Lad sprogene blomstre!

Danskerne diskuterer engelsk vs. dansk som aldrig før , men debatten føres på løst grundlag, mener professor Robert Phillipson, der er internationalt kendt for sit begreb om »sproglig imperialisme.« For Robert Phillipson er målet en sproglig mangfoldighed, der giver plads til det hele. Også modersmålet. Men først skal der forskes.

EU-kommissionens bygning, Breydel, med flagene ude foran i Bruxelles NOV. 19, 1994. Foto: Erik Luntang Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark står ikke alene i den globale sprogkamp.

Også andre steder truer engelsk med at marginalisere såvel nationale som regionale sprog. Engelsk dominerer inden for international politik, videnskab, erhverv, finans, rumfart, militær, popmusik og alt muligt andet, og indtil videre har det ikke hjulpet europæerne så meget, at det i EU er officiel politik at sikre, at både store og små sprog stortrives. Engelsk maser sig allligevel på, og det går - siger skeptikerne - ud over den kulturelle mangfoldighed. Herhjemme vil kulturminister Brian Mikkelsen (K) nedsætte et udvalg, der skal vurdere, om det er hensigtsmæssigt, at der bliver lavet en egentlig sproglov for at komme problemet til livs. Men hvad er udsigterne til, at alle anstrengelserne bærer frugt? Har vi overhovedet forudsætninger for at tackle udfordringerne?

»Danskerne er skizofrene, hvad angår forholdet til engelsk,« siger én af de herboende forskere, der har beskæftiget sig mest med forholdet mellem engelsk og andre sprog. Han hedder Robert Phillipson, og han er er professor på Handelshøjskolen i København - eller Copenhagen Business School, som institutionen hedder på moderne dansk.

»På den ene side siger man bryster man sig over være verdens bedste på mange områder. På den anden side accepterer man, lidt naivt, at engelsk er finere end dansk. På den ene side taler man om, at vi skal fungere lige så godt på engelsk,som på dansk. På den anden side ønsker man at fastholde dansk som det eneste undervisningssprog i undervisningssystemet. Det hænger slet ikke sammen.«

Derfor må der skæres igennem, siger Robert Phillipson, der har engelsk som modersmål, og som via sin forskning har introduceret begrebet »linguistic imperialism« - sproglig imperialisme - som han definerer som den strukturelle og ideologiske ulighed mellem engelsk og andre sprog. At skære igennem betyder mere præcist, og stadig ifølge Robert Phillipson, at vi skal vide, hvad vi taler om, når vi taler om det såkaldte »domænetab«. Det gør vi bare ikke, siger han. Godt nok advarede den højeste danske sprogmyndighed, Dansk Sprognævn, forleden i de hidtil skarpeste vendinger om, at dansk i stigende grad taber terræn til engelsk. Fortsætter udviklingen, lød advarslen, vil dansk om føje år ikke længere være et sprog, der kan udtrykke alt, hvad udstrykkes skal. Og godt nok diskuterede danske politikere i tirsdags i Folketinget højlydt, hvordan man kan bremse dette domænetab, enten ved lovgivning eller ved på anden måde at handle politisk. Men alle famler delvist i blinde. Mener altså Robert Phillipson:

»Vi har meget lidt konkret viden, når vi taler domænetab. Det hele bygger på formodninger, snarere end på forskningsbaseret viden.«

At der er tale om et domænetab af et eller andet omfang, det er Robert Phillipson dog sikker på. Han siger også, at samtidig med, at man undersøger domænetab eller truslen om samme grundigt, er det bydende nødvendigt at sætte sig ind i, hvordan sproglig marginalisering er blevet undgået i andre lande, f.eks. Canada, hvor fransk tales af et mindretal, mens engelsk tales af et stort flertal. Dette historisk betingede forhold skabte i sin tid nogle alvorlige spændinger i det ellers så fredelige land, hvor engelsk af nogle blev betragtet som et stykke sproglig imperialisme, som krænkede de frankofone. Derfor blev der for henved 40 år siden etableret en lovgivning, der sikrede, at brugen af fransk i det fransktalende Quebec ikke blev reduceret, og at fransk stadig var ligeværdigt med engelsk, når der skulle tales og informeres på føderalt niveau. Men der blev først - og det er vigtigt - lovgivet, efter at man have foretaget nogle meget grundige undersøgelser.

»Lovgivningen i Canada har af samme grund haft stort effekt,« siger Robert Phillipson.

»I dag står fransk meget stærkere i Canada, end sproget ville have gjort, hvis man ikke havde grebet ind.«

Også andre steder, hvor et stort sprog har pustet små sprog i nakken, har man grebet ind, påpeger Robert Phillipson. Forskellige samiske sprog har f.eks. fået nyt liv via en aktiv sprogpolitik i de områder ved Nordkalotten, hvor disse sprog tales. Katalansk har sammen med spansk fået status som officielt sprog i Katalanien, på Balearerne og i Valencia. Den slags vellykkede sprogpolitiske tiltag, er, ifølge Robert Phillipson, et udtryk for , at en aktiv sprogpolitik kan være med til at sikre sproglig mangfoldighed.

»Det ene sprog behøver ikke udelukke det andet,« siger han.

»Dansk og engelsk og andre sprog kan sagtens eksistere side om side. Men det kræver lovgivning, kombineret med institutioner, der kan sikre, at lovgivningen føres ud i livet.«

Antiimperialistisk, sproglig mangfoldighed er dog, ifølge Robert Phillipson, ikke noget, som man indtil nu har været særligt opmærksom på herhjemme. Som eksempel nævner han det i sin tid meget omtalte oplæg »Sprog på spil«, som et udvalg for et par år siden afleverede til Kulturministeriet. Skriftet blev udarbejdet på baggrund af et, efter Robert Phillipsons opfattelse, meget snævert kommisorium, hvor man fokuserede mere på dansk som en isoleret størrelse og mindre på, hvordan man opbygger en flersproglighed, der kommer alle sprog - inklusive dansk - til gode.

»Det var synd,« siger professoren, hvis pointe er, at man skal bruge bestemte sprog, det være sig dansk, engelsk eller et helt tredje, når dette bestemte sprog er velegnet til et bestemt formål.

»Nogle gange er tysk mest velegnet, nogle gange fransk, nogle gange spansk eller dansk. Det afhænger helt af omstændighederne.«

Robert Phillipsons eget bud på, hvad der kan få mangfoldige sprog til at blomstre på dansk grund, er, at man sætter ind lige fra de mindste klasser. Her er problemet bare, at bestræbelserne hurtigt lider skibbrud i et uddannelsessystem som det danske, der, ifølge professoren, er lige så centralistisk som det berygtede franske.

»Undervisningen på folkeskoleniveau i Danmark er så centralt styret, at man ikke har nogen mulighed for f.eks. at gøre tysk til første fremmedsprog i det sønderjyske grænseland. Man kan heller ikke have skoler, hvor der gøres særligt meget ud af spansk, eller skoler, hvor der gøres særligt meget ud af arabisk eller andre sprog,« siger Robert Phillipson og tilføjer:

»Den sproglige mangfoldighed fremmes ikke herhjemme, den modarbejdes. Systemet er alt, alt for firkantet.«