Lad dog ungerne tro på julemanden

kulturklummeskribenter
Søren McGuire Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland

Min seksårige søn spurgte mig forleden, hvordan der var gået ild i solen? Hvem havde tændt den, hvornår var det sket, og havde vedkommende mon brugt lige så meget tændvæske, som jeg plejer at gøre med Weber-grillen i haven?

Det var sidst på eftermiddagen, jeg var træt efter en lang dag, og uden mod på at begive mig ud i en længere forklaring om kosmiske gasarter svarede jeg bare, at det var Gud, der havde tændt den. Sikkert med sin cigaret, lige som vi gør derhjemme, når mor ikke kigger. Ikke fordi jeg er videre troende; det virkede bare som det nemmeste svar, og tilmed et knægten lod til at acceptere, i og med at han kort efter selv konkluderede, at det også måtte være Gud, der holder Månen på plads og har bestemt, at Disney Sjov skal sendes om fredagen.

Om løgnen er så stor, at den kan betragtes som hvid eller ej, ved jeg ikke, men jeg har nok altid tænkt, at ungerne på et eller andet tidspunkt selv ville finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Herregud, vi fylder efterhånden vores børn med så meget bras, så en lille løgn her og der for at gøre verden omkring dem bare en smule nemmere at forstå gør vel ikke den store forskel?

Men jo, det gør det åbenbart. Sådan lød advarslen i hvert fald i lørdags i denne avis, hvor forskere under overskriften »Stop med at lyve om julemanden« løftede den pædagogiske pegefinger over for de forældre, der vover at bilde deres børn ind, at julegaverne leveres af en gammel mand med hvidt skæg og rød frakke. At lyve om noget så vigtigt i børnenes liv som julen kan ifølge forskerne nemlig resultere i livslange tillidsproblemer. Skræmmende, men tilsyneladende sandt, eftersom advarslen også blev bragt i et velanset psykologi- tidsskrift.

Nu har mine børn aldrig troet på julemanden, hvilket nok i højere grad skyldes, at jeg som regel bruger det meste af januar og februar på at gå og beklage mig højlydt over overtrækket på kassekreditten fremfor et egentligt bevidst fravalg af lige netop denne myte. Men er det virkelig så slemt for vores børns mentale ve og vel, at vi voksne forsøger at smugle bare en lille smule magi ind i deres barndom? At vi giver dem lov til at tro på det mystiske, det magiske og det uforklarlige, om det så er julemanden, påskeharen – eller i min tiårige søns tilfælde fodboldlandsholdets evne til nogensinde igen at vinde en slutrunde?

Jeg troede selv på tandfeen, da jeg var barn, og selv om jeg jo egentlig godt vidste, at det bare var min mor, der sneg en femmer ind under hovedpuden om natten, så var tanken om denne gennemsigtige, svævende fe bare rar at falde i søvn og vågne op til.

Så lad nu bare ungerne tro på julemanden. Lad dem leve bare lidt endnu i en lykkelig uvidenhed om lange køer i kolde shoppingcentre lillejuleaften, stressede indpakningspiger og dyre overtræksrenter. Vil de tro, at gaverne er lavet af nisser på Nordpolen, så lad dem dog. Du får rigeligt med muligheder for at teste deres tillid senere i deres liv.