liberaces vane med at udskifte sine unge elskere stopper, og i stedet forsøger han at knytte sig nærmere til Scott ved at forsøge at adoptere ham. Scott får den ærefulde opgave at være chauffør i himmelblå uniform, når han kører Liberace ind på scenen i Las Vegas i en guld-Rolls Royce til publikums jubel. Med en konges graciøsitet går Liberace ud til scenen og lade disciplene beføle minkpelsen.»Kig alt det I vil. I har betalt for det,« siger Liberace og lader sig generøst beskue som en præmiepuddel.

De gyldne dage får dog en brat ende, da Liberace en dag ser sig selv i talk-show, og ser de første tegn på den tredje alder. Men det er ikke noget en drastisk ansigtsløftning ikke kan klare, og det er celebrity-lægen Jack Startz leveringsdygtig i.

Da får Liberace den ulyksalige idé, at også Scott skal under kniven på trods af, at han stadig er i begyndelsen af tyverne. Og samtidig, mener Liberace, kan kirurgen jo så også modificere Scotts ansigt så at han i højere grad kommer til at ligne sin mæcen.

»Det kan virke absurd og frastødende, at Scott fik genskabt sit ansigt, så at det kom til at ligne Lee’s. Men jeg tror det bundede i et ærligt ønske hos både Lee og Scott om at komme tættere på hinanden. Eller rettere redefinere deres forhold. Scotts lykkeligste øjeblikke efter operationen var når fremmede reelt antog ham for at være Lees søn,« siger Matt Damon.

Kirurgen, der giver Scott et implantat i hagen og en længere spidsere næse, bruger desværre en højst ukonventionel form for medicinering. Scott smerter dulmer han ved at ordinere en daglig cocktail af stærkt vanedannende stoffer, heriblandt kokain og demerol. Blandingen kalder han sin Hollywood-medicin, idet den samtidig har den effekt at patienten samtidigt taber alt fedt på sin krop. Et år efter er Scott helt afhængig af kokain, men da Lee ikke vil finansiere hans misbrug begynder Scott at stjæle fra paladsets righoldige gemmer af guldsmykker og ure.Scotts stofafhængigheden fremmedgør parret overfor hinanden, men Lee forsøger på forskellig vis at presse Scott til at gå i behandling. Samtidig foreslår Lee, at de skal begynde at date med andre, hvilket forøger Scotts depression. Efter seks års forhold er det Scotts tur til at blive sat på porten af Lee.

På scenen fortsætter Liberace sin urokkelige succes, upåvirket af tidens modeluner, og stadig uden at åbne skabet omkring sit privatliv så meget som en millimeter. Da en engelsk avis i 1950erne antydede at han var homoseksuel, lagde han sag an og vandt. Derefter skrev han et hånende brev til avisen: »Jeres artikel gjorde meget ondt på mig. jeg græd hele vejen ned til banken.« Siden brugte han citatet for at svare på ondsindede anmeldelser, og i sagde han til TV-værten Larry King: »Jeg går ikke længere ned i banken. Jeg har købt banken.«

For Scott Thorson blev bruddet med Lee begyndelsen på en livsvarig deroute, hvor stofmisbruget bragte ham længere og længere ud i tovene. Han anlagde en langvarig såkaldt palimonysuit, en skilsmissesag for personer i et ægteskabsligende forhold, mod Lee, hvilket førte til et forlig hvori Scott modtog 90,000 dollars to biller og en lejlighed. Dermed endte alle parrets forhåbninger om en gang at kunne læge sårene.

I 1987 blev Lee diagnositiceret med AIDS, og kort før sin død, tilgav han og Scott hinanden for fortidens ulykker. Den 54-årige Scott sidder i dag i fængsel for indbrud og svindel med kreditkort. Han arbejder på en ny bog om sit forhold til den store Liberace.

»Behind the Candelabra« er produceret for HBO og har premiere på kanalen. Læs interview med Michael Douglas og Matt Damon på www.b.dk/cannes2013.