Lady Gaga - poppens særeste prinsesse

Under kostumerne er Lady Gaga alias Stefani Joanne Angelina Germanotta på vej til at blive en ny tids Madonna. I næste uge lander popikonet i København, og selv uden sine hits er hun lidt af et show.

Lady Gaga optræder her på Glastonbury Festival 2009 i Storbritannien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Luke Mac­Gregor/Reuter
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En overskyet sommerdag i 2007 skred moralen i Chicago. I parken i byens midte var den årlige musikfestival blevet indtaget af to kvinder, der fik rækkerne af mænd i T-shirts og kasketter til at måbe.

Den ene kvinde lignede mere en go-go danser end en sangerinde, som hun vred sig med en syregul bikini spændt over brystet. Den anden mindede til gengæld om en vampyr, når hun rystede sit mørke hår vildt og strakte de spidse negle frem. Hun kyssede mikrofonen, kærtegnede en discokugle og sang strofer, der fængede. Hun var ikke klædt i meget andet end en sølv-BH og netstrømper. Og hvis publikum var ved at vænne sig til freakshowet på scenen, havde duoen en uventet trumf. De stillede sig skulder mod skulder og fandt lighterne frem. I næste øjeblik antændte de hver deres flaske med hårspray, så flammerne stak skråt op i luften.

Kvinden, der kunne synge, var Lady Gaga. Selv om den minimale påklædning gav hende en påtale fra politiet i Chicago, har hun ikke slukket sin indre strøm af galskab.

På fredag giver hun koncert i KB Hallen. Det er ikke sikkert, at der vil være ild på scenen, men 23-årige Lady Gaga vil højst sandsynligt være på hjemmebane. Hendes debutalbum »The Fame«, som blev udgivet sidste år, er solgt i 26.000 eksemplarer i Danmark, hvilket sker for de færreste kunstnere her i landet. På verdensplan har albummet solgt over tre millioner kopier, og Gagas numre »Just Dance« og »Poker Face« er gået ind på hitlister fra kyst til kyst. Sidstnævnte electro-popsang synes snart så sejlivet som Kylie Minogues gamle plage »Can’t Get You Out Of My Head«, når den dominerer radioen.

Gaga er blevet et så gennemtrængende fænomen, at fansene imiterer hende. De marcherede frem tidligere på måneden i London, hvor hun optrådte, og de foretrak hendes afblegede paryk kombineret med falske øjenvipper og solbriller, der skygger for udsynet.

Enhver tonedøv kan høre, at Gaga kan fabrikere et hit med en rytme og et omkvæd, der klæber til hukommelsen. Men i modsætning til de fleste deltagere i disse års talentshows – fra X Factor til American Idol – skriver og synger hun sit eget materiale.

De mange skift i udtryk under hendes optrædener er musikerens anden attraktion. Selv om håret nu forbliver blondt, er hun en æstetisk kamæleon i tråden efter Madonna. Men hvor forbilledet ikke længere skaber megen variation i sit look som fitnesstilbeder, bevarer Gaga en legesyge. Hun dækker kroppen med noget, der bare synes at være en samling røde post-it sedler eller sæbebobler og smyger sig ned i en heldragt af sort gummi. Og til forskel fra sine jævnaldrende kolleger Britney Spears og Christina Aguilera gælder iscenesættelsen ikke blot om at forstærke en udstråling af sex og uopnåelighed. Lady Gaga opretholder snarere en stil, der ligger på kanten af det uskønne.

HUN HAR INDSPILLET EN SANG med titlen »Ugly Sexy«, og det siger en del om målsætningen fra hendes side. Det meste af brysterne eller benene kan måske nok være blottede, men så holder hun pludselig en tekop i hånden. Koppen var først et lattervækkende indslag, da Gaga i år havde den med i et talkshow. Hen på aftenen glemte hun den på en restaurant og blev angiveligt oprevet i sådan en grad, at hun sendte en taxa tilbage efter den. Paparazzierne og medierne overvågede »stormen i tekoppen«, og bloggere overvejede seriøst, om porcelæn var sæsonens nye mode.

Hele optrinnet fik hende til at virke mere skør end sædvanligt og kunne anspore folk til at undre sig over, hvor meget af hendes færden, der er en joke. Men Gaga, født Stefani Joanne Angelina Germanotta, protesterer mod tanken om, at hun skulle spille en rolle.

»Den største misforståelse i forhold til mig er, at jeg er en karakter eller en offentlig figur. At jeg bliver til et græskar, så snart lysene og kameraerne slukker. Det er simpelthen ikke sandt. Jeg laver musik og kunst og design hele dagen. Ja, jeg vasker mit ansigt og går i seng, men når jeg vågner, er jeg altid Lady Gaga,« udtaler hun i et interview til avisen The Age.

Hun har også defineret sig med en vis dobbelttydighed:

»Jeg er en løgn, og hver dag slår jeg den ihjel for at gøre den sand.«

Sangerinden udsletter dog ikke i praksis – kun sine brune lokker og sit pigenavn – men hun forsøger at nedbryde grænsen mellem popmusiker og performancekunstner. Det mest originale ved Gaga er måske hendes fremtræden, når hun midt i sceneshows kæmper sig fri af usynlige røvere eller løber mod vinden. Hun står selv for koreografien og udsmykningen og vil gerne ses som en arvtager til Andy Warhol; manden, der blev sit eget største værk.

Et andet af Gagas idoler, David Bowie, kunne klæde sig ud i samme udstrækning som hende i 1970erne og tage sit fantasiunivers med op på scenen, men han var ikke alter egoet Ziggy Stardust 24 timer i døgnet. Og selvom discoveteranen Grace Jones lignede en mormor til Lady Gaga, da hun for tre uger siden sang på Roskilde Festival i kappe og grotesk hat, er de vidt forskellige.

Jones har et andet syn på celebrity-tilværelsen. For hende er det et maskespil. Som hun i begyndelsen af 1980erne fortalte en interviewer:

»Hør her, jeg er to personer. Ellers ville jeg være sindssyg!«

Men Lady Gaga tager nødigt sine påsatte øjenvipper af.

»Det eneste, jeg er optaget af i mit liv lige nu, er at være kunstner. Jeg var nødt til at undertrykke det i så mange år i high school, fordi der blev gjort grin af mig, men nu er jeg fuldstændig indkapslet i min kasse af vanvid, og jeg kan gøre, hvad end jeg har lyst til,« har hun sagt til avisen The Independent.

Og det gør hun med succes. Melodierne fra albummet »The Fame« forekommer alle som plausible hits, skønt ordvalget i flere af sangene træder de bornerte over tæerne.

»Jeg vil gerne ride en tur på din disco pind,« kan den oversatte metaforik lyde. I »Poker Face«, hvor Gaga fantaserer om sex med en kvinde, men er sammen med en mand, synger hun videre:

»Jeg bluffer med min muffin.«

STJERNEN INDRØMMER, at hun er fysisk tiltrukket af kvinder, og det kan dårligt forarge længere i amerikansk showbusiness, når unge Katy Perry har sunget »I Kissed a Girl«, og sangerinden Fergie fra hiphopgruppen Black Eyed Peas også taler ud om sine lesbiske erfaringer.

Eskapader i den boldgade var langtfra accepteret blandt de lærere, som engang prøvede at slibe modhagerne af Lady Gaga. Hun gik på katolsk high school og voksede op med overklasseungerne på Upper West Side på Manhattan. Hendes far, en IT-iværksætter og tidligere musiker, introducerede hende til Bruce Springsteen, og det religiøse undervisningsmiljø præsenterede hende for det, hun ikke måtte. Ethvert optræk til excentrisk opførsel blev holdt nede. Og senere opmuntret, når moren ledsagede Gaga til jazzklubberne i New York, hvis scenen var åben for aspirerende musikere.

Som 14-årig spillede hun klaver ude i byen. Hendes mor sad nede i mørket og så på, og klubmiljøet passede talentet godt. Selv om hun nogle år senere fik mulighed for at studere musik på New York University, droppede hun ud og opsøgte nattelivet på ny. Nu var barerne etablissementer, der lod hende synge og danse varietéagtige trin i selskab med en veninde, DJen Lady Starlight.

For få år siden satte de ild til hårspray på en festival i Chicago for at påkalde sig publikums blikke. Ved en anden optræden slog Gaga sig ned ved klaveret og tog alt af bortset fra sit undertøj. At chokere var åbenbart den eneste strategi, der kunne presse tilhørerne til at dæmpe sig. Gagas talent stak dog dybere, når hun blandede pop og glamrock og frembragte opdaterede fortolkninger af Queen og Bowie. Og folk begyndte at opdage hende; blandt andre R&B sangeren Akon. Han blev en indgang for hende til musikindustrien. De samarbejdede om sange, og inden længe skrev hun også til popkonkurrenter som Britney Spears og Pussycat Dolls.

20 år gammel kom Gaga endelig i stald hos pladeselskabet Interscope. Men mens de troede på hende som kunstner, forholdt radiostationerne sig skeptiske over for hende i begyndelsen.

For var sangene ikke en smule for vovede og kluborienterede til den brede æter?

TVIVLERNE SKULLE TAGE FEJL. Hun har til dags dato haft tre skiftende singler som nummer et på den amerikanske hitliste for mainstreammusik. Gennem de seneste 16 år er en tilsvarende skæbne kun overgået svenske Ace Of Base og teenagesurmuleren Avril Lavigne. Man bør nu ikke gøre sig illusioner om, at Gaga skriver sig ind i den nyere musikhistorie helt på egen hånd. Lige som Madonna altid har været afhængig af kreative sparringspartnere, er Gaga ingen undtagelse. På debutalbummet nød hun godt af den erfarne producer Rob Fusari, som tidligere hjalp Destiny’s Child frem, og marokkanske RedOne, der har arbejdet i Sverige og er rundet af den nordiske poptradition. RedOne gjorde Gagas første udspil »Just Dance« så insisterende, at den modtog en Grammy-nominering.

Dermed ikke sagt, at Gaga spændes for andres vogn. Hun har styr på sit udtryk; udseende og lyd. Sangene, tøjet og resten af det visuelle bør gribe ind i hinanden og blive til en samlet vision, har hun forklaret til MTV.

»For mig handler det om, at alting forenes og er en ægte fortælling … Jeg vil have billedsproget til at være så stærkt, at fans vil få lyst til at spise og smage og slikke hver en del af os.«