»Kvinfo har ikke sat gang i #MeToo-bevægelsen, og jeg tror heller ikke, at det er Kvinfo, der kan løse de problemstillinger«

I anledning af kulturminister Mette Bocks nye initiativ – Kulturministerens Krydsild – har Berlingske udfordret Mette Bock til selv at placere sig i en krydsild og har bedt seks personer fra kulturlivet stille hende spørgsmål.

Kulturminister Mette Bock under dagens afslutningsarrangement for kampagnen Antennerne Ude, som siden maj 2017 har givet borgere i hele landet mulighed for at bidrage med ønsker og idéer til fremtidens danske medieindhold.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Maria Rørbye Rønn, DRs generaldirektør:

Da Mandag Morgen fremlagde deres virkelig grundige rapport om »Globaliseringen af den danske mediebranche«, var ministeren den eneste politiker til stede. Rapportens konklusioner bekymrer os i mediebranchen. Hvordan vil du inddrage dens konklusioner i et kommende medieforlig?

»En af de mest bekymrende hovedkonklusioner i rapporten er, at rigtig mange af de annonce- og abonnementsindtægter, der tidligere finansierede de private medier, i dag ryger ud af landet og går til internationale virksomheder som Google, Facebook og Netflix. Det er et kæmpestort problem, men vi kan ikke løse det i forbindelse med det kommende medieforlig. Det skal løses i EU-regi, og det er ikke noget, som vi kan forbyde os ud af. De store internationale medier er her, og de bringer os også rigtig meget godt, men vi kan kigge på skattereglerne og se, om man kan sørge for, at pengene ikke kun strømmer ud af Danmark og de andre EU-lande, men at nogle af dem også flyder tilbage igen. Og så vil jeg sige, at det jo heller ikke er alt, der kan reguleres lovgivningsmæssigt. Jeg håber meget, at danske medier bliver bedre til at få nogle ligeværdige partnerskaber, så de danske medier, når de samarbejder med de store spillere, ikke bare forærer deres indhold væk, men rent faktisk sørger for at få noget betaling tilbage, selv om det er en vanskelig opgave.«

Mads Langer, sanger og musiker:

Hvordan ser du på de musisk-kreative fag i fremtidens folkeskole?

»Der er lige kommet en rapport om musikskolerne. Den viser både, at det kun er en meget lille procentdel af børn og unge, der frekventerer musikskolerne, og at antallet er faldende. Jeg mener, at man kan bruge de penge, som man i dag bruger på musikskolerne på en bedre måde. Vi har med skolereformen fået en lang skoledag i folkeskolerne, så hvorfor i alverden sørger man ikke for at få musikskoler og folkeskoler til at arbejde meget tættere sammen, så musikskolernes aktiviteter bliver en del af skoledagen? En større integration ville give flere børn adgang til musikskolernes tilbud. Derudover er det ofte konservatorie- uddannede med stor faglighed, der under- viser på musikskolerne, hvilket vil være en bonus for folkeskolerne.«

Hvilke koncerter inden for rytmisk musik har du set i din periode som kulturminister?

»Jeg har været på Tønder Festival og Roskilde Festival. Derudover har jeg søn, der er uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium, og som sørger for at holde mig tæt opdateret på området.«

Elisabeth Møller Jensen, forhenværende direktør for Kvinfo:

I sommer gav du udtryk for, at Kvinfo sikkert var en god idé engang, men at tiden er blevet en anden. Nu raser #MeToo og viser, at meget er uforandret, og at den eneste forskel er, at kvinder nu kollektivt siger fra med stor kraft. Hvordan vil du forsvare, at du vil svække Kvinfo på et tidspunkt, hvor #MeToo har revet bindet væk fra de øjne, der hidtil har været blinde for den uligestilling, der er mellem mænd og kvinder?

»Det er ikke Kvinfo, der har sat gang i #MeToo-bevægelsen, og jeg tror heller ikke, at det er Kvinfo, der kan løse de problemstillinger, bevægelsen har blotlagt. Det er problemstillinger, der er knyttet til en kultur, som man skal gøre op med i mange brancher – og det gælder ikke kun i de kreative brancher. Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at vi ikke stadig har problemer i forhold til ligestilling, men det kan godt være, at vi dag skal tage fat i dem med en ny tids præmisser og ikke på samme måde, som man gjorde for mange år siden. Derfor glæder jeg mig meget til, at Kvinfos bestyrelse fremlægger deres nye strategi for de kommende år, for jeg tror, at man skal gå nye veje.«

Hella Joof, skuespiller og instruktør:

Hvad vil du beskrive som den største udfordring ved at være liberal minister for et resort, der implicerer mennesker, der overvejende er notorisk uenige med dig politisk?

»Nu skal man jo passe på med at sige, at kulturpersoner er en stor ensartet masse. Sådan er det jo ikke. Der er mange, der er politisk uenige med mig, men det generer mig ikke, og jeg ser det ikke som en negativ udfordring. Jeg har aldrig været bange for diskussioner og uenigheder. Jeg synes, at det skærper mig at møde uenigheden, men på samme tid vil jeg også gerne bidrage til at stille nogle kritiske spørgsmål den anden vej, for jeg tror, at det er med til at kvalificere begge parter. Selv om nogle er meget eksplicitte i deres kritik af både regeringens kulturpolitik og min adfærd, er der rigtig mange, der også synes, at det er fint, at vi får kigget på nogle ting. F.eks sådan noget som museumsstøtteordningen.«

Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du takkede ja?

»Jeg gjorde mig bare den overvejelse, at kulturen på mange måder er fundamentet for vores samfund. Derfor var det det mest spændende område at tage fat på overhovedet. Og selv om der er de ressourcer, der nu engang er, tror jeg sagtens, at man kan anvende dem på en bedre måde, end vi gør i dag – og det vil jeg meget gerne bidrage til som minister.«

Hassan Preisler, forfatter og dramatiker:

Kære Mette Bock,

Tillykke med det første år som minister for os! Jeg har længe opfattet mig selv som en del af denne her ret indsnævrede klan af kulturmennesker: Vi er os, der laver kunst. Og jeg har opdaget, at min klub er en lille og lukket klub. »Eksklusiv« synes vi, at den er. Vi er alle mennesker fra sådan en slags kulturel øvre middelklasse. Vi er storbymennesker, og vi er venstreorienterede. Og så er vi selvforsynende med ideer, tanker, holdninger og meninger. Som i enhver anden stamme bryder vi os ikke om det, der kommer til udefra. Hos os er der ikke udkantsdanskere at finde. Indvandrere og flygtninge er her ikke. Eller fattige og uuddannede for den sags skyld. Ej heller højreorienterede! Jeg har endnu til gode at møde en kunstner, der stemmer til højre for liste Å. Også på et andet plan lever vi uden for virkeligheden: Vi behøver nemlig ikke at bekymre os stort om markedskræfterne. Vi er jo købt og betalt af staten. Og vi finansieres, vurderes og kritiseres derfor kun af os selv og hinanden, når vi på skift indtager råd og udvalg for at fordele vores penge til os. Her står vi så, min klan, og hopper på stedet, mens vi kalder det »fremskridt«.

Og så er det, jeg tænker, om du, kære Mette Bock, måske kunne overtales til at synes, at det ikke er sådan, det skal være? Kunne du evt. forføres til at forestille dig, at kunsten igen blev folkets, altså danskernes? Den finansieres jo trods alt af os alle. Kunne du lokkes til at drømme om kunsten, at den igen bliver fri? Sådan at kunsten og dens kunstnere på ny kan blive aktive spillere, der hele tiden tager livtag med tidsånden for at fortælle og genfortælle historien; vores fælles historie om os som nation. At kunsten igen skaber det rum, hvor man kan tage de allermest besværlige diskussioner, som ikke kan tages andre steder. Så Ibsen og Munk og typer som dem ikke kun er stemmer fra fortiden, men også kan være fra nutiden. Kunne du drømme om det, kære Mette Bock?

»Jeg skal hverken lokkes eller forføres, for det er lige præcis det, som jeg gerne vil have. Jeg kan godt genkende billedet af det kunstneriske reservat, og jeg ønsker et opgør med den reservattænkning. Hver gang, man lukker sig inde i et reservat, mister man legitimitet og forstener lidt. Kunstens opgave er også at bide folk lidt i haserne, men det skal jo være på en måde, så der kommer en samtale op at stå. Der skal ikke sidde nogle kunstnere i et reservatet og råbe ud til folk, at de intet forstår. Vi er nødt til at få en bedre samtale, end vi har i dag – og vi har virkelig brug for den samtale.«'

Uffe Savery, Copenhagen Phils musikchef:

Copenhagen Phil – hele Sjællands symfoni- orkester – er dét af de fem landsdelsorkestre, der dækker den markant største landsdel med hele to regioner, 2,6 millioner borgere og 46 kommuner. Orkestret har de senere år udviklet koncertformater og aktiviteter, som gør, at det i dag i endnu højere grad opnår en forankring i hele landsdelen. Derfor er publikumstallet steget markant.

Alligevel har Kulturministeren truffet en beslutning om at skære i støtten til Copenhagen Phil med alene ca. 27 pct. over de kommende år – fra 40,3 millioner kr. til 29,3 millioner kr. årligt. Det er den største politiske beslutning i landsdelsorkestrenes 50-årige historie, og den er truffet helt uden tilbundsgående undersøgelser og anbefalinger. Det er en vanskelig opgave for Copenhagen Phil at opbygge en medfinansiering fra kommunerne svarende til hele 11 millioner kr. – særligt i det tempo, som besparelserne er planlagt. Der skal bruges mange ressourcer på at skaffe midler frem for at fokusere på at skabe oplevelser for befolkningen.

Du siger, at du er »hele Danmarks kultur-minister«, men beslutningen kommer til at gå ud over de 2,6 millioner sjællandske borgeres mulighed for at opleve klassisk musik på højeste niveau. Borgere i udkantsområder langt væk fra hovedstaden – borgere, der muligvis nu ikke får mulighed for at møde et stort og professionelt symfoniorkester i deres egen by. Set i lyset heraf, hvordan kan beslutningen om at skære så kraftigt i støtten til Copenhagen Phil da forsvares?

»Det kan den af to grunde. For det første er det netop hele landet, der skal have adgang til symfonisk musik, og den besparelse på to millioner om året indtil 2021, som Copenhagen Phil bliver ramt af, bliver rykket til de andre landsdelsorkestre. I dag er det sådan, at Copenhagen Phil modtager næsten dobbelt så meget i statsstøtte som tre af de andre landsdelsorkestre. Jeg har ikke taget ressourcer ud af området med min reform. Jeg har bare fordelt dem på en lidt anden måde. Men det er da klart, at det har en stor betydning, når Copenhagen Phil bliver beskåret med to millioner om året i en periode. Mit håb er så, at man kan få fonde, kommuner eller virksomheder til at støtte Copenhagen Phil økonomisk.«