Kvotepolitiet kommer

Det er godt, at vi har Hassan Preisler til at revse kultureliten, når den bliver for selvfed.

Jesper Beinov Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Kultureliten er fuld af dobbeltmoral, lyder det fra skuespilleren Hassan Preisler eksempel i monologen »Brun mands byrde«. Stykket er er et befriende opgør med politisk korrekthed, og Berlingskes Rikke Rottensten anmelder den i dag i 1. sektion.

Stykket bygger på Hassan Preislers roste romandebut af samme navn, og her er han stærkt kritisk over for hele »integrationsindustrien«. I det 100 minutter lange stykke fortæller Hassan Preisler, der er søn af en dansk kvinde og en pakistansk far, om at være Hassan i mange forskellige forklædninger; »et egotrip af format«, kalder han det, da han har skrevet stykket samtidig med, at han spiller og afvikler det. Men det er også hudløs ærlig kunst, der med både smerte, humor og overskud fortæller mange sandheder om os selv som folk, heriblandt at han og vi både rummer fordomme og politisk korrekthed.

Selv siger Hassan Preisler, at »forestillingen er et frontalangreb mod den velmenende venstreorienterede selvgodhed«. Meget apropos fremlægger SF sit filmudspil i disse dage, og godt nok er der ikke lagt op til håndfaste kvoter af nydanskere indenfor filmen, men noget i samme boldgade, og vi ser synspunktet fremført flere steder. Senest har der i teaterdebatten været lagt op til, at det skal skrives ind i teatrenes årsberetning, hvor skæv kønsfordelingen er. Men det er altså SFs forslag, der er skævt.

Det er altså den kunstneriske ledelse, der skal stå på mål for, hvad der produceres. Vi skal ikke fjernstyre eller tvinge kunstnere eller institutioner til at lave bestemt kunst. Det hører sig ikke til. De bevilgende myndigheder kan passende stille krav om aktivitet og publikum, men skal ellers ikke blande sig i, hvad der skal opføres. Her gælder armslængdeprincippet. Kvoter og tankegangen bag er enorm formynderisk. Som om kunstnere og kunstneriske ledere, endsige publikum, ikke kan tænke selv. Herhjemme bygger vi på, at vi hver især som enkeltindivider har rettigheder. Vi har det ikke som gruppe eller køn.

Hassan Preislers angreb på politisk korrekthed, hørte vi i Jakob Steen Olsen store interview i forrige uge her i tillægget. Her fortalte Preisler for eksempel, at han ikke tør sige, at han beundrer Dansk Folkeparti. Sjovt nok er det Carl Christian Ebbesen fra DF, der som københavnsk kulturborgmester i det seneste budgetforlig har sikret kulturlivet flere penge. Så måske fordomme står for fald.

Jeg synes, at Preisler har en god pointe i, at der findes lommer af politisk korrekthed inden for kulturverdenen. Det er rigtigt, at der er mange i kulturverdenen, der går stille med dørene, hvis de er borgerlige. Men langt de fleste er nu mest optaget af deres kunst. Meget kunst bliver til i opposition. Men man kan være i opposition både fra højre- og venstrefløj, så det er godt, at vi har Hassan Preisler til at revse kultureliten, når den bliver for selvfed.